Den Store Pædagog
Blog
Vil du være træstamme??
En historie om hestelege, kropsform og manglende motion
Det var en solskinsfyldt og blæsende dag. For Den Store Pædagog var formiddagens undervisning forløbet smertefrit, og nu så han frem til at nyde sine hjemmegjorte klappe-sammen-madder sammen med mennesker på hans egen højde. Bavianerne fra hans egen klasse var kylet ud i den friske luft, og han spadserede afsted med raske skridt.
Pludselig blev han flået ud af sine tanker, da en lille flok piger passede ham op. ”Undskyld, men kan du ikke hjælpe os?,” spurgte den ene. Høflig unge, tænkte Pædagogen og smilede.” Selvfølgelig kan jeg det. Hvad drejer det sig om?” En anden lille trunte tog over og sagde: ”Det er fordi, at vi skal lege rideskole.” Det sortnede med ét for Pædagogens øjne og koldsveden løb ham ned ad ryggen. Han så for sig, hvordan hans frokost nu skulle indtages på rekordtid, pga. en rideskoleleg. For hvilke problemer kunne der ikke opstå i planlægningen af sådan en leg? Hvem skulle være ridelærer? Eller skulle der være to ridelærere? Og skulle de bestemme lige meget? Og hvad med hestene? Hvem skulle hedde hvad, og findes der specielle navne godkendt til heste. Og hvad med farverne på hestene? Skulle alle have forskellige farver, eller kunne man godt have samme farve? Rækken af problemfelter virkede med eet uendelig! Pædagogen måtte jo starte et sted, så han spurgte:” Skal I hjælp til at finde ud af, hvem der skal være ridelærer?” Tøsebørnene kiggede underligt på ham, hvorefter en tredje sagde:” Nej, det ved vi godt, men vi mangler noget at hoppe over, så måske du ville være en træstamme?” Med ét forsvandt det sorte for øjnene og Pædagogen slog en helt ukontrollerbar latter op. De små hestepiger så målløst til. Det var tydeligt, at de ikke fandt det morsomt – de havde jo et reelt problem!! Pædagogen undskyldte sig med et meget vigtigt møde og strøg op til madpakken.
Da Pædagogen cyklede hjem, godt hjulpet af den dejlige medvind, kunne han alligevel ikke lade være smile lidt. Meget havde hans job budt ham gennem årene, men at blive bedt om at være træstamme – den var alligevel ny! Han kom til at tænke på, om det mon var tilfældigt, at de havde spurgt ham!!? Og hvis ikke?! Godt nok strammede hans bukser lidt, men…. Måske skulle han finde løbeskoene frem fra vinterdvalen, så snart han kom hjem! Ja, det ville han gøre! Eller, vent lidt!? I morgen var der vist bedre tid!
