Dagbog fra Coronaskolen dag 4

Jeg sidder her bag skærmen hver formiddag og et par gange om eftermiddagen og håber på, at få en besked eller to fra elever. Gerne med spørgsmål til skolearbejdet, men også rigtig gerne bare for at høre fra dem.

Når jeg arbejder på skolen, som normalt, så er jeg konstant i kontakt med mine elever. Jeg kan tale med dem om alt fra skolearbejde, til Fortnite og til dumme forældre eller søskende.

Jeg kan justere undervisningen, så den passer til mine elever og jeg kan hjælpe, støtte og vejlede. Alt det er noget af det bedste ved at være lærer. Nu føler jeg mig meget afkoblet og det går mere og mere op for mig, hvad den daglige interaktion betyder for mig som lærer.

Nu sidder jeg her og grubler over, hvordan de mon har det. Er nogen af dem bange? Keder de sig ihjel? Er nogen af dem, eller deres familie blevet syge? Hygger de sig? Laver de nogen af de opgaver jeg lægger op tli dem? Synes de, at de er for svære, eller for lette?

Jeg er ikke klasselærer, så det der med at gribe telefonen og ringe rundt til dem alle sammen, det virker også lidt overdrevet. Jeg har planlagt et videomøde til i mogen, som jeg håber bliver en stor succes. 

Til gengæld vil jeg nu skrive til mine børn lærer og fortælle dem hvordan det går herhjemme.