Den Store Pædagog
Blog
FAR!!
Da den store pædagog denne morgen kæmpede sig vej til sit klasseværelse igennem mængden af stressede og yderst servicemindede forældre, var han i et strålende humør. Han var sikker på, at dette kun kunne blive en god dag fuld af god undervisning og lidt fis og ballade. Hvad han selvfølgelig ikke vidste var, at hans kække humør senere blev skyld i, at en af hans tro disciple bare få timer senere skulle komme i tvivl om et af de helt store eksistentielle spørgsmål! Undervisningen var godt igang og en lille uartig dreng behøvede hjælp og som uartige børn gør, så råbte han bare ud i luften.
Desværre for knægten kom han i sin iver til at råbe "FAR!" Pædagogen spilede øjnene op og satte sig på hug foran poden og sagde med rolig stemme:"Jeg kan forstå, at du har fået det at vide!" Banditten lignede et stort spørgsmålstegn. "Altså, at jeg er din far?!"
Nu var det drengens tur til at spile øjnene op og han begyndte at ryste på hovedet, mens han sagde:"Nej, det tror jeg ikke!" Pædagogen skyndte sig at gå til bekendelse og hjalp herefter det nu endnu større levendegjorte spørgsmålstegn. Lidt efter kom den uartige dreng op til pædagogen. "Du kan altså ikke være min far", sagde han, "min mor siger selv, at jeg ligner min far!"
Pædagogen kunne godt mærke, at det gjaldt om at mane al tvivl i jorden hurtigst muligt, så han svarede:"Det gør du også. Man kan se det på øjnene." Knægten satte hovedet på skrå og rynkede panden:"Nej, hun siger, det er fordi, at jeg heller ikke altid hører efter, hvad hun siger!"
Havde det ikke været for det seriøse emne, så havde pædagogen nok slået en kæmpe latter op, men han besindede sig og de fik lukket hele den lidt spegede samtale. Da pædagogen drog hjem denne dag, glædede han sig allerede til næste dag. Han måtte finde på et eller andet sjovt at sige, hvis nu den uartige drengs far troppede op i mængden af stressede og yderst servicemindede forældre. Eller også skulle han bare lade den ligge!? Ja, det var nok en god ide. Tænk, hvis han nu fik sået endnu mere tvivl!
