Imperfectus
Blog
De fortabte børn
Mit indlæg handler om lærer-elev konstellationen inden for specialområdet, hvor elever med nedsatte kognitive evner, diagnoser, skolevægring, selvskadende adfærd har behov for omfattende støtte i forhold til læring og udvikling. Elever problematiseres ofte, hvor de stemples som kravafvisende eller trodsige, hvor det ikke altid er berettiget, men da magtforholdet er asymmetrisk, giver det ikke eleverne mange muligheder for at bevise det modsatte. Det er meget bekymrende.
En klasse kan bestå af elever, der hver især er så unikke, at det kræver forskellige tilgange og skræddersyede indsatser. Derfor stilles der også krav den anden vej. Til de fagpersoner, der beskæftiger sig inden for specialområdet.
Nogle elever handler uhensigtsmæssigt når der stilles krav fra læreren. Feks når en opgave skal løses. Opgaven afvises af eleven og læreren mødes med trusler eller verbale øretæver. Den gode stemning i klassen afløses af tavshed og nedsunkne blikke fra de øvrige klassekammerater pga den destruktive og truende adfærd en elev kan udvise, men hvorfor går det så galt i lærer-elev konstellationen? Hvorfor bliver nogle elever udadreagerende eller destruktive når læreren stiller krav?
Jeg har nogle konkrete bud på, hvorfor elever reagerer uhensigtsmæssigt, når der stilles krav;
- ingen eller ringe viden og indsigt i sin målgruppe
- ingen eller mangelfuld relation til eleverne
- måden opgaverne formidles til eleverne - ikke svarende til deres kognitive evner og kompetencer
- ingen dialog med elever, der har det svært i undervisningen
I forvejen er forholdet mellem lærer-elev konstellationen asymmetrisk. Når læreren sætter rammen for undervisningen, spiller relationen en vigtig rolle for elevens deltagelse og ikke mindst oplevelsen af læreren og undervisningen. Når relationen ikke er tilstede og eleven ikke forstår budskabet, når det formidles ud i klassen, resulterer det i opgivenhed og manglende motivation. Som fagpersoner bærer vi ansvaret for elevernes trivsel på skolen. Jeg citerer Laila Colding Lagermann, Cand. pæd. og ph.d. i pædagogisk psykologi, som siger følgende om forholdene for elever på skoler: ‘man kan med andre ord ikke ”sige op” som barn i skolen, som vi voksne kan gøre det, hvis arbejdet på en arbejdsplads ikke giver mening for os. Til gengæld er børn i større eller mindre grad tvunget til at være i skolen hver dag i ti år – selv hvis det ikke giver mening for dem. Og det er ganske vigtigt, at vi tager denne præmis hos børnene alvorligt, fordi konsekvenserne ikke bare er etisk uforsvarlige over for disse børn, men også kan få problematiske samfundsmæssige konsekvenser.”
Det, der bekymrer er, når man prioriterer og vægter pensum højere end elevens evner og forsøger at trække den klassiske form for undervisning hen over hovederne på elever med massive udfordringer. Man ser pensum og ikke eleven. Det resulterer i åbenlys mistrivsel, større fravær, trusler, destruktiv og udadreagerende adfærd og ikke mindst følelsen af nederlag. Især følelsen af nederlag er noget, der vil koste den unge dyrt på den lange bane og ikke mindst for samfundet. Uhensigtsmæssig adfærd fra eleven begrundes med, at man fremstiller eleven som problemet, ved at sige at han/hun er 'kravafvisende.’ Her er det magtforholdet, der gør sig gældende. Eleven skubbes i baggrunden.
At kende sin målgruppe
Kan lærer/pædagoger være direkte årsag til elevernes kravafvisende affærd? Når der stilles krav til eleven og kravene overstiger elevens evner, udløser det typisk en modreaktion - fordi de ikke forstår den opgave, der skal løses. Tryk avler modtryk.
Uroskabende elever er ikke nødvendigvis kravafvisende eller fortabte fordi de ikke imødekommer fagpersoners krav. Det forpligter ganske enkelt, at forstå sine elevers forudsætninger, styrker og svagheder. Manglen på sproglige og kognitive færdigheder får elever til at reagere uhensigtsmæssigt.
Udbyttet af undervisningen for eleverne bliver ringe når det ikke lykkes for fagpersonen at koble teori og viden til praksis fordi indsigten i den pågældende elev ikke er tilstede.
Vejen til gode relationer
Mine erfaringer inden for det social- og specialpædagogiske felt har lært mig, at vejen til gode relationer ikke kun handler om, at stille krav til sin målgruppe, men at man også stiller krav til sig selv. Det gør man ved at:
- Være autentisk fordi det giver eleven et troværdigt og forudsigeligt billede af en
- Nærværende fordi eleven vil føle ens tilstedeværelse i relationen
- Lyttende fordi man responderer på kommunikationen
- være anerkendende
- Kende sine elevers styrker og begrænsninger
- Undervise i forhold til elevernes kognitive evner og udfordringer
- Skabe tid og rum til relationsdannende aktiviteter - det fælles tredje
- have et positivt menneskesyn
I forvejen kæmper elever på flere fronter - også med udfordringer på hjemmefronten og at de også bliver stemplet som fortabte og kravafvisende, er meget bekymrende.
Inspiration:
Det eksplosive barn af Ross W. Greene
Fortabt i skolen af Ross W. Greene
Laila Colding Lagermann, Cand. pæd. og ph.d. i pædagogisk psykologi:
Jesper Juul og Helle Jensen:
http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/8701BB5A2D6AE894C1256C2A002A4D7B