Læring i det 21. århundrede
Blog
5 spørgsmål, du skal stille dig selv inden du giver lektier for
Lektier ... Skal eleverne have lektier? Og hvilke? Svaret er svært at finde, men måske disse fem spørgsmål, kan hjælpe dig lidt på vej.
Lektier? Ikke lektier? Lektier i lektiecafe? Lektier i faglig fordybelse?
Hvad skal vi gøre med lektier? Må de få lektier? Må de ikke?
Her er fem spørgsmål du kan stille inden du giver en lektie for:
1) UDEN LÆRERHJÆLP Det vigtigste først! Kan lektien laves uden lærerhjælp? Du er den kompetente hjælper. Eleven skal lave opgaver, der kræver din hjælp sammen med dig i skolen. Giv ikke forældrene dit arbejde. Lektier skal kunne laves uden lærerhjælp.
2) TID Hvor lang tid skal eleverne bruge på det? Er det rimeligt? Kan de overkomme det? Ville du overkomme det?
3) DIFFERENTIERING Har du tænkt på alle eleverne? Er det en opgave, der kun passer mellemgruppen? Bliver de svageste og dygtigste tabt? Får de forskellige lektier? Tænk ikke kun på gennemsnittet. Tænk på en åben opgave, som de kan løse på forskelligt niveau eller lad dem vælge mellem forskellige mulige.
4) INSPIRERENDE Inspirerer opgaven til at få succes som elev? Er der en motiverende gevinst i lektien? Føles det godt at lave den. Har du solgt ideen så godt, at eleverne faktisk ikke kan lade være med at lave lektien?
5) RELEVANT OG PRAKSIS Er opgaven relevant for elevernes hverdag? Kan det passes ind i hvad de ellers foretager sig? Kunne det fx handle om at overføre noget teoretisk til praksis. A la: "Mål jeres køleskab! Find jeres elforbrug! Noter sproglige karakteristika i Paradise Hotel! Undersøg hvordan vandet løber ud af badekaret! Se denne video! Spørg din mor om det sjoveste hun har lært!"
"Lav side 65 færdig, hvis du ikke nåede det i skolen!" er for mig en ret nederen lektie. De svageste bliver taberne -og det gør de hurtige også.
Det skal dog ikke forveksles med elever, der ELSKER at lave spaltestykker eller matematikbogen hjemme. Og selvfølgelig skal de "have lov til det". Jeg kunne ikke drømme om at bremse en elevs engagement og lærelyst -i hvert tilfælde ikke med vilje.