Den kedelige skoledag

Undersøgelser viser, at næsten hver 3. elev i den danske folkeskole keder sig, og det er problematisk, når vi ved, at kedsomhed oftest har betydning for trivsel og trivsel for, hvor meget man lærer. Og hvorfor er det så sådan? Der er ikke et entydigt svar på det, men det er svært ikke at se en direkte sammenhæng mellem den lange skoledag og den til tider knap så varierede undervisning. Med skolereformen blev skoledagen gjort længere, men man undlod at sikre, at der er mulighed for rent faktisk at levere varieret undervisning af god kvalitet. At eleverne keder sig kan nemlig hænge sammen med de rammebetingelser, der eksisterer i skolen. I Danmark ligger vi helt i OECD-toppen, hvad angår undervisningstimetal, og samtidig er vi et af de lande, der bruger færrest kroner pr. undervisningslektion.

Kvaliteten af undervisningen er paradoksalt nok blevet til en kvantificerbar størrelse, når den vurderes ud fra, om eleverne kan løse test hurtigere og mere korrekt, og diskussionen om værdigrundlag og formål er blevet fortrængt. Lærere kommer uundgåeligt til at undervise mere ud fra ”teach to the test”, så der opnås positive testresultater.

Skolen er ikke en del af underholdningsindustrien, men lærere vil faktisk rigtig gerne lave en varieret undervisning, som motiverer eleverne - der er bare ikke tid og ressourcer til det. En af intentionerne med læringsportaler var at lette lærernes arbejdsbyrde, men netop det fører en ensidighed med sig. Det spænder ben for en varieret undervisning, for selvom der ikke sker det samme i klasselokalet i hver time, så foregår det ofte på samme måde. På læreruddannelsen lærer de studerende, hvordan de skal redidaktisere undervisningsmateriale bl.a. fra læringsportaler, men når de kommer ud i virkeligheden, er der ikke tid til at redidaktisere, og de er nødt til bare at afvikle forløbene, som de er. Lægger man så oven i regnestykket, at kommuner flere steder vælger, hvilke læringsportaler, lærerne har adgang til ud fra et økonomisk incitament, så er lærerens professionelle dømmekraft nærmest sat ud af spil.

Fokus på kvaliteten i undervisningen skal tilbage – og ikke kun på den målbare kvalitet. Vi skal sikre os, at den pædagogiske praksis funderes på en formålsstyret praksis, en praksis, der giver mening for eleverne, som motiverer dem og lærer dem at forholde sig kritisk til sig selv og deres omverden. Lærerne skal have tid til og mulighed for at planlægge en varieret undervisning, der understøtter de forskellige elevers behov – det vil få eleverne til at kede sig knap så meget.