BLOG
Empty article - Subtitle
Historie hænger fast i fortiden
Faget historie er SÅ meget mere end faglige emner og nedslagspunkter. Det er også diskussionen om, hvorvidt faget og forestillingen overhovedet er brugbar i en tid, hvor eleverne konstant skal forholde sig til fremtiden
I januar bragte DSB’s magasin Ud&Se en stor artikel med komponisten Bent Fabricius Bjerre. Han fylder snart 90 og burde i den anledning være mand for at fortælle og mindes en masse god(e) historie(r) fra et langt og succesfyldt liv. Men Bent Fabricius Bjerre er ikke en gemmer. Tværtimod. Han sletter bevidst alle spor af fortiden, gemmer kun på ét billede og er af den holdning, at ”… hvis man læner sig op ad fortiden, kommer man jo ikke videre”. Vinklen var DAtiden som et forstyrrende element. Et levn der svækker drivkraften, en sutteklud der bremser vores virke, hvis den får for godt fat. - Eller, som journalisten opsummerer, ”måske er dét at glemme en forudsætning for at leve?”
Min første reaktion var: Ja da! Godt sagt, godt tænkt – det skal være et forsinket nytårsfortsæt hos mig. Ikke at hænge fast i fortiden men udelukkende se fremad og bruge morgendagen på at skabe nyt. Sådan lidt karikeret og optimistisk sagt. Kort forinden havde min lille familie og jeg skålet nytåret ind med gode venner. Reflekteret over året der gik, og året der kom, og var blevet enige om, at 2014 gerne måtte gå lidt mere stille for sig oven på et hektisk år 2013. Med andre ord ville vi bruge en betydelig del af det nye år på at fordøje og reflektere over det sidste.
Og det var så her, at Bent Fabricius Bjerres livsfilosofi kom ind og forstyrrede mit gode fortsæt, og fik mig til at genoverveje historiens betydning. For er der ikke en risiko for netop at havne i en grøft, hvor livets nutid og fremtid går i stå, hvis vi bruger for meget tid på det, der var? Hvorfor er det så vigtigt for mange af os, at fastholde fortiden i både materiel og åndelig form: Fotos, farmors gamle vase, anekdoter, levnedsskildringer, som fag på skoleskemaet og kanonlister? Kan det overhovedet – og i så fald hvordan – inspirere til nye idéer frem for at fastholde gamle?
Fabricius Bjerre fik mig til at tænke. Jeg blev forført af den umiddelbare sandhed, der lå i citaterne, men senere provokeret. For selv om der ligger et kim af noget rigtigt i, at for megen historiefiksering kan hæmme menneskers tilstedeværelse i øjeblikket, har jeg vitterligt svært ved at se, hvordan man kan skabe nye resultater uden at tage sin historie med – både den lille og den store. For uden dem hvad er vi så?
Kierkegaard formulerede det meget godt, da han skulle redegøre for sit syn på sagen: ”Livet leves forlæns, men forstås baglæns”. I den punchline ligger ikke bare en forståelse af det enkelte liv, men vores alle sammens liv. Og sletter vi ét af dem, får det automatisk indflydelse på fællesskabets forståelse, og dem, der er tæt på, mister meget.
Og sådan røg jeg og mine tanker lidt ud af en historiefilosofisk tangent.
Nu står jeg så med et ben i begge lejre. For selvom jeg sympatiserer med den gode hr. Fabricius Bjerre, har jeg samtidig svært ved at forstå den form for kynisme, der implicit ligger i bevidst at viske fortiden af tavlen og kun at ville se fremad. Jeg tror på, at fortiden gavner fremtiden. At det nok skal lykkes mig at finde på nye, spændende projekter jeg kan skåle og fejre med champagne, når vi runder 2015, selvom i år også skal bruges på at mindes og huske - og gerne ved at trave de gamle fotoalbums igennem og sætte friske blomster i farmors vase. Men jeg har læst om en mand, som ikke føler afsavn eller tab i den måde, han har valgt at indrette sin tilværelse på. Som lever i et hus uden synlige spor af fortiden og med en helt klar holdning til hvorfor. Som fik mig til at se egne historiske ikoner i et nyt lys og spejle min opfattelse af historiens betydning og udfordring.
Nogen gange er det godt nok at få et spark, der perspektiverer og sætter ting på spidsen, men der skal også være balance på vægtskålen. Og lur mig, om Bent Fabricius-Bjerre virkelig er så konsekvent i sin holdninger. Jeg tror det næppe.
