Hvordan redder vi folkeskolen?

Tallene siger det hele: 15% på landsplan. 25% i København. Så mange børn går i fri- og privatskoler. Og tallene har igennem længere tid været stigende.

Det er voldsomme tal. Og man må antage, at den stigende søgning til fri- og privatskolerne ikke alene skyldes, at flere forældre ønsker at deres børns skolegang får en særlig pædagogisk, ideologisk eller religiøs ramme, som friskolerne jo ofte tilbyder, men derimod at en del af stigningen skyldes et fravalg af folkeskolen. Selv om jeg ikke nødvendigvis deler holdning med den noget dramatiske overskrift fra Information, så er der noget galt i folkeskolen, og det føles som om, det ikke bliver bedre.

Jeg får derfor lyst til at dele min egen historie:

Jeg har tre børn. Den ældste – som er 18 i dag – har gået på en almindelig folkeskole. Det var før folkeskolereformen. Der var et fantastisk lærerteam i hans klasse, og kommunikationen med klasselæreren foregik såvel om eftermiddagen som om aftenen. I løbet af hans skolegang blev de nationale test indført i Danmark. Jeg husker, hvordan jeg rynkede på brynene, da jeg sad til en skole-hjem-samtale og fik gennemgået hans testresultater sammen med ham, inklusive en indikation af, hvor han lå i fagligt niveau i forhold til resten af klassen. Han klarede sig fint, men jeg husker så tydeligt en snigende bekymring vokse i maven på mig; for hvad skulle han som barn bruge den viden til?

Min mellemste søn startede også i folkeskolen. Men det blev hurtigt klart, at han ikke passede ind. Hans hjerne fungerer lidt hurtige end gennemsnittets, og han kedede sig bravt i timerne. Og lavede ballade. Vi mødte kun imødekommende og løsningsorienterede lærere: de forsøgte sig med nørdetimer og ekstraopgaver. Det hjalp desværre ikke. Til sidst flyttede vi ham til en friskole på hans klasselærers opfordring. Ikke fordi hun ikke kunne rumme ham, men som hun sagde: ’Jeg har 28 elever i klassen, dvs. ca to minutter pr elev pr lektion; jeg kan simpelthen ikke udfordre ham nok”.

Da min yngste søn skulle starte i skole, var vi blevet så glade for den pågældende friskole; for morgensamlingen hver morgen, for det store fokus på musik og teater, for den projektorienterede undervisning, for fraværet af test og karakterer og for de kun 20 børn i klasserne. Samme år som han startede, blev de nationale test indført i de danske folkeskoler, hvilket var en afgørende grund til at vi valgte, at han ikke skulle gå i folkeskole.

Nu skal man jo ikke lave politik ud fra personlige erfaringer. MEN både min egen historie, og de historier jeg som undervisningsordfører hører fra andre folkeskoleforældre bekræfter, at der er blevet meget mindre plads til børnenes individuelle behov i en overeffektiviseret og testfikseret folkeskole. Den skole, som burde være for alle. 

Hvordan råder vi så lige bod på det, uden at tvinge lærerne igennem endnu en opslidende omlægning af deres arbejdsplads? Jeg har et par bud. I vores nyligt lancerede regeringsprogram adresserer vi folkeskolen konkret, og præsenterer, hvad vi mener, der er brug for, for at gøre folkeskolen til folkets skole igen.

For det første skal vi have investeret i rammerne for folkeskolen: vi skal have den kortere skoledag tilbage, vi skal have et klasseloft på 24 elever, og vi skal have balancen tilbage imellem lærernes undervisnings- og forberedelsestid.

For det andet skal vi test- og kontrolkulturen til livs. Vi skal afskaffe de nationale test og også afskaffe karakterer i folkeskolen. Det betyder naturligvis også, at der ikke bør være karakterkrav til optagelse på ungdomsuddannelserne.

For det tredje skal vi have justeret indholdet i folkeskolen: Vi skal have en bedre vægtning mellem de boglige, håndværksmæssige og åndelige fag. Vi skal have en skole for både hoved, hånd og hjerte. Det betyder konkret, at musik og håndværksfag bør være obligatoriske helt fra 0. til 9. klasse. Og ja, det bliver på bekostning af nogle af de boglige fag. Gør det eleverne mindre kloge? Nej, det tror vi ikke på, for netop kombinationen af kroppens og hjernes sanser giver det bedste grundlag for indlæring – det har hjerneforskningen for længe siden fortalt os.

Endelig skal vi løsne grebet om folkeskolen, således at skolen får langt mere frihed til at være skole på den måde, den enkelte skole vurderer er bedst. Væk med dokumentationskrav og obligatoriske elevplaner, væk med den snævre styring af skolerne fra kommunernes side, væk med sammenlignende oversigter på Undervisningsministeriets hjemmeside. I stedet skal den faglige frihed i højsædet, sådan så det er den enkelte skole, der inden for de helt overordnede lovgivningsmæssige rammer om kernepensum og krav til grundlæggende kundskaber selv definerer, hvordan den vil være skole og forestå sin undervisning.

Bliver vores regeringsprogram til virkelighed, opretter vi Ministeriet for Livslang Nysgerrighed, som erstatter Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet. I regi af dette ministerium vil vi investere 6 milliarder kroner i uddannelse over en fireårig periode, herunder altså en solid investering i folkeskolen. For kun på den måde får vi vendt udviklingen. Jeg tror, ingen er i tvivl om, at Alternativet er meget glade for friskolerne. De er, om noget, beviset på at vi lever i et land præget af frisind og frihed til at vælge skole efter personlig overbevisning. Men folkeskolen er folkets skole. Den er den allervigtigste institution, når det kommer til samfundets vigtigste opgave: nemlig at danne børnene til netop dét: samfundet. Derfor skal vi passe særligt godt på den.

Her kan I læse mere om Ministeriet for Livslang Nysgerrighed: https://alternativet.dk/der-er-et-alternativ/politisk-program-og-nye-ministerier/ministeriet-livslang-nysgerrighed