Hvad skal man lære - om maskiner???

Hvad skal man lære – om maskiner????

Lige hjemkommet fra en uges undervisning i Estland, tænker man over, hvad der var af oplevelser ved den tur. Selvfølgeligt er det spændende at få lov at undervise i et andet land, i en anden kultur; men hvad oplevede, lærte eller erfarede man.

Efter også gennem tiden at have været rundt på en del forskellige undervisningsinstitutioner, hvor de praktiske fag blev undervist, får man klart det indtryk, at økonomiske tildelinger ikke er ens de forskellige steder. Når man så spørger sig frem, får man at vide, at skolerne har meget forskellig økonomi. Det afhænger åbenbart bl.a. af de kommunale forhold; men økonomien tildeles også lidt efter, hvor højt dette faglige område lige vurderes på denne skole, af denne inspektør. I nogle meget afsides liggende skoler kan det også være nødvendigt at bruge økonomiske tildelinger til værkstederne eller lønningerne som trækplaster for at få lærerne til at komme der. I øvrigt har de estiske lærere ofte kun et fag, de underviser i, og det gør, at de ofte arbejder på flere skoler for at have et fuldt skema. De forskellige skolers værksteder er derfor set med danske øjne af meget forskellig udstyrsmæssig kvalitet. Nogle, der har fået EU penge er topmoderne, andre – en hel del - hvor der ikke er megen økonomi, står stadig stort set, som de gjorde, da de blev bygget, og det var mens russerne var i landet. Sidstnævnte vil bl.a. sige, at mange maskiner er store og meget kraftige.

Når jeg kigger på værkstederne, ser jeg selvfølgelig med en dansk sløjdlærers øjne, øjne der bl.a. ser efter sikkerhedsmæssige forhold med hensyn til støv, rengøring, kemikalier, sikkerhedsforskrifter, sikkerhedsforhold på maskiner, udsugninger, belysning m.m. Vi har jo i Danmark maskincirkulærer om hvorledes og hvornår maskinerne i værkstedet må benyttes og af hvem. Sikkerheden bør og skal sættes i højsædet så ingen, hverken elever eller lærere kommer noget til, og vi har da også nogle pæne resultater, idet der heldigvis forekommer meget få ulykker. Jeg læste for nylig en estisk undersøgelse af lærernes vurderinger af forskellige forhold i værkstedet. Sikkerheden var tydeligt også der noget, der blev vægtet højt.

Når man så, når man går i de estiske værksteder, ser elever i 5-6 klasse bruge båndsave, elever i 6-7 klasse bruge rundsave, elever bruge drejebænke fra 4 klasse og elever bruge tykkelseshøvl/afretter fra 7-8 klasse, ja så undres de danske sløjdlærerøjne, og man tænker automatisk, der må forekomme en hel del ulykker; men når man spørger de forskellige lærere, så forekommer der faktisk ingen ulykker! Jeg prøvede så at undersøge, hvorledes reglerne var for elevernes brug af maskiner – dvs. svarende til vores maskincirkulærer/maskinvejledninger – noget sådan findes faktisk ikke. Beslutningen om brug af maskiner ligger hos læreren, ikke alene om de mindre maskiner – som den også til en hvis grad gør hos os – men også med de store maskiner rundsav, båndsav, afrettet, træ og metaldrejebænke, fræsere m.v..

Ved at iagttage brugen af sikkerudstyr ved arbejdet i de estiske værksteder kan det ofte konstateres at ”forhindrende” ting, som slanger til sugeanlæg, spalteknive på rundsave, suvabeskyttere på afrettere, beskyttelse omkring klingen på båndsavene m.m. er taget af eller ikke findes, ja så undres man endnu mere. Den nyligt overståede arbejdsuge var delvis sammen med nogle svenske kolleger, og når man tænker på deres sikkerhedsforskrifter, der er endnu strengere end de danske, var der ikke noget at sige til, at de var særdeles overraskede. Prøver jeg nu at argumentere for, at vi skal afskaffe sikkerhedscirkulærerne/vejledninger – nej slet ikke – men jeg er interesseret i, hvad der ligger bag disse forskelle? Når man ser de estiske studerende/elever nærme sig en maskine for at bruge den, kan man iagttage, at de funderer over, hvordan de nu skal løse det problem, de har – en skæring, en høvling eller en boring .m. Mange gange når man har iagttaget en dansk eller en svensk studerende/elev, og der opstår et problem – ja så spørger de læreren – hvordan er det nu, jeg skal gøre det her? Er det så galt – nej det er fornuftigt nok. Men det ser alligevel ud til, at vi åbenbart er tilbøjelige til at lære eleverne, at de skal huske nogle regler for at kunne betjene en maskine, hvor det måske mere ser ud til at esterne lærer deres elever, at de skal tænke inden, og mens de bruger maskinen. Dette er selvfølgelig sat lidt firkantet op – men det kunne se ud til at være rigtigt. Denne opfattelse har jeg/vi fået gennem adskillige besøg gennem nogle år på mange danske og estiske skoler og gennem diskussioner med kolleger fra Danmark, Sverige og Estland, der har deltaget i den slags rejser i Danmark og Estland.

Hvis det er rigtigt, at vi fokuserer på at lære vore studerende/elever maskincirkulæret, så de kan huske det og esterne fokuserer på, lad mig kalde det anvendt sikkerhed i praksis, så mener jeg, at vi bør tænke os godt om engang. Selvfølgelig skal vi overholde maskincirkulæret – men er det vigtigst at lære det i teori eller i praksis? Jeg er imponeret over, hvordan esterne formår at lære deres studerende/elever at tænke, inden og mens de bruger maskinerne – og målet er her, som hos os , at arbejde mest muligt sikkert så ulykker undgås. Så hvad er det, man skal lære – om maskiner????