BLOG

Empty article - Subtitle

Starten på et nyt fag

I femteklasserne deltager Gyvelhøjskolen i forsøget vedrørende Håndværk og Design. Den første gang er løbet af stablen. Læs her, hvordan det gik for sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Marianne, hvad betyder det der HD, der står på skemaet? Betyder det Håndarbejde og Design?” Spørgsmålene fløj gennem luften i de tre femte klasser før vores første gang med Håndværk og Design.

Kort om forsøget
Design havde de fået rigtigt fat i, mens håndarbejde jo ikke dækker. Men da alle kender mig fra håndarbejdsundervisningen i fjerde klasse, var det selvfølgelig et nærliggende bud. Men hvad er det så? Håndværk og Design er et nyt fag, som Ministeriet for Børn og Undervisning har i støbeskeen og har villet gøre sig erfaringer med i praksis, før det søsættes på landsplan. Faget stiller sig på skuldrene af sløjd og håndarbejde og låner materialer, redskaber, metoder, fagudtryk m.m. derfra. Dertil kommer designdelen og begrebet materiel kultur, hvilke to sammen med håndværket udgør en tredelt størrelse. I nogle forløb indgår alle tre, i andre to af dem og i atter andre kun en.

Vilkårene på skolen
Vi har på Gyvelhøjskolen ønsket at omlægge vores P-fagstimer på femte årgang og deltage i ministeriets forsøg med dette nye fag og er blevet udvalgt blandt ti skoler, der får konsulenthjælp til arbejdet. Yderligere 18 skoler deltager, men altså uden denne hjælp. Til at undervise de tre klasser er vi tre lærere – en sløjdlærer, en billedkunstlærer og en håndarbejdslærer. Billedkunst indgår vel at mærke ikke i dette nye fag, så denne kollega må vise stor omstillingsparathed. Vi har to ugentlige lektioner til faget pr. klasse, og alle har faget samtidig. Vi vil veksle mellem at undervise klassevis og holdopdelt. Vores forhold er, som det fremgår, ikke prangende hvad angår tolærertimer og delehold, ja faktisk er disse ikke-eksisterende.

En designproces
Den første gang ville vi føre eleverne igennem en designproces for at præsentere dem for en mulig måde at få ideer på. Det var denne gang en ren designproces, og der skulle ikke komme noget varigt produkt ud af det.
Hver elev fik udleveret to små sedler og skulle derpå skrive ’noget man kan sidde på’. Vi nævnte nogle få eksempler – bord og bænk – og bad eleverne undlade at skrive netop disse ord, fordi de er for oplagte. Der kom mange ’anderledes’ ord – træstub, hest, toilet. Eleverne måtte ikke sige noget imens for ikke at påvirke hinanden. Men det var meget svært for dem at overholde, og der kom da også nogle gengangere. Sedlerne blev sat op i en gruppe for sig.

Videre i processen
To nye sedler blev udleveret. Nu skulle man skrive noget, som man absolut IKKE har lyst til at sidde på. Hvis det var livligt før, blev det yderst livligt nu. Også her kunne man se nogle enslydende forslag, men også mange med stor fantasi – ild, torne, myretue. Disse sedler blev sat i en anden gruppe.
Nu var det tid til at få en seddel fra hver ordgruppe. Vi valgte at lade eleverne udvælge to sedler til den næste i rækken, ud fra disse to ord skulle de forme en ’siddegenstand’ i ler. Et par gange blev de bedt om at flytte sig en plads i gruppen, så de formede videre på en ny figur.

Evaluering
Hele processen kunne nås på to lektioner inkl. kort introduktion til faget plus oprydning. Der var stor aktivitet og engagement, og eleverne gav under evalueringen udtryk for at have lært, at man kan få hjælp til en designproces, så man ikke blot er overladt til at skulle finde på helt på egen hånd. Og mange sagde, at det havde været SJOVT. Og det er vel ikke så dårlig en start på et nyt fag? Nu glæder vi os til næste forløb, som involverer nogle hjemmelavede væve og diverse vævematerialer.

Inspirationen
PS: Inspirationen til første forløb har vi fra efterårskonferencen 2011 på Designskole Kolding, arrangeret af Danmarks Håndarbejdslærerforening, Danmarks Sløjdlærerforening og Foreningen for Materiel Design på Læreruddannelsen.