BLOG
Empty article - Subtitle
De praktiske fag som pædagogiske parkeringspladser for en skole i verdensklasse?
Når man lytter til debatten om skolereformen, så får man nogle gange det indtryk, at de praktisk-fysiske fag først og fremmest skal løse mange af de problemer, som også følger med reformtankerne.
Jeg har fået følgende ”stafet” fra Terkel Simoni:
Bliver de praktiske fag ikke bare parkeringsplads for de ”utilpassede” elever i den kommende folkeskole?
Når man lytter til debatten om skolereformen, så får man nogle gange det indtryk, at de praktisk-fysiske fag først og fremmest skal løse mange af de problemer, som også følger med reformtankerne. Når der fx tales om lange skoledage, som for nogle elever vil opleves som vanskelige at komme igennem, så virker det som om praktiske og fysiske aktiviteter skal sikre, at skoledagen bliver til at holde ud. Når der tales om, at skolen skal kunne rumme flere af de elever, der kun vanskeligt (eller slet ikke) kan lære andengradsligninger og den slags abstrakte konstruktioner, ser det ud som om de praktiske fags aktiviteter forventes at træde til, som didaktiske aflastninger for de ”rigtige” skolefags didaktik.
Jeg får ind imellem den tanke, at der bag den pludseligt opståede politiske begejstring for praktiske, fysiske, æstetiske aktiviteter i skolen, rent faktisk ligger en forestilling om, at man via de praktiske fag simpelthen kan udvikle de instrumenter, der skal til, for at elever - der har alvorlige behov for en særlig pædagogisk hjælp - kan rummes i den reformerede folkeskole. Ja at de praktiske fag egentlig alene har det formål, at de skal aflaste det problematiske forhold, at man politisk og pædagogisk vil blæse og have mel i munden på samme tid.
Når der tales om, at fremtidens folkeskole stadig skal være en folkeskole i verdensklasse, betyder det desværre, at den fortsat blot skal fremme netop de læringspræstationer, som staten lige nu forestiller sig, kan tilfredsstille det aktuelle samfunds økonomiske nødvendigheder. Samtidig forventer man, at folkeskolen oven i købet skal rumme de børn og unge, som netop bliver sorteret fra, fordi skolen og undervisningen gennem mange år politisk er blevet tvunget til at blive stadig mindre human og demokratisk i forsøget på at bekræfte aktuelle politisk-økonomiske interesser og dagsordner. Man reducerer derved ikke blot skolen og dens fag til instrumenter for en politisk-økonomisk praksis, man fastholder ydermere hierarkiseringen mellem de teoretiske fag og de praktiske fag i skolen. De praktiske fag risikerer at ende som støtteinstrumenter eller pædagogiske parkeringspladser for de ”rigtige” skolefag, primært dansk og matematik. Vi har set disse fejltagelser før; det ville ikke være første gang i skolens historie, at de praktiske fag reduceres til noget sekundært.
Derfor ønsker jeg mig på de praktiske fags vegne, at politikerne i folketinget og i kommunerne tænker sig godt om og anerkender, at de praktiske fag aldrig blot kan være sekundære i forhold til de mere boglige fag. At skolens og undervisningens minister ikke blot er generelt begejstret og positiv over for de praktiske fag i skolen, men at hun også er kritisk. Det vil sige spørgende og vurderende i forhold til de praktiske fags særlige muligheder for at bidrage pædagogisk til de lærings- og dannelsesprocesser, der skal sætte fremtidens voksne i stand at indgå i mange forskellige fællesskaber som frie mennesker og ansvarlige borgere. De praktiske fag er fuldgyldige skolefag og deres opgave er det først og fremmest at bidrage pædagogisk til alle børn og unges alsidige personlige udvikling. Hvis de praktiske fag bliver reduceret til instrumenter eller til pædagogiske parkeringspladser for en skole, der primært skal sikre samfundets konkurrenceevne, så er vi (stadig) i gang med at udvikle en stadig mere sorterende og ikke-pædagogisk skole. Nu blot i en mere positiv sproglig indpakning. Det kan aldrig være meningen med folkeskolen, den skal i stedet bidrage til et stadigt mere humant og demokratisk samfund. Det er alene det debatten om skolereformen bør handle om og det spørgsmål, vi skal finde svar på: hvordan kan alle skolefag bidrage til, at børn og unges får mulighed for at blive frie mennesker og ansvarlige borgere i et stadig mere humanistisk og demokratisk samfund?
Med dette spørgsmål giver jeg stafetten videre til Wisti Pedersen, Danmarks Sløjdlærerforening.
