BLOG

Empty article - Subtitle

Famlende formidling

Antaget, formodet, måske gerningsmand til antaget, formodet måske terrorangreb. Det er sin sag at være klar i spyttet, når forrige lørdags angreb mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade skal omskrives til undervisningsmateriale.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det giver som regel gode points at være først med det nye. Og når platformen er digital, er det umiddelbart ikke noget problem. Forrige lørdags angreb mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade, København, skal omtales i en kort nyhedsartikel: Hvad er sket, og hvad er gerningsmandens motiver. 

Men. Helt så enkelt er det ikke. Der er nemlig rigtig mange faktuelle oplysninger, som af gode grunde ikke kan blive undersøgt til bunds. Politiet har skudt den mand, de formoder står bag angrebene, og forskellen på at udråbe en ung mand som terrorist eller simpel morder er mærkbar. ”Han er død og har intet efterladt”, skrev professor og dr.phil. Ole Thyssen i Politiken få dage efter. Og selvom der er mange paralleller til situationen i Paris, er der ”ingen erklæringer, som direkte sætter mordene i en religiøs eller politisk sammenhæng”.

Thyssens opråb er rettet mod pressen, som i de flestes tilfælde betegner gerningsmanden som terrorist. Ikke at han ikke er det, men heller ikke at han unuanceret er det. I virkeligheden er Thyssens målgruppe bredere end som så, tænker jeg. Som formidler af historie – både som lærer og som redaktør – er sandheden en sag, der skal behandles varsomt. Det giver naturligt nogle udfordringer i forhold til det, vi siger og skriver. For hvad skete der egentligt? Hvem var Omar El-Hussein? Hvordan taler vi med vores børn og elever om angrebet, hvilke ord tør vi bruge og hvornår kan vi med sikkerhed udtale os?

Klog af andres skade ved jeg nu, at det ikke nødvendigvis er en kvalitet at være først. At man gerne må vente lidt eller pakke emnet ind i flere opblødende ord, indtil sandheden er utvetydig. Det betyder ikke, at vi ikke kan undervise og diskutere dagsaktuelle emner, men mere at vi skal være bevidste om de ord, vi bruger, og de sammenhænge vi bruger dem i: ”I en åben situation skal man tage vare på ordene. Hvad er det, som er sket? Her kan ordene gå flere veje”. Ole Thyssen har en pointe. Læs evt. hele hans indlæg her.