Den Store Pædagog

Blog

ER DET DIN DAME?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en forrygende formiddag. Den Store Pædagog og hans små mandlige lopper sad i omklædningsrummet og pustede ud efter en hård lektion i basketball. Den lokale klub havde været på besøg og havde stået for undervisningen, hvilket havde været en stor succes. 

Nu sad han så og ventede på, at de sidste bavianer skulle afslutte deres bad. Ved siden af sig havde han sin nye mobiltelefon, som vækkede stor interesse hos een af de små banditter. "Årh, den er fed! Må jeg trykke på knappen", spurgte han. "Selvfølgelig", sagde pædagogen. Knægten trykkede forsigtigt og frem på skærmen poppede et fint billede af pædagogens hustru. "Årh, sygt", røg det ud ad munden på den lille charmør. "Er det din dame?" Pædagogen troede næsten ikke sine ører. "Altså, måske ikke ligefrem min dame, men nok nærmere min kone", grinede pædagogen, der syntes, at ordet DAME klingede lidt skingert. "Nej, Janus. Det kan ikke være din kone", fortsatte den lille rod. "Jo, det er!" forsikrede pædagogen. "Hvorfor tror du ikke på det?" Den lille gavtyv satte hovedet let på skrå og smilede. "Nej, for koner er ikke så pæne". Den lille Don Juan tog herefter en dyb indånding, hvorpå han grinende sagde:"Og så er hun alt for pæn til dig!"

Da pædagogen senere forcerede modvinden på sin cykel, var han fuld af forventning om, at denne weekend ville blive god. Dagen havde været fuld af fis, men særligt havde den lille drengs skelnen mellem KONER og DAMER været et af højdepunkterne. Den lille purk ville nok ikke få problemer med kærligheden, når det kom dertil.Men hvad der også styrkede hans tro på, at weekenden ville blive god, var netop, at han skulle hjem og fortælle det hele til sin .....DAME! 

Den Store Pædagog

Janus Lindknud Jensen arbejder til dagligt som lærer og fra oplevelser i de små klasser henter han inspirationen til historierne om Den Store Pædagog.