
BLOG
Empty article - Subtitle
Recycle
RECYCLE kunne være modellens navn. Og faget et nyt genbrugs- og genanvendelsesfag med udgangspunkt i design, håndværk og miljø. som sigter efter at lave produkter, som virkelig kan bruges til noget. Det skal sigte fremad mod år 2022, men fra 2014 skal undervisning i genbrug allerede være en realitet i skolen.
Mængder af ting og sager er netop i disse timer og minutter ved at blive transporteret hjem på cykel, med S-tog, i bil eller bragt med pakkeposten. Og snart vil de sidste dansetrin være trådt til stroferne af 'Sikken voldsom trængsel...'. Spændte fingre vil rykke i kilometervis af gavebånd, og ubegribelige mængder af indpakningspapir.
Kasser, æsker og poser. Plastic, dimser og andre dippedutter. Altsammen ubrugeligt overflod. Og så er vi ikke engang kommet til indholdet, og alt det der måske skal byttes til endnu mere i januarudsalget.
I forrige indlæg kunne du læse om Cigarbox-instrumenterne, som ikke var en ny opfindelse, men en gammel nødforanstaltning for fattigfolk, som ikke havde til dagen og vejen. Der var tale om genbrug.
Her på kanten af et nyt år, hvor der kommer til at ske store omvæltninger for folk med daglig gang på skoler landet over, ligger det lige for at forbinde overfloden fra julen med disse gamle genbrugsinstrumenter. Affald kan bruges til noget fornuftigt, noget kunstnerisk og også noget sjovt. Og regeringen har en stor plan.
I 2022 er det meningen, at halvdelen af landets husholdningsaffald skal genanvendes. Derfor er Miljøstyrelsen gået igang med at lave undervisningsmateriale til danske skoleelever, så det allerede til næste skoleår 2014/2015 kan tages i brug i faget 'Natur & Teknik'. Materialet er for mellemtrinnets 4-6. klasse. Der skal gode vaner til, og derfor skal det være en del af et skolefag. Det er meningen, at undervisningsmaterialet skal lægge op til debat og refleksion blandt skolebørnene. Materialet skal samtidigt indeholde humor, og det må ikke signalere 'løftet pegefinger'.
Miljøminister Ida Auken siger til DR.dk:
- 'Jeg tror ikke på, at vi flytter ret meget ved at moralisere og male dommedagsscenarier'
- Børn skal ikke skræmmes til at sortere affald. Det er bedre at vise, at det nytter, siger Ida Auken.
RECYCLE kunne være modellens navn! Det kunne være cigarboxguitarer og det kunne være meget andet. Også udenfor musikkens verden. Design og håndværk, når bare det gir mening, når det er bedst, og når det kan bruges. Og det skal tages 100% alvorligt. Så er det, det peger fremad mod en bedre verden. Og det er jo store ord, men omkring juletiden og dens mirakler, og nytåret, hvor vi skal sige velkommen til alt det nye, mener jeg ikke, ord kan blive for store. Især ikke fordi det er i det små, vi skal se det store, og det er altså nu, vi skal tage fat. Der er vist ikke mange, der længere er i tvivl om, at vi befinder os i den 11. time.
Bliv inspireret af denne skønne og livsbekræftende lille film som amerikanske '60 Minutes' har vist, hvor kan man følger indbyggere i byen Cateura i Paraguay, som gør affald til fantastiske instrumenter og musik i THE RECYCLED ORCHESTRA eller The Landfillharmonic.
http://www.landfillharmonicmovie.com
Se også denne lille samling af små film fra Cateura, hvor én af filmene fortæller, om hvad en violinist føler, når hun spiller. Hun fortæller, at musikken tager hende et andet sted hen. En smuk tanke når man tænker på, at byen ligger på den losseplads, man har fundet materialerne til hendes violin. For hende er verden blevet stor. Og det er da et mirakel.
http://www.cbsnews.com/news/price-of-success-will-the-recycled-orchestra-last/