Dagbog fra lærerlivet i en coronatid

Blog

Søvnløshed og "Hvornår kommer vi i skole igen?"

To emner prægede dagens onlineundervisning: Et bekymrende stort antal elever havde svært ved at falde i søvn om aftenen. Nogle sov først ved 3-tiden om natten og spørgsmålet om hvornår de mon fik lov at komme i rigtig skole igen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne i min klasse er efterhånden tydeligt præget af nødundervisningen. Denne uges avisoverskrifter om, at de måske slet ikke kommer i rigtig skole igen på denne side af sommerferien har sat sig i dem som en ond drøm. 

Mens de mindre elever alle er startet op igen rundt omkring, så må de store elever fra 6. klasse og op stadig tage til takke med nødundervisningen online. Det er langt fra optimalt, hverken for deres psykiske sundhed, deres indbyrdes relationer eller deres faglighed. 

Jeg er som lærer som regel bekymret for et par af mine elever. Der er altid nogen man skal have et ekstra øje på, men nu føler jeg, at jeg skal have et ekstra øje på dem alle sammen samtidig. Det kan slet ikke lade sig gøre og da slet ikke igennem en computerskærm!

Dagbog fra lærerlivet i en coronatid

Lærer i Roskilde Lynne Gilberg, nyuddannet lærer i Virum Anna Hjortkjær og tillidsrepræsentant på Hellebækskolen ved Helsingør Merete Svalgaard Knuhtsen skriver jævnligt om deres lærerliv på Facebook. Folkeskolen.dk har bedt de tre om at dele opslagene med en bredere kreds under corona-nedlukningen.

Jeg får ondt i maven af at tænke på, hvor mange elever der sidder rundt omkring i landet mange timer, alene, hver dag. Jeg hører fra bekendte på facebook, at ikke alle børn har onlinemøder, hvor de kan se og høre hinanden særlig ofte. 

Det er børn i en sårbar alder, hvor de er i en rivende udvikling både i hjernen, hormonelt og socialt. Jeg er helt med på, at vi skal have sikkerheden på plads først, men at stille dem i udsigt, at de ikke kan have deres fysiske klassefællesskab mere i dette skoleår, er meget tungt at bære for majoriteten af de unge. 

Der må og skal simpelhen gøres plads til dem i genåbningsplanens fase 2!