
BLOG
Empty article - Subtitle
Værd at vide, hvis vi får håndværk og design
Ministeren for Børn og Undervisning ønsker at indføre håndværk og design som et nyt fag, der afløser sløjd og håndarbejde. Jeg vil her kort redegøre for nogle af de elementer, man skal være opmærksom på i forhold til det udkast til formål for faget, der foreligger.
Ministeriet for Børn og Undervisning har i samarbejde med 28 skoler startet et udviklingsprojekt om det nye fag håndværk og design. Det bliver spændende at følge forsøgene, og ikke mindst høre om de erfaringer lærere og elever får.
Det er bl.a. denne erfaringsudveksling, der skal bringe arbejdet med håndværk og design videre. Ministeren for Børn og Undervisning ønsker på baggrund af erfaringerne fra projektet at indføre håndværk og design som et nyt fag, der afløser sløjd og håndarbejde. I løbet af efteråret fremlægger ministeren et udspil til en folkeskolereform, der vil indeholde forslag om at etablere det nye fag. Faget er derfor ikke en realitet endnu.
Der er mange meninger fremme om det nye fag, mange holdninger og kommentarer, hvilket viser en god og positiv interesse for det nye fag. Jeg vil her kort redegøre for nogle af de elementer, man skal være opmærksom på i forhold til det udkast til formål for faget, der foreligger. Bemærk, at det kræver en dispensation fra ministeriet, hvis skoler skal afprøve det nye fag.
Det er vigtigt at inddrage det omgivende samfund i undervisningen i håndværk og design, f. eks. i form af lokale virksomheder og institutioner, der dermed kan give inspiration og indgå i et samarbejde.
Ved at arbejde problemløsende og innovativt med opgaver i håndværk og design er det hensigten, at eleverne opnår medejerskab til opgaverne. I planlægningen af undervisningsforløb er det vigtigt, at opgaverne giver mening for eleverne, hvilket kan opnås ved en tydelig rammesætning, som eleverne kan arbejde relativt frit og problemløsende inden for med at udforme deres egne løsninger på de stil-lede opgaver.
Formålet med undervisningen
Formålet med undervisningen i håndværk og design er, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder gennem det praktiske arbejde med forskellige materialer - fortrinsvis træ, metal og tekstil.
Eleverne skal gennem eget håndværk blive i stand til at forstå sammenhængen mellem idé, tanke og handling frem til et færdigt produkt.
Undervisningen skal bidrage til, at eleverne gennem håndværk og design udvikler kendskab til materiel kultur.
Materiel kultur er en betegnelse for det samfundsmæssige og kulturelle indhold, der omhandler ting og genstande. Disse kan karakteriseres ved 3 egenskaber: de har en form, de udfylder en funktion og de rummer en fortælling.
I håndværk og design skal den materielle kultur inddrages i undervisningen i alle undervisningsforløb f.eks. i form af læren om miljø, ressourceudnyttelse og bæredygtighed, genbrug og redesign, inddra-gelse af lokalområdet.
Håndværk og design lægger op til samarbejde med skolens andre fag med sit indhold og arbejdsmetoder.
Håndværk og design i praksis
Hvordan kan man score uden et mål? Hvordan kan man designe noget, hvis man ikke har noget at designe med?
Det er vigtigt, at valg af teknikker, materialer og metoder er relevante og realistiske i forhold til den designopgave, der vil blive stillet - herunder kendskab til designprocesser, der går fra ide, planlægning, udførelse til evaluering og formidling af produktet i forhold til målformuleringen. Når eleverne får stillet en designopgave, er det vigtigt, at læringsmålene er kendte og tydelige, og at opgavens løsninger bygger på de erfaringer, færdigheder og kundskaber, eleverne har lært og bringer med sig. Det vil sige, at håndværket i form af materialekendskab og teknikker startes før og efterfølgende indgår i design-processen.
Løsninger på designopgaven skal have afsæt i et afbalanceret forhold mellem ”hårde og bløde” materialer og skal kunne løses både ”hårdt”, ”blødt” og i en kombination af begge.
Det vil sige, der skal undervises i træ- og/eller metalteknikker samt tekstile teknikker før hver designopgave, og dermed bliver elevernes erfaringsgrundlag, kundskaber og færdigheder progressivt stigende i en form for stilladssering.
Undervisningsforløbene skal struktureres ud fra de tre centrale kundskabs- og færdighedsområder; håndværk, design og materiel kultur. Alle tre centrale kundskabs- og færdighedsområder skal indgå i alle undervisningsforløb, men kan vægtes forskelligt fra gang til gang.
Et eksempel på et undervisningsforløb med stram rammesætning - begynderundervisning
Designopgaven lyder: Du skal lave et penalhus i enten krydsfiner, læder eller i en kombination. Du skal vælge form og antal blyanter, som penalhuset skal kunne indeholde.
Har vi brug for et penalhus i dag, hvor vi stort set bruger computer til det meste skriftlige? Havde man penalhuse for 100 år siden?
I eksemplet skal eleverne kun forholde sig til form og antal blyanter, hvilket giver en overskuelig designproces. Men inden de kan lave penalhuset, er der et håndværk, der skal læres først: arbejde i krydsfiner og læder.
Ved at forholde sig til om vi har brug for et penalhus i dag, inddrages det omgivende samfund, som i denne opgave er skolen.
Et eksempel på en åben rammesætning – elever med større erfaringsgrundlag
Designopgaven lyder: Klassefesten. I skal holde klassefest, og du skal lave et produkt, der ikke kan undværes for, at festmiddagen bliver en succes. Du skal primært arbejde i træ, metal eller tekstil.
Begrund hvorfor du mener, andre kan have glæde af netop dit produkt.
I eksemplet har eleverne vide rammer både, hvad angår materiale-, teknik- og produktvalg, men de skal forholde sig til det sociale fællesskab til festen.
Håndværk, design og læring
Håndværk og design er et praktisk kreativt fag, hvor den intenderede læring knyttes til ideudvikling og skabende processer. Som lærer er det vigtigt at gøre sig klart, hvad eleverne skal lære. Det vil sige, på hvilke kernefagligheder undervisningen skal funderes, og dermed i hvilket værksted eller værkstedsfaciliteter undervisningen skal foregå.
I evalueringen og formidlingen af produktet kan man aflæse, om eleverne har lært det, der forventes de har lært, ved at se om de har anvendt materialer og teknikker hensigtsmæssigt i forhold til den stillede opgave?
Følg med på EMU, hvor der løbende vil blive lagt artikler og undervisningsforløb ind.