Den Store Pædagog
Blog
Jeg bliver så træt
– om hånddukker og uforståelig stædighed
Da Clemens havde rundet Debatten af, sad jeg præcis med den følelse, som jeg frygtede, jeg ville have inden programmet gik i gang, nemlig forundring. Forundring over hvordan man kan argumentere for noget, der beviseligt ikke virker og så blive ved med at argumentere for det. Jeg er stor fan af Clemens, men i går kom vores UV-minister altså til at fylde for meget – især fordi hun kun havde et statement, nemlig at det er en succes, at vi ikke klarer os dårligere, end vi gør. Alt for mange gange viste hun med hænderne, hvordan kurven forventeligt skulle være gået, men at vi (de engagerede lærere) havde sørget for, at det var gået knap så galt. Hun mindede mig om dukkerne i Anna og Lotte, der er styret af andre, og på et tidspunkt brugte jeg lidt krudt på at se, om ikke man kunne ane spindoktoren under hendes pult. Tænk, hvis vi andre argumenterede på samme vis: ”Kære forældre. Jeg har besluttet, at min læseundervisning skal tage udgangspunkt i matematikbøgerne. Vi skal hænge med hovederne nedad og have bind for øjnene, og så skal vi gøre det i mange timer. Jeg har ikke rigtig noget evidens for, at det er en god måde at undervise på, men omvendt er der heller ikke noget forskning, der taler direkte imod. For mig virker det rigtig, og jeg har i mange år kæmpet for denne her måde at arbejde på, så nu skal det bare gøres. Derudover forventer jeg, at børnenes læseresultater nok vil blive ret dårlige her i starten. Sådan er det typisk med pædagogisk udviklingsarbejde, men jeg tror bare vi skal være glade, hvis resultaterne bare er lidt dårlige. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det går ud over jeres børn, men man kan jo ikke vinde hver gang! Vh Janus
