Læring i det 21. århundrede
Blog
Jeg har ikke betalt frokostpause
Jeg har arbejdstid 7,4 timer om dagen, som min leder råder over. Arbejdstid, hvor jeg ofte får spist sammen med elever. Jeg har ikke min egen pausetid.
Det er pudsigt med ord ...
Har vi betalt frokostpause?
... eller
Har vi en arbejdsdag uden pause?
Der er så mange måder at sige det samme på.
Betalt frokostpause lyder virkelig flot.
Næsten som om jeg ligger på divaen og sipper cortado efter en lækker indisk curry på den nærliggende cafe.
Skæver til uret og tænker "at nu er den betalte pause, da ved at være slut. Og at jeg hellere må komme tilbage til mit skolelærerjob. Gad vide, hvad eleverne har lavet i mellemtiden?
Kuk, kuk?
Det er ikke sådan det er; og det er der en virkelig god grund til. Vi løfter en opgave, hvor det handler om børn. Børn, der ikke bare kan sætte deres liv på pause efter personalets maverumlen.
Børn, som ikke kan planlægge, hvornår de slår sig, bliver kede af det, mister en bold, får sagt noget dumt og bare i det hele taget har brug for en voksen.
Det er sådan, det er. Og det er sådan, det MÅ være. Det er det eneste, der giver mening for børnene; og det er dem, skolen er til for.
Tiden, fra vi møder om morgenen og til vi går hjem om eftermiddagen, er arbejdstid. Og den er betalt.
Kunne vi stoppe med at tale om en betalt frokostpause?
Og så vælge at bruge de rigtige ord: "en arbejdsdag på 7,4 timer med ringe mulighed for pauser".
Som Rasmus Alenkær så præcist udtaler: "Anvendelsen af termen "betalt pause" er derfor blot snedig spin, der spiller på en forestilling om slendrian og nasseri, i den hensigt at stille den offentlige arbejdsgiver i et bedre lys."
Så nej, jeg har ikke betalt frokostpause. Jeg har en arbejdsdag med ringe mulighed for pauser.
