BLOG
Empty article - Subtitle
"Jeg vil have flere klapsalver i klasseværelserne."
Sådan sagde en kollega så fint, og rammende, på starten af TR-uddannelsen, da han skulle præsentere sig selv, og hvorfor han dyrkede såvel lærerfaget som det fagpolitiske. Han fortalte så rammende om, hvordan han efter et velforberedt forløb, som havde taget kegler hos eleverne, var kørt glad, på cykel, hjem fra arbejde. Jeg savner den slags fortællinger. Dem mangler vi. Det er oplevelser som disse, der ofte har en stor andel i, hvorfor vi valgte vores job og fag. Så ligesom min kære kollega ønsker jeg for alt i verden "flere klapsalver i klasseværelserne."
Jeg husker, at jeg engang på seminariet forholdte mig til bjergprædikenen i mit linjefag kristendom. Jeg husker særligt glosen; "Tro ikke, jeg er kommet for at nedbryde loven og profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.« Den gjorde dengang indtryk på mig, og den gør det særligt igen i dag, da jeg har et brændende stort - og vitterligt - ønske om at opfylde mit - og vores - virke som folkeskolelærere.
Jeg har et ønske om at opfylde, opildne og oplyse elever, som troligt og dagligt møder op med et velmenene ønske om, at blive undervist - og vist undere. Store som små.
Jeg har dog et stærkt - og oprørsk - behov for at nedbryde de elementer, som fratager mig dette ønske. Elementer, som foregår SÅ langt væk fra der, hvor eleverne og jeg er helst - nemlig i klasselokalerne - i undervisningen.
Denne mandag mødte jeg - og mine kollegaer - ind med dette fælles ønske, men måtte, nok engang, forholde os til bureakratiseringen og styringen af Folkeskolen. Elementer som handleplaner, uddannelsesparathedsvurderinger, eksterne aftenmøder, uddannelsesmesse, undervisning i den rette brug af Aula m.fl. tog dagsordenen, og satte som en mørk sky vores ønske i baggrunden, igen, og aldeles ufrivilligt.
Det er ikke elementerne i sig selv. Ikke altid. Det er derimod summen af dem. Summen af elementerne, sammenkoblet med visheden om, at de fjerner os fra der, hvor forskellen reelt gøres - nemlig undervisningen. Der er når besparelser, i stedet for varme hænder, bliver til et utal af handleplaner.
Det er visheden om, at de, ofte, får karakter af pseudoarbejde, som reelt ikke påvirker og skaber den ønskede forandring for eleverne. Denne vished, som sniger sig ind, mens man, uundgåeligt, fraviger mere og mere fra kerneopgaven, og sit ønske om at opfylde sin primære opgave som lærer.
Det er når vi har tid med eleverne vi opfylder. Tid til at sætte os ned og guide eleverne igennem de små succesoplevelser, som giver dem lysten og iveren efter viden om tilværelsen. Som giver dem troen på sig selv - og gør dem til mere end bare elever og tal, men mennesker - som fortjener alle de bedste forudsætninger for at lykkes.
Det er DET, som jeg ønsker, at vi alle kan få de rette arbejdsbetingelser for at lykkes med.
Det kræver god tid til forberedelse. Det kræver en central arbejdstidsaftale med centrale bindinger og bestemmelser. Det kræver en opprioritering af vores arbejdsbetingelser og et opgør med de mange elementer, som ikke tjener denne sag. De elementer, som gør mig oprørsk, og får mig til tasterne nok engang. De elementer, der frustrerer så mange dagligt, og som gør vores fantastiske job så besværligt. Det ønske, som gør, at mange af os, troligt, alt dette til trods, løser opgaverne - fordi vi ønsker eleverne det allerbedste. Dette må og skal der aldrig tages for let på.
Derfor - og særligt derfor - vil jeg kæmpe for, at vi sammen kan få de rammevilkår, som giver undervisningen betydning, og som ansporer til nysgerrighed, kreativitet og tro på sig selv hos såvel elever, som lærere.
Det, som giver klapsalver i klasseværelserne, og som skaber undervisning, oplevelser og lærere, som eleverne aldrig glemmer.
