Den største, mest komplicerede og vigtigste opgave

Det er nu snart 5 måneder siden, at jeg lagde badgen ”Vi vil undervise - ikke konflikte” i skuffen. Med regeringsindgrebet var konflikten på papiret slut, men fulde af indre konflikter, vrede og frustrationer genoptog vi arbejdet.

Tiden efter konflikten har for mig været et sammensurium af følelser, der dog havde det til fælles, at de gav mig en voldsom lyst til at flygte langt væk fra lærerjobbet, uden begreb om hvor jeg skulle flygte hen. Mange aftentimer er gået med at lede efter jobs, men uden at der rigtig var noget der tiltalte mig - andet end flugten i sig selv. Jeg ledte med lys og lygte i alle retninger efter noget, der kunne tænde en gnist i mig, kun for at sande at det jeg brænder mest for i verden, står jeg midt i. Jeg elsker alle dele af undervisningen; planlægningen, gennemførelsen, nytænkningen, samarbejdet med kollegaer, interaktionen med eleverne. ALT.

Det der har fyldt mig med tvivl om min fremtidige lærergerning, er den mistillid til lærerstanden, som blev så tydelig under lockouten. Jeg kan, som så mange andre lærere, ikke identificere mig med det billede, der blev tegnet af os, hvor fællesnævneren er dovenskab og modvilje.

Når jeg åbner skuffen nu og kigger på min badge, er det let at forfalde til mismod over en fremtid vi endnu ikke kender dimensionerne af. Jeg bliver naturligvis bekymret, når jeg tænker på udsigten til mere undervisning og mindre…. Ja, mindre hvad? Men frem for at fokusere på de dystre fremtidsudsigter vælger jeg at minde mig selv om den styrke, vi fandt i fællesskabet den kolde april i 2013.

En del af mig har lyst til at holde fast i vreden og skuffelsen, fordi svigtet fra KL og regeringen var så stort. Men jeg ved, at hvis jeg fortsat skal lave det jeg brænder mest for, så bliver jeg nød til at se fremad.

Jeg kan ikke styre de ydre rammer for mit virke som lærer. Arbejdstiden og skolereformen ligger desværre udenfor min kontrol. Men jeg kan styre, hvordan jeg går til opgaven, og de signaler jeg sender til omverdenen omkring lærerjobbet. For lærerjobbet er, for mig at se, noget af det mest komplekse man kan beskæftige sig med her i verden. Det er utrolig kompliceret og nuanceret at skabe læreprocesser for børn. Mange reducerer lærerjobbet til en faglig viden, der skal videreformidles ved at slå op på næste side i bogen. Men lærerjobbet handler i virkeligheden meget mere om didaktik, pædagogik, overblik, relationer og kommunikation end at 2+2=4.

Dette budskab har vi ikke formået at få frem.

Jeg vil derfor væbne mig med tålmodighed og gode argumenter. Tålmodighed overfor dem, som til stadighed tror, at lærerjobbet er et deltidsjob og at lærere, i kraft af deres profession, er nogen man kan se ned på. Jeg vil argumentere for, at det tager tid, planlægning og en lang række kompetencer at skabe læring. Det, der skal give mine argumenter tyngde og substans, er den måde jeg formidler mit arbejde på til min omverden.

Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, og holdningsændringer tager tid. Men vi kan starte i det små, i vores daglige kommunikation med forældre, i måden vi omtaler vores profession på. Frem for at møde omverden med mismod og hvad der kan opfattes som klynk og brok, vil jeg møde den med nysgerrighed, vilje til forandring og ikke mindst fagligt funderede argumentationer, for de valg jeg hver eneste dag træffer i mit virke som lærer. Når modløsheden trænger sig på, vil jeg finde styrke i mine kollegaer og håbe på, at vi kan minde hinanden om, at vi deler den største, mest komplicerede og vigtigste opgave i at skabe læring for fremtidens generationer.