Den Store Pædagog
Blog
Hjulene på landet drejer rundt, rundt, rundt
Om den tidligere Corona-Schools tur og retten til at være samfundsfrelser
I anledning af pinsen var hele den nu opløste skole taget på ferie i familiens sommerhus i det smukke Sønderborg. Lørdag formiddag blev brugt i centrum af byen og efter et par timer fortjente forsamlingen et lille hvil. Der blev gjort ophold på en bænk foran Lydolph Is og ud kom en glad tyk mand med en is på størrelse med Rundetårn. Manden og den nu pensionerede Corona-School skoleleder faldt i snak. Den glade mand fortalte stolt om Als' fortræffeligheder og om sin arbejdsplads, som var Sønderborgs næststørste. Stoltheden ville ingen ende tage, og da hans is begyndte at løbe ned ad armen afrundede han sin salgstal med: "Ja, så det jo os, der holder Danmark igang. Ikke ligesom skolelærerne, der ikke producerer noget, men bare flytter pengene rundt. Og hvad laver du?"
Se, nu blev der helt stille og den tidligere skoleleders børn kiggede med store øjne på faren og ventede spændt på det drama, der nu var potentiale for. Men tiden var ikke til mere krig. Især ikke når man tog dette historiske sted, årstallet og omstændighederne i betragtning. Så der blev ikke noget drama på trods af, at den tidligere skoleleder smilende bekendte kulør. Til gengæld lyste det ud af (v)ismanden, at han tænkte:"What are the odds!?"
Senere dristede de tidligere elever sig til at spørge til den isspisende samfundsfrelser. "Hvorfor sagde du ikke noget? Han var da for dum!" Den pensionerede leder kiggede over sundet og på den stolte Dybbøl mølle og derefter på ungerne. "Nu skal I høre. Der findes en talemåde, der går sådan her: Mod dumhed kæmper selv Guderne forgæves...."
Og mens ordsproget blev foldet ud, svøbte solen den fine mølle i solskin og lavede et smukt minde om, hvad dumhed kan føre til.
