Den Store Pædagog

Blog

ER ISBJØRNEN HVID?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en fantastisk dag for pædagogen og hans små disciple. Solen skinnede og der blev arbejdet hårdt og koncentreret i klasseværelset. Emnet var "Dyr" og poderne var sat til at lave deres egen fagbog om et selvvalgt dyr. Forinden havde pædagogen brugt langt tid på at gennemgå begreber som: forside, indholdsfortegnelse, faktabokse, ligesom han kraftig havde pointeret, at det, man skrev i sin fagbog, skulle være dokumenteret i de lånte fagbøger. Man kunne altså med andre ord ikke bare skrive noget, som man "troede".

Da der var gået nogle timer, kom en lille frisk dreng op til Den store Pædagog. Han kiggede opgivende ud i luften og stønnede:"Janus, det er umuligt for mig at blive færdig!!" Pædagogen spilede øjnene op og sagde:"Nådada, hvordan kan det være?" Knægten sukkede og sagde:" Jeg kan ikke finde ud af, hvilken farve mit dyr er. Det  står ingen steder!" Pædagogen lagde en beroligende hånd på podens skulder. "Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af det. Hvilket dyr har du?" Banditten kiggede på Pædagogen. "Isbjørnen!!"

Da Pædagogen drog hjem denne, var han godt tilfreds. Han havde heldigvis fået overbevist poden om, at isbjørnen var hvid, og at det var ok at skrive det, selvom det ikke lige stod i bogen. Han var dog imponeret over drengens stædighed og lyst til at fakta skulle være dokumenteret ned til mindste detalje. Tænk, hvis knægten havde været med i skolereformsgruppen og havde udvist samme iver for, at fakta skulle være på plads, inden arbejdet kunne kaldes færdig. Tja....Tanken var da sjov! 

Den Store Pædagog

Janus Lindknud Jensen arbejder til dagligt som lærer og fra oplevelser i de små klasser henter han inspirationen til historierne om Den Store Pædagog.