I ligestillingens navn - hvordan gør vi op med de uformelle normer i skolen?

I Alternativet lancerer vi snart vores ligestillings- og mangfoldighedspolitik. Den er vokset ud af en kritik af den nuværende debat på området, som mest af alt er domineret af fastlåste positioner og manglende nuancer og et deraf afledt ønske om at skabe en ny debat, præget af nytænkning, perspektiv og progressivitet.

I vores optik er ligestilling ikke noget vi har, det er noget vi gør. Og ligestilling handler ikke om at vi alle skal være ens eller at nogen skal få mere eller mindre magt. Vi bliver aldrig ens, og vi skal ikke være det. Mangfoldighed betyder ikke, at alle har ret til at gøre lige, hvad de vil; det er meget mere komplekst end som så. Derfor bliver vi nødt til – hvis vi for alvor vil sætte disse emner på dagsordenen – at starte et andet sted.

Derfor starter vi med at skelne mellem formel og uformel ligestilling. Lovgivningsmæssigt har vi ligestilling i Danmark – f.eks. lige rettigheder på arbejdsmarkedet, lige ret til uddannelse, osv. Men så er der en uformelle ligestilling. Den er meget sværere at sætte ord på. Jeg har engang hørt Drude Dahlerup omtale den som ’uligheden i væggene’. Det er egentlig et ret rammende udtryk. For det er netop den usynlige ulighed, der her er tale om – den ulighed, som vi alle, børn som voksne, bærer i og med os, uden at vi nødvendigvis er bevidste om det, og som vi derfor kommer til at reproducere i de kredse, vi bevæger os i.

En af de vigtigste kredse er skolen. Her er der virkelig mange vægge, som kan gemme på ulighed. Her forekommer det desværre ikke sjældent, at børn – og de voksne! – gennem sproget og på baggrund af (ubevidste) fordomme kommer til at diskriminere, ekskludere og er med til at fastholde det, der er anderledes end os selv, i stereotype kasser.

Der er forhold, vi ikke kan flytte på rent lovgivningsmæssigt fra Christiansborg. Den uformelle ligestilling er et af dem. Derfor er der behov for, at skoler, lærere, forældre og elever går proaktivt til værks for at arbejde hen imod en større bevidsthed om, hvornår de diskriminerende uformelle normer reproduceres ukritisk.

Og hvordan gør vi så det? Det er de små greb, vi skal skrue på her. Vi kan lave nok så mange anbefalinger på glittet papir, men i virkeligheden handler det om, at vi justerer lidt på vores blik, tager nogle andre briller på, når vi er omkring børn og unge.

F.eks. kan den enkelte lærer opstille simple regler for sig selv. Man kan starte med aldrig at dele klassen op i pige- og drengegrupper, også selv om det er det nemmeste! Man kan sørge for altid at invitere begge køn med, når man f.eks. spørger om der er nogle, der vil med ud at spille fodbold. For selv om det stort set altid kun er drenge, der siger ja, så udelukker man den pige, som måske kunne have lyst til at deltage, men som holder sig tilbage, fordi hun ikke er blevet spurgt. Man kan være opmærksom på ikke at gøre forskel i ens forventninger til børnene. F.eks. hørte jeg for nylig en mor fortælle, hvordan hendes datter havde oplevet at idrætslæreren havde henvist drengene til at anvende 3-kilos bolde og pigerne 2-kilos bolde, helt pr. automatik. Man kan udfordre kønsstereotyper når der skal spilles teater. Det ville klæde ethvert Shakespeare-drama med lidt kønsnormativ kritik! Man kan spidse ører og angribe enhver sproglig konstruktion, som diskriminerer. De klassiske udtryk er ’bøsse’ og ’luder’, men også et ord som ’tøsefornærmet’ bør enhver lærer angribe brugen af. Gå kærligt, men kritisk til børnene, når de bruger sådanne ord, spørg ind til, hvad de egentlig mener, når de bruger dem, og find på alternativer i stedet! Kunne man f.eks. kalde det ’børnefornærmet’ i stedet for ’tøsefornærmet’?

Man kan også gå mere radikalt til værks: F.eks. kan man indføre en regel i timerne om at, når en pige har haft ordet, så skal en dreng have ordet, før en ny pige kan få ordet, osv. På den måde træner man børnene til at det er helt naturligt at taletiden fordeles ligeligt imellem kønnene. Og man giver ikke mindst børnene nogle redskaber, som de – forhåbentlig med tiden ubevidst – kan praktisere, når de selv en dag skal stå over for en børnegruppe, det være sig i egenskab af lærer, idrætstræner, forælder eller noget helt fjerde.

Jeg vil – i Alternativets navn – gerne stå på mål for at arbejde ihærdigt og proaktivt for en bedre ligestilling og mere mangfoldighed på alle de platforme, hvor jeg som folketingspolitiker kan gøre min indflydelse gældende. Jeg håber at I lærere tager den daglige, uformelle kamp derude på skolerne. God fornøjelse!