Dagbog fra lærerlivet i en coronatid
Blog
Coronaangsten kommer og går
Efter sommerferien skiftede jeg mit arbejde på en folkeskole ud med livet som efterskolelærer, og i går sagde jeg god juleferie til 136 unge mennesker på efterskolen - vel vidende, at vi ikke aner, hvornår vi vender tilbage efter jul igen, og om vi skal tilbage til den, for mig, frygtede onlineundervisning.
Alle ved, at det er noget helt særligt, at være på efterskole. I år er det endnu mere særligt, men desværre ikke af det gode.
Det er fordi vi hele tiden holder vejret og venter på, hvornår mon Corona bryder ud hos os. Ét enkelt tilfælde vil betyde en total hjemsendelse af alle lærere og elever på skolen, da eleverne færdes i mange sociale cirkler på skolen og har undervisning på mange forskellige linje- og valghold.
Hver gang mange elever har været hjemme på weekend er coronaangsten, både blandt eleverne og de ansatte på skolen ekstra høj. Og nu, hvor alle er hjemme på juleferie, spiker min egen coronaangst igen. Jeg tænker her særligt på nytår, hvor man må forvente, at de unge mennesker, som ellers passer rigtig meget på og er forsigtige i weekenderne, giver den gas med fest og alkohol. Jeg har svært ved at forestille mig andet. Også selvom de alle sammen ønsker sig at komme tilbage efter nytår og fortsætte efterskoleåret.
Næsten samtlige elever på skolen pakkede deres værelser ned og tog stort set alt med hjem. Det gav dagen en underlig snært af 'store tudedag', der markerer den afsluttende dag på efterskoleopholdet op til sommerferien. Det blev ikke italesat, men det lå ligsom i luften. Der er også fra ledelsen allerede nu sendt en plan for onlineundervisning ud, så vi er forberedt på fjernundervisiningen.
Jeg kan godt forstå, hvis skolenedlukningen fortsætter efter nytår, men jeg håber inderligt på, at vi hurtigt kan få smittetallet ned - her må det indskydes; ikke mindts for de hospitalsansattes og andre i plejesektorens skyld - så eleverne får så meget ud af deres efterskoleophold som muligt.
