Den største demokratiske opgave ligger imellem valgene

For få dage siden skød statsministeren skolevalget 2017 i gang. Skolevalget er et tilbud til 8., 9. og 10. klasser, og det strækker sig – som en folketingsvalgkamp - over 3 uger med valgdato torsdag d. 2 februar. Formålet med skolevalget er at styrke den demokratiske deltagelse blandt de kommende stemmeberettigede borgere. Forskning viser, at stemmer man ikke første gang, man har mulighed for det, vil sandsynligheden for at man heller ikke stemmer 2. gang være større. På den måde er skolevalget et demokratiseringsprojekt ikke kun på den korte bane på den enkelte skole, men også på den lange bane i et bredt samfundsperspektiv.

Hvilken bedre anledning end skolevalget til at pege på nødvendigheden af at opfordre til den demokratiske samtale blandt vores skoleelever? For den følte forskel mellem politiker og borger er steget over de seneste år, og det er fortsat sådan, at politikere ligger højt på listen over de faggrupper, som borgerene vurderer som mest utroværdige. En stor forklaring herpå er – tror jeg – at mange danskere ikke føler, at den politiske og demokratiske samtale, som der føres rundt om middagsbordene derhjemme eller i frokoststuerne på arbejdspladsen, bliver hørt og taget alvorligt bag de tykke mure på Christiansborg.

Derfor bliver det en fælles opgave at vores kommende stemmeberettigede generationer ikke oplever samme afstand, demokratiske magtesløshed og politiske selvtilfredshed på vegne af christiansborgpolitikerne. Eleverne skal insistere på at tage den demokratiske samtale, og de skal insistere på at blive hørt. De skal tage den demokratiske autoritet på sig, som mange af deres forældre har måttet give slip på som konsekvens af den voksende afstand mellem borgere og politikere.

Hvordan hjælper vi eleverne med det? Det gør vi ved at vise dem, at skolevalget er et godt sted at starte, men at den egentlige demokratiske kamp udspiller sig imellem valgene. Vi gør det ved at invitere eleverne med ind i samtalen, når der skal træffes beslutninger, som vedrører deres hverdag på skolen. Vi gør det ved at udfordre os selv på, hvilke beslutninger, som vi normalt måske træffer på ledelses- eller lærerniveau, men som vi egentlig godt kunne inddrage eleverne i. Vi gør det ved at eksperimentere med at lade eleverne få et større ansvar – og stole på at de kan løfte det. Vi gør det ved at lade de emner, som drøftes i elevrådet, være af så substantiel karakter, at de ikke blot handler om ønsker til nye redskaber i skolegården, men også om indholdet af og formen på undervisningen og andre forhold, som har en direkte mærkbar konsekvens for elevernes hverdag.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at vores skoleelever kan bære et stort demokratisk ansvar, for hele vores præmis for børneopdragelse og undervisning i det danske institutions- og uddannelsessystem er bygget op om en idé om det demokratiske, solidariske, nysgerrige og empatiske individ. Men for at nære elevernes lyst til at engagere sig i den demokratiske debat og samtale kræver det – mindst! – to ting: 1) at eleverne gør praksiserfaringer med virkelighedsnære demokratiske debatter og demokratisk inddragelse. Og det kan skolen byde ind med. Og 2) at vi politikere viser de unge, at vi lytter til dem og tager deres ønsker og holdninger alvorligt. Den står på vores banehalvdel. Og jeg vil gerne trække et stort læs her - som forhåbentlig med tiden bliver et selvkørende tog.

Rigtig godt skolevalg til alle jer, der deltager!