Vi taler alle om at sætte folkeskolen fri - men hvad vil det egentlig sige?

I disse dage taler alle om at sætte folkeskolen fri. Også vi i Alternativet. Rent faktisk var det under netop dette slogan, “Sæt folkeskolen fri”, at jeg primært førte valgkampagne, da jeg blev valgt i Folketinget i 2015.

Og det er som om, heldigvis, at der i de 3 ½ år, som er gået siden da, bliver talt mere og mere om behovet for at sætte folkeskolen fri. Ikke mindst vores nuværende undervisningsminister, Merete Riisager, anses for at være en forkæmper for friheden, ja i så høj grad, at Danmarks Lærerforenings fagblad “Folkeskolen” ligefrem portrætterede hende som Frihedsgudinden på forsiden af et af deres blade.

Det er alt sammen fint, MEN: Vi bliver nødt til at tage en diskussion om, hvad det mere konkret vil sige at sætte folkeskolen fri, og ikke mindst om, hvordan konkret lovgivning fra den nuværende regering er eksempel på mere styring og mindre frihed. Ligesom vi også bliver nødt til at diskutere frihedsbegrebet ud fra et bredere perspektiv end styringsmæssige rammer. Vi må drøfte, om ikke også frihed handler om at give mennesket - barnet! - et mulighedsrum for at dygtiggøre sig, som efterlader lige så stor plads og anerkendelse til de kunstneriske, håndværksmæssige og åndelige kundskaber som de boglige?

Først og fremmest må frihed til folkeskolen betyde, at vi én gang for alle slipper behovet for politisk kontrol af folkeskolen. Det handler om at lave en rammelovgivning, som beskriver fagene og målsætningen for dem, som alle folkeskoler naturligvis skal efterleve, men hvor den enkelte skole tildeles frihed til at undervise, som den finder bedst, i samklang med skolebestyrelsen og det lokalmiljø, den befinder sig i. Et godt eksempel er de 45 minutters daglig bevægelse, som er lovbestemt i folkeskolereformen. Vi er alle enige om, at daglig bevægelse er godt. Formålet med daglig bevægelse bør derfor beskrives i rammelovgivningen. Men at styre med lovgivningshånd, at alle folkeskoleelever i hele landet død og pine skal bevæge sig 45 minutter om dagen, bliver alt for rigidt. Hvad nu hvis det passer bedre ind i en skoles hverdag, at det er 30 minutter en dag og 2 timer en anden dag? Vi bør ikke styre i så konkrete detaljer fra Christiansborg. Hverken hvad angår bevægelse, danskundervisning eller noget helt tredje. Vi kan bare kigge til Finland for inspiration til, hvordan de enkelte skoler navigerer efter en rammelovgivning og ikke alle mulige mellemlag af kontrolforanstaltninger som læringsmål, elevplaner eller nationale test.

Hvilket fører mig til min anden pointe: Hvis vi for alvor ønsker at sætte folkeskolen fri, må og skal vi slippe testtyranniet. Det er så fint, hvis den enkelte skole ønsker at gennemføre tests for at måle elevernes niveau i et eller flere fag, men det bør ikke være et politisk krav, at alle danske folkeskoleelever skal gennemføre nationale test. Vi må fæste tillid til, at vores skoleledere og lærere lever op til rammelovgivningen. Derfor bør de nationale test afskaffes, mens de kommunale skoleforvaltninger skal stille sig til rådighed, såfremt skoler i deres kommuner ønsker ressourcemæssig bistand til at gennemføre målinger på elevernes faglige progression. Det følger heraf, at alle sammenligningsværtøjer, hvor skoler sammenlignes på baggrund af elevfravær, karakterer, social baggrund og andet, er udtryk for et politisk kontrolbehov, som er i direkte modstrid med frihedsparolerne. Ønsker vi at sætte folkeskolen fri, så kræver vi ikke af den, at den skal måles i hoved og ende med henblik på at sammenligne de enkelte skoler med hinanden. Vi må alle - folketingspolitikere såvel som kommunalpolitikere og forældre - stole på, at vores skoler leverer, som de skal. Det er skolebestyrelserne, som bør være garanter for den enkelte skoles præstation. Gerne suppleret med stikprøver for min skyld. Men nationale sammenligningsværktøjer har en vis mand med en trefork skabt.

Min tredje pointe vedrører også paradokset i, at vi politisk prædiker om mere frihed, men i virkeligheden indfører mere kontrol. Det er for eksempel tilfældet med de sprogprøver for børn, som bor i udsatte boligområder, som for tiden lovbehandles i Folketinget. Disse prøver skal undersøge 0. klasse-børns sproglige niveau. Består børnene ikke prøven, så skal de gå klassen om. I stedet for at arbejde med gulerødder og inspirere børnene til at dygtiggøre sig, så får de ved deres første møde med skolen stillet i udsigt, at de kan dumpe en prøve og som konsekvens skal gå klassen om. Hvad blev der af friheden til at fejle? Tilliden til at læreren nok skal fange de børn, der ikke klarer sig godt nok sprogligt, og om nødvendigt sammen med forældrene træffer beslutning om at barnet skal gå klassen om? Vi må som politikere have tillid til at lærerne fanger disse børn og hjælper dem på rette vej; tja måske kunne vi endda finde på at tildele skolerne i de udsatte boligområder nogle flere ressourcer netop for at arbejde målrettet med de børn, der har faglige udfordringer! Så meget for frihed, fru minister. Den samme kritik gælder i øvrigt regeringens forslag om at for meget fravær nu skal medføre, at der lukkes for forældrenes børnecheck. Centralt vedtaget pisk kan aldrig gå ind under en positiv frihedsforståelse. Hvis vi vil friheden, så skal vi være konsistente og ikke byde ind med straf og kontrol når der er noget, vi politisk eller ideologisk ikke bryder os om.

Min fjerde pointe vedrører friheden til at dygtiggøre sig på alle kundskabsområder - ikke kun de boglige. Vi har for øjeblikket en minister, som i dén grad har fokus på de boglige fags dybde og som ikke er bleg for offentligt at udtrykke sin skepsis overfor projektarbejdende skoler. Det er også en minister, som i sin udmærkede idé om at forkorte skoledagen, foretrækker at sløjfe den understøttende undervisning og indføre flere naturfagstimer. Igen et udtryk for politisk kontrol som er båret af en faglig overbevisning om, at de boglige fag er vigtigere end de kreative, åndelige og håndværksmæssige.

Men en ægte fri tankegang medfører vel også en skole med et bredere spektrum af kundskaber at dygtiggøre sig i? En skole, hvor man naturligvis skal lære at regne, læse, tale engelsk, osv. Ligesom man skal lære sin historie at kende. Men en skole, som samtidig giver mere plads og anerkendelse til de kreative og åndelige fag, således at de elever, der kan og vil dygtiggøre sig mere i f.eks. musik eller håndværk, får mulighed for det. Hvis vi politisk bestemmer, at det er den ”sorte skole” med klassisk tavleundervisning og fokus på boglige kundskaber, som er den eneste rigtige - hvor er så friheden for elever til at dygtiggøre sig indenfor andre kundskaber? Det, jeg argumenterer for, er en skole med en langt bedre balance imellem de boglige, åndelige og håndværksmæssige/kreative kundskaber. Hele vejen op igennem skolen, dvs. fra 0. til 9. klasse. En sådan skole er i mine øjne en friere skole. Fordi den taler bredere til alle barnets sanser - ikke kun hovedet, men også til hænderne og hjertet.

Når vi siger at folkeskolen skal sættes fri handler det altså ikke om, vil jeg gerne understrege, at ‘anything goes’, altså at der ingen rammer skal være for skolen. Der skal bestemt være rammer. Spørgsmålet er bare, hvilke rammer det skal være!? Som Rune T. Kidde så klogt sagde, så handler frihed ikke om, at man ikke er bundet af nogle bånd overhovedet. Det handler om at være bundet af de rette bånd. For os i Alternativet er de rette bånd dem, der binder sløjfe over en folkeskole, som både skal gøre eleverne historisk og kulturhistorisk bevidste, men samtidig sætter dem i stand til at udvise handlekraft i en verden, hvis fremtid ingen kender. Vi skal kende og værdsætte vores kulturelle erfaringer, for vores fremtidige handlinger kvalificeres i lyset af dem. Vi må aldrig miste evnen til fordybelse, slet ikke håndens eller hjertets fordybelse. For det er fordybelsen i og respekten for vores kulturhistorie og stolte håndværkstradition, som kombineret med fantasi og skaberkraft energi sætter vores børn i stand til at møde fremtidens samfund.

Styringsmæssig frihed og kundskabsmæssig balance. Dét handler en fri folkeskole om for os i Alternativet.