Dagbog fra lærerlivet i en coronatid
Blog
Erfaringer med coronaskolen
Med de små elever lavede jeg high-5 maskiner, da de kom tilbage til skolen. Det er en paphånd på en pind. Det vakte stor begejstring i 2. klasse, når de nu ikke måtte røre ved hinanden. Bagefter fandt de på alverdens forskellige 'handshakes' med dem.
Siden de mindste elever fik lov til at komme i skole, har jeg vikarieret i en 2. klasse. Det var meget uden for min comfortzone, men det gik egentlig ret godt og har givet mig gode erfaringer til nu, hvor mine egne store 7. klasser er kommet tilbage i skole.
Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skal lave med mine store elever, når de vendte tilbage til skolen.
Jeg ved at mange lægger vægt på det sociale samvær og det er helt klart også meget vigtigt. Det er jo derfor, at vi gerne ville have dem tilbage. De skal selvfølgelig have nogle gode oplevelser sammen. Jeg ønsker mig også, at de igen får nolge gode faglige oplevelser sammen. En af de ting, der driver mig som lærer er klart, når eleverne får aha-oplevelser, eller når vi fordyber os fagligt sammen. Det glæder jeg mig til at kunne gøre igen, for det er på ingen måder det samme over en skærm. Den faglige fordybelse forsvinder når man kun kan se et par elever af gangen. Især når mange af dem ikke engang vil tænde for kameraet.
Nu får vi endelig mulighed for at dykke ned i en tekst eller et billede sammen. Det glæder jeg mig til næsten ligeså meget som jeg glæder mig til at se elverne igen!
For en god ordens skyld, så vil jeg lige kreditere min ven Rasmus, som fandt på high-5 maskinerne og som jeg tyvstjal idéen fra.