Den Store Pædagog
Blog
EN STORSLÅET AFSKED
Det var en helt igennem dejlig mandag morgen. Solen skinnede og pædagogens humør var i top. Dagen skulle skydes igang med idræt, men inden de små banditter kunne sendes over i hallen, skulle de møjsommeligt tælles og noteres. Den Store Pædagog havde helt ro i klassen og morede sig med at hviske børnenes navne. Poderne syntes også, at det var spas, hvilket motiverede dem til at være helt stille.
Pludselig gik døren op og en lille sød pige kom ind. Hun smilede lidt forlegent, for hun vidste godt, at hun var sent på den. Pædagogen smilede tilbage og satte pegefingeren for munden som tegn til, at hun skulle liste hen på sin plads. Pigen listede afsted og roen ville have været intakt, hvis det da ikke havde været for en halvstresset og yderst servicemindet mor, som forsøgte at liste efter pigen i en gangart, som ville have fået en medalje i Monty Pythons gakkede gangarter!! Pædagogen var målløs. Ikke nok med at hun fulgte sin søde pige på plads, hun pakkede også lige tasken ud for pigen og sluttede af med at hive madpakken ud af madkasserummet. Alt dette imens 25 børn måbende fulgte med. Uroen bredte sig langsomt og til sidst måtte pædagogen overgive sig og begyndte at grine. Det var jo tragikomisk!! Moderen forsvandt til sidst, i øvrigt uden at sige et ord eller værdige pædagogen et blik?! Måske troede hun selv på, at hun var usynlig. Og lydløs!?
Alt imens Den Store Pædagog overvejede, om han var med i skjult kamera, rakte den lille pige hånden op. Pædagogen nikkede til pigebarnet og hun sagde:"Janus, jeg ved godt, hvorfor du grinede før!" Pædagogen spilede øjnene og svarede:"Nådada, hvorfor det?" Hun sagde smilende:"Fordi min mor larmede, selvom hun listede!" Pædagogen nikkede og pigen fortsatte:"Jeg har også sagt, at jeg vil sige farvel i garderoben, men hun hører ikke rigtig efter!?"
Da pædagogen kørte hjem, kom han igen til at grine over den usynlig mor. Måske skulle han spørge ledelsen, om det mon var muligt, at sløjdlærerne lavede nogle forældrebåse, så elever og lærere kunne komme rettidigt og fornuftigt i gang med skoledagen!?