Giv skolerne rette vilkår til at lade dannelsen blomstre

Temaet for årets Sorømøde var, som det nok ikke er gået mange forbi, dannelse. Jeg ved, at jeg blot er en blandt mange, som af hjertet takker undervisningsministeren for at sætte netop dette tema på dagsordenen. Vi har, i sandhed, alt for længe undladt at adressere dannelsens betydning for Danmarks skoler og øvrige uddannelsesinstitutioner, for eleverne, for lærerne og, ikke mindst, for det danske samfund og fællesskab.

Vi debatterede særligt dannelsens indhold – hvad dannelse egentlig er for en størrelse? Og vi debatterede forskellige aspekter af dannelse.

Vi debatterede desværre ikke dannelsens vilkår – hvilke rammer og omstændigheder, der skal til for at give dannelsen det rum og den plads, den fortjener for at kunne trives, næres og blomstre.

Det vil jeg derfor adressere her. For der er særligt tre vilkår, som er nødvendige for at sikre, at den dannelse, som ministeren taler så varmt for og begavet om, kan leve og vokse:

1)    For det første tager det tid at arbejde med dannelse. Det tager tid at drøfte normative spørgsmål med eleverne; spørgsmål som ikke kan krydses af på et skema, men som kræver eftertanke og omtanke. Tid koster penge, det kommer vi ikke udenom, når vi taler uddannelse. Så når ministeren med den ene hånd uddeler gode og kloge ord om dannelsens væsen og opgave, og samtidig med den anden hånd repræsenterer og forsvarer de nedskæringer på uddannelse, vi har set gennem de seneste to år, så bliver vi nødt til at forholde hende ansvaret for denne helt åbenlyse modsætning. Det hænger bare ikke sammen. Man kan ikke tale om, at eleverne skal være mere vedholdende, fordybe sig mere og gøre sig mere umage, samtidig med at man på ungdomsuddannelserne skærer på de ressourcer, der er nødvendige for at umage, fordybelse og vedholdenhed får tid og plads til at blive trænet. Endnu mindre hjælper det på dette formål at man med L409, som ministeren også forsvarer, gav folkeskolelærerne mindre forberedelsestid. 

2)    For det andet hænger dannelsens væsen simpelthen ikke sammen med den begejstring over målstyring, test, sammenligning og konkurrence, som er rullet ind over skoleverdenen som tsunamier det sidste årti. Og her skal ministeren naturligvis roses for sit engagement i forhold til at reducere de mange bindende læringsmål, som folkeskolereformen desværre indeholder. Men vi afventer for det første stadig et lovforslag, som følger op på intentionerne. For det andet er der stadig alt for mange bindende mål tilbage. For det tredje står ministeren desværre last og brast om de nationale test, som vi ved fører til teaching to the test og udenadslære; aktiviteter som, i min verden, er ganske uforenelige med dannelsens egentlige formål; nemlig fordybelsen, omtanken, den etiske og kritiske bevidsthed og evnen til at kunne dvæle. Nationale test fremmer uselvstændighed, konkurrence og præstationsræs – alt sammen fænomener, som modarbejder betingelserne for den personlige, sociale og faglige udvikling, som er centrale elementer i elevens dannelsesrejse. Og endelig så vi med gymnasiereformen et styrket fokus på karakterer, som alene kommer til at forstærke det efterhånden helt absurde fokus på at få høje karakter, som nutidens elever er så optaget af. Hvis vi vil have dannede elever, som begejstres af nysgerrighed og fordybes af lyst, ja så er det helt forkert at stille dem i udsigt, at det vigtigste for deres videre uddannelse, er den gode karakter.

3)    Det sidste nødvendige vilkår, jeg vil nævne, gjorde Claus Hjortdal, formand for Skolelederne, opmærksom på ved den afsluttende debat på Sorømødet. Det handler om ikke at sætte demokratiet selv over styr i jagten på antidemokratiske kræfter. Her tænker jeg naturligvis på ministerens udtalelser om, at der skal mere decideret ’islamkritik’ i folkeskolen. For det første skyder hun begrebsmæssigt ved siden af: Islam er en religion, ikke en kultur eller praksis. At islam så praktiseres mere eller mindre ortodoks i hjem og menigheder, er en anden sag. En sag, som gælder for alle religioner, i øvrigt. For det andet har vi – og skal vi have! – en insisterende, grundig og udfordrende religionskritik i de danske skoler. Det må vi aldrig gå på kompromis med, men det tror jeg heller ikke, der er aktører i skoleverdenen, som ønsker eller efterspørger. Men det holder ikke ved det; vi må ikke forledes til at tro, at feks ligestillingsproblemer alene lever i muslimske miljøer. Lad mig bare pege på de mange (hvide!) unge mænd, som desværre ikke respekterer kvindekønnet, når de uden tilladelse og omtanke deler private fotos af kvindelige bekendtskaber på de sociale medier. Den haltende respekt for ligestillingen lever desværre også i bedste velgående i Nordsjælland. Det skal skolerne også have øje for, men synet sløres, hvis vi kun ser muslimske spøgelser. Når man, som ministeren, i demokratiets navn anklager én religion frem for andre for at være mere udemokratisk i sit væsen, så begår man rent faktisk en demokratisk uskik, al den stund man fortsat bekender sig til det liberale frisind og religionsfriheden. Man kan ikke tale demokratiets sag gennem udemokratiske argumenter eller handlinger. Deri ligger en indbygget modsætning og det bliver, i sidste ende, demokratiet selv, der bliver taberen i spillet. Frisind for Loke, såvel som for Thor, lad os ikke glemme det!

Hvis vi virkelig vil give dannelsen de betingelser, den fortjener, så skal vi mere end at tale om den i fine kredse. Så skal vi dertil skabe de vilkår og rum, som giver dannelsen plads til at leves, efterprøves, udfordres, mærkes og elskes.