BLOG
Empty article - Subtitle
Giv lærerne lov til at ville Folkeskolen - og ikke bare skolen. Sæt Folkeskolens formål forrest.
Whistlebloweren, og læreren, Simon Malkenes, som jeg har fulgt tæt i sin kamp mod markedsgørelsen af skolerne i Oslo, delte den anden dag et billede med citat af formanden for det norske arbejderparti, Jonas Gahr Støre, som vil have verdens bedste offentlige sektor og derfor bytte New Public Management ud med en tillidsreform i Norge. Det fik mig til tasterne.
Følgende er udtryk for egen holdning - og funderet i et dybfølt ønske om at lykkes med Folkeskolen i sin essens og i sit værende. Som en folkets skole, og ikke bare en skole forledt af økonomisstyring.
K. E. Løgstrup siger så smukt at tilliden er grundlæggende. Hvis der ikke hersker tillid, så er det fordi tilliden er brudt. Derfor kræver det, måske, en tillidsreform blandt politikere, så den offentlige sektor ikke mødes med mistro, kontrol, overstyring og elementer, som fjerner fokus fra kerneopgaven, kerneydelsen og kerneforpligtelsen over for borgerne, som vi reelt ønsker at lykkes med.
Når vi (læs: lærerne) kritiserer handleplaner, nationale test, hyppige udviklingsprojekter, målstyringsregimet m.m., så er det ud fra et velment ønske om, grundlæggende, at få lov at gøre en forskel for de unge mennesker - uagtet deres forskellige forudsætninger - MEN, som REELT gør en forskel og skaber en tro på, at de kan lykkes som mennesker og elever i et fællesskab - hvor de ovenstående elementer ikke står tilbage som pseudogenstande i en positiv omformulering af virkelighedens kår.
De nationale mål for Folkeskolen rummer nogle paradokser i denne sammenhæng. De er som følger:
1. Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige de kan.
2. Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.
3. Tilliden til og trivslen i Folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.
De facto er det bare sådan, at når vi sætter vores professionelle viden og praksis i spil, så mødes vi med mistro og mistillid fra politisk side, da mål nummer 1 jo, pr. definition og funktionelt, kræver at ALLE elever skal til afgangsprøve i det SAMME materiale. Dette et særligt beskæmmende ift. elever med særlige behov og elever i vanskeligheder af forskellige humane årsager.
Vi bliver, politisk, bedt om at sætte alle elever i de samme kasser, og det er at udøve vold på både medarbejdere og elever.
De lærere og ledere som, didaktisk og pædagogisk, møder eleverne inden for den nærmeste udviklingszone jf. Vygotskij, som vi ønsker og har med fra seminaret, holdes oppe herpå af politikerne - og særligt undervisningsministeriet. Senest med prøver i madkundskab og musik. Kreative fag, som før gav nogle elever et vigtigt pusterum fra det Gert Biesta kalder "svineopdrætspædagogikken", hvor elever skal fodres med standarder og testmateriale.
Folkeskolen er så uendeligt meget mere end prøver og eksamen. Udvikling er blevet synonym med testresultater, og det kreative frirum - både for elever og lærere - fjernes mere og mere. For eleverne i prøvebiasen og for lærerne, i forlængelse heraf, i nedbrydelsen af vores metodeansvar over for eleverne og vores undervisning. Vores faglighed, viden og professionelle praksis hersker ikke.
Tilbage står en medarbejderskare, som faktisk har løsninger på god trivsel, mindre skolevægring, nærmeste udviklingszoner fagligt og menneskeligt, gode (kortere) skoledage, gode læringsmiljøer m.m., men som af og fra politikerne bedes om det stik modsatte. Det er beskæmmende og det fordrer ikke en attraktiv Folkeskole for alle elever jf. mål nummer to, og det fordrer langt fra et sundt arbejdsmiljø og arbejdsbetingelser for såvel lærerne og eleverne.
Sæt mennesket fri af systemet.
Lad tilliden, menneskets værd og fagligheden herske.
Lad elever og lærere være et mål i sig selv, og ikke et middel i en politisk økonomistyring.
Lad tillid og trivsel bane vejen for fællesskabet, og lad eleverne være unge mennesker og udvikle sig som sådanne - i hver deres tempo. Platon skulle have sagt, at man aldrig må gøre nar af mennesker der udvikler sig i forskellige tempi. Det væsentlige er, at de udvikler sig. Menneskeligt.
Hvis Folkeskolen jf. mål nummer to skal mindske betydningen af social baggrund, skal den først og fremmest funderes på menneskers værd og troen herpå.
Eleverne skal anspores af litterære oplevelser.
De skal fanges af litterære universer, som viser dem mere af tilværelsen.
De skal mødes med matematiske problemer, der gør dem nysgerrige på matematikkens og tilværelsens sammenhænge.
De skal farve og male, som kun unge kan. Skabe universer og kreative løsninger.
De skal lære om deres biologi og se at systemer, der ikke er bygget op omkring den selvsamme biologi er decideret skadelig og ødelæggende.
Lad tilværelsesoplysning være pejlemærket.
Lad hjerte og hjerne forene.
Lad unge være, blive og skabe ud fra nysgerrighed på verden.
Drop at gøre elever til human kapital og arbejdskraft. Lad dannelse komme tilbage i ordet uddannelse og lad uddannelse funderet i ægte motivation - og demokrati - være et naturligt tillægsstykke til dannelsen, men aldrig blive, og være, et mål i sig selv. Mennesket, skolen og tilværelsen er for dyrebar hertil - og andet synes så uendeligt trist.
Lad tilliden virke i en demokratisk Folkeskole.
Giv lærerne lov til at ville Folkeskolen - og ikke bare skolen. Sæt Folkeskolens formål forrest.
Vedhæftet er omtalte billede.
