Den Store Pædagog

Blog

Pædagogen og eleverne

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der var engang en Stor Pædagog, som havde den udsøgte fornøjelse at undervise en flok helt igennem søde og ærlige elever. Emnet for undervisningen var i denne periode Fabler og Pædagogen havde gjort meget ud af fablens kendetegn. Han havde bl.a fortalt de små lopper, at titlen består af hovedpersonerne, og at hovedpersonerne  (for det meste) er dyr. Han havde fortalt, at dyrene i fablerne var nøje udvalgt efter deres egenskaber, og så havde han selvfølgelig snakket om moral. Jo, de små bavianer var klædt godt på til arbejdet med fabler.

Dagens fabel var "Bjørnen og Gartneren". Skulle fablen ikke ligge present, så er det den med bjørnetjenesten. Den stærke bjørn vil det så godt, men gør mildest talt livet surt for den sovende gartner.  For at skabe lidt forforståelse talte Pædagogen med lopperne om hovedpersonerne og deres egenskaber. Først snakkede de om gartneren, og da de kom til bjørnen, spurgte han til dens egenskaber. Lopperne var ivrige denne dag og ting som nuttet, blød, sød, brun, sort, hvid blev slynget ud i luften. Pædagogen var desværre ikke helt tilfreds. Han ville jo gerne høre ordet "stærk". Han stoppede gættelegen og bøjede armene og spændte alt, hvad han havde siddende på overarmene af muskler. En lille fræk dreng lyste op og råbte:"Jeg ved det!". Pædagogen smilede og glædede sig over, at gættelegen snart skulle slutte. "Fyr den af", sagde pædagogen til drengen, der smilende sagde:"TYK!!"

Morale: Man bliver ikke ved med at være 18 år . ELLER Spejle lyver aldrig, men det gør øjnene, der ser.

Den Store Pædagog

Janus Lindknud Jensen arbejder til dagligt som lærer og fra oplevelser i de små klasser henter han inspirationen til historierne om Den Store Pædagog.