Den Store Pædagog
Blog
Here we go again
Om den glemte knude fra 2013
Der er stille i stuen. Jeg sidder og kigger i min IPad, mens resten af min familie sover sødt og længe velvidende, at der ligger en dejlig ferie forude. Kaffen er god her om morgenen, men den får pludselig en kedelig bismag, da jeg ser en video, som er sendt fra min formand. Og nej, det er ikke hans tøjsmag, der ændrer smagen på kaffen. Det er det, han siger! Og som om det ikke er nok, så kan jeg læse, at der er aftalt ”tænkepause”. Kaffen er nu helt død for mig.
Jeg får et deja-vu, og en knude i maven vokser. Det kedelige forår i 2013 står pludselig lysende klart: Skolereform, arbejdstidsaftale, lockout, bannere, afmagt, frustrationer, løgn og latin, KL’s idé (og kampagne) om at lærerne ikke lavede noget, buhh-råb fra den almindelige borger og de endeløse forklaringer til venner, som ligesom resten af Danmark troede, de vidste, hvad lærernes arbejdssituation bestod af – og så alligevel ikke. Selvom jeg for elevernes skyld har haft tvunget en stor JA-hat over mit hoved, så kommer det nu tilbage til mig på en gang, og det er ærlig talt lidt træls.
Skal vi virkelig igennem det hele igen? Skal jeg IGEN modtage underlige blikke fra folk? Skal jeg IGEN til at være sur? Skal jeg IGEN til at svare på tusindvis af spørgsmål? Skal jeg IGEN til at opdigte en ny profession, når jeg går til fester og møder nye mennesker?
Det er egentlig lidt imponerende, at man fra politisk hold tror, at man kan få succes med en så gennemgribende og udskældt reform UDEN at give udtryk for, at man rent faktisk tager sine medarbejdere alvorligt og kommer dem lidt i møde. Det er meget naivt! Og når man tager de sidste nye resultater fra PIRLS in mente, så skriger det nærmest til himlen!
Tænk jer om, kære KL. I risikerer at genere et nyt hold af lærere, der siger stop. Et nyt hold af lærere, der har mistet tilliden til jer. I risikerer at skylle mange års erfaring ud med badevandet. Ja, for mit eget vedkommende kan jeg bidrage med 19 år!
Jeg kan høre nogle trin på trappen. Det er nok min datter, hun plejer at være den første, der kommer ned i stuen. Døren går op,og et lille smilende hoved kigger ind. Jeg elsker det ubekymrede smil fra en glad skolepige. Jeg smiler tilbage, mens jeg prøver at fortrænge det faktum, at der nu igen gambles med hendes fremtid. Jeg rækker ud efter min JA-hat, men kan ikke rigtig mærke den. Til gengæld kan jeg mærke den der knude, der langsomt vokser.
