Den Store Pædagog
Blog
Corona-School 3
Corona-School er en lille skole drevet af forældre, som tilfældigvis har erfaring som lærere - en blandet fornøjelse for de to stakkels elever!! Corona-School er en lille serie i dagbogsformat. En god blanding at små hverdagshistorier, lidt film og billeder.
Corona-School Day 3 (TR-valg og De gule veste)
Imens eleverne nyder søndagen, må min afd. leder og jeg sande, at opbygningen at vores midlertidige skole lægger beslag på meget af vores tid. I går fik vi samlet skolebestyrelsen, hvilket dog var rimelig overkommeligt, eftersom hverken Henriette eller jeg havde andet på programmet. Her drøftede vi situationen vedr. TR og AMR. Vi anonymiserede valgprocessen og med stemmerne 2 til 0 faldt valget af TR faldt på Henriette, som lovede, at hendes job som leder ikke ville stå i vejen for en saglig omgang af embedet som lærernes advokat. Skolebestyrelsen accepterede. Der var derimod lidt mere uklarhed i forhold AMR-embedet. Hvor mange ansatte skal der være, før det kræves af virksomheden at udnævne en AMR. Og er det rimeligt at sende AMR på et 3 dages kursus, som (indtil videre) svarer til 30 % af skolens eksistens. Og kan man på så få dage gennemføre en APV, evaluere den og iværksætte nye tiltag? Dilemmaerne er mange.
Vi diskuterede desuden, hvordan vi organiserer os i pauserne - altså hvor mange voksne skal vi afgive til de 2 elever, der pt er indskrevet på skolen. Og hvor mange minutter skal man i løbet af ugen stå som gårdvagt? Skal det deles fifty-fifty eller skal det afhænge af, hvor mange lektioner man har? Og tæller spisevagterne med? Og skal man spise med eleverne, når de nu er udskolingspoder! Og må de forlade skolen og handle i det lokale supermarked? Man kunne selvfølgelig også uddanne de to elever til en legepatrulje, så de sammen kan stå for organiseringen af lege og derudover tage hånd om de konflikter, de to måtte have og dermed være med til at højne trivslen blandt alle to elever.
Og de gule veste?!? For pokker, hvordan kunne vi glemme dem? Her er der jo tale om et stykke livsvigtigt tekstil, som alle lærere og pædagoger elsker at hade. Uden vesten kunne eleverne jo fristes til at tro, at der ikke er gårdvagter, hvilket de uden tvivl ville fortælle deres forældre. Ja, og så har vi balladen!!
Men vi bliver ikke arbejdsløse, da vi stadig mangler at forholde os til MED-udvalg, fagudvalg, SPU (skolens pædagogiske udvalg), teamarbejdets organisering, samarbejde med PPR, nationale test, generel evaluering af undervisningen, it, digitale platforme, alle mulige principper og retningslinjer og så det evindelige trafikkaos, der altid hersker foran landets folkeskoler om morgenen. Nå, ja, så mangler vi også en musiklærer!! Men mere om det senere.
Hils i kirken - vi når ikke lige derhen i dag (eller den er nok lukket!!)🌞