Dagbog fra lærerlivet i en coronatid
Blog
Metaltrætheden sætter ind
Det er lang tid siden jeg har fået skrevet i min coronadagbog. Det er nok fordi jeg efterhånden er ved at være rigtig godt træt af fjernundervisning. Jeg drives meget af samtalen og mødet med mine elever og det er bare ikke det samme over skærmen.
Jeg oplever også i stigende grad, at mine elever ikke svarer, når jeg holder møde med dem på teams. Undskyldningerne er mange og forskelligartede. 'Jeg var lige på toilettet' eller 'min microfon virker ikke' eller så får jeg slet ikke svar. Det skaber pauser i undervisningen, hvor der bare er stilhed og jeg venter på, om eleven mon svarer.
Mit personlige bud er, at de er ved at være lige så trætte af det som mig og måske har fundet en smutvej ud af det, hvor de bare er logget på, og laver noget helt andet imens. Jeg håber det ikke, for det er umuligt for mig at tjekke op på.
Samtidig er jeg nu også på skolen to dage om ugen og passe de små elever i 2. klasse. Det er faktisk virkelig dejligt at komme ud og jeg får oven i købet mulighed for at samtale med mine kolleger, når vi har tilsyn i gården samtidig. Det er utrolig dejligt, men det gør også, at jeg bliver endnu mere distanceret fra mine elever, som jeg nu kun underviser over skærmen tre dage om ugen.
Det skema vi har lagt for nødundervisningen for de store, er jeg dog helt vildt glad for. De har to blokke om dagen. En der starter kl. 9 og en kl. 12 de fleste dage, har de to forskellige lærere. Det giver en fast rytme i undervisningen og langt de fleste elever er online på de rigtige tidspunkter og udtrykker tilfreshed med denne ordning.
Jeg er spændt på hvad Mette Frederiksen melder ud sidst på ugen, for selvom jeg godt ved, at det bliver et vanvittigt puslespil at få til, at gå op, så håber jeg sådan, at jeg får lov til at undervise mine store elever ansigt til ansigt snart igen.
