Den omsiggribende digitalisering truer lærerprofessionen

Som klasselærer i 1. klasse i begyndelsen 1980érne var jeg ofte på hjemmebesøg hos elever, der i skolen udviste en bekymrende adfærd eller ikke havde madpakke med. Jeg var tydeligt en pædagogisk autoritet og mit besøg afstedkom som regel ændringer til glæde for barnet. Det var primært omsorgen for barnets almene udvikling, der var grundlaget i relationen.

For nylig vovede jeg, i samme positive omsorgsånd, at påpege negative følger af elevers skærmforbrug og deres store indtag af sukkerholdige drikke, hvorefter forældrene sig straks henvendte sig til skolelederen, der efterfølgende irettesatte mig med kommentaren: Det skal du ikke blande dig i. Underforstået – du skal lære børnene noget - ikke bekymre dig om deres hverdagsliv.

Omsorg er gradvist afløst af læring. I konkurrencestaten er der ikke plads til læreres personlige vurderinger og ”rundbordspædagogik” (hvad synes du selv?). Nej, tiden er kommet til nytænkning af pædagogikken. Den skal kontrolleres eller måles, så vi kan se, om vi får nok for pengene.  

Undervisning er derfor blevet til læring! Læring kan nemlig måles og sættes på tal (digitaliseres). Evaluering af elevernes læring kan nu udtrykkes ved digitalt fremstillede kategorier (mangelfuld, god præstation…) eller farver, (”hun er grøn i alle felter”). Nationale test og elevplaner er således statens forsøg på, at få individet til at overvåge sig selv. Er jeg blevet bedre eller skal jeg tage mig sammen? Og ved at offentliggøre skolernes karaktergennemsnit, kan den enkelte skole sammenligne sig med andre og derved øve selvkontrol. Tallene lyver jo ikke!

Undervisningsmaterialer er blevet til digitale læremidler, der nærmest fremstår som læringsfremmende i sig selv. Eleven skal blot klikke ind på den digitale platform og så står der, hvad eleven skal lære og hvordan det kan evalueres eller rettere kontrolleres.

Digitaliseringen tilbyder sågar at måle elevernes trivsel i klassen, så klassen kan kontrollere om den evt. skal forbedre sig i forhold til sidste måling. Statens har således digitaliseret barnets relationer i klassen.   

Digitaliseringen kan nu også afgøre om elever har dysleksi eller ikke. Den nationale ordblindetest afgør hårfint grænsen for, hvorvidt eleven har dysleksi eller ikke. Behandlingen er ligeledes digital. Hvorfor bruge tid på at lære at læse, når de kan tilbydes LST (læse-skrive-teknologi).     

På baggrund af ovenstående har jeg lavet et lille eksperiment med min 3. klasse.

Vi skulle forestille os, at der oven på klassens smartboard sad et kamera, der kan se alle i klassen. På selve smartboardet stod dagens program og hvilke digitale platforme eleverne skulle logge ind på, samt opgaver, der skal arbejdes med. Der var ingen lærer, så eleverne må hjælpe hinanden, så godt de kan.

”Jamen, så kan vi jo bare lave, hvad vi har lyst til”! Lød det fra klassen.

Nej, for skolelederen sidder sammen med et par assistenter på sit kontor og kan overvåge alle i klassen på deres skærm og dels er samtaleanlægget tændt, så de kan også høre jer. I kan ikke se eller høre dem, men de kan se og høre jer!

I afleverer besvarelserne digitalt på jeres IPads eller pc. Når dagen er omme, ved skolen hvor mange opgaver, hver enkelt af jer har lavet i løbet af dagen, hvor mange rigtige besvarelser og hvor længe I var om det. Disse informationer sender skolen digitalt til jeres forældres mailbox og så kan I dagligt lave en skole-hjemsamtale derhjemme om udbyttet af dagen.

…………

Faktisk var der ikke de store protester over dette scenarie. Det var som om, eleverne hurtigt accepterede de digitale vilkår for en evt. fremtidig skoledag. Dog udbrød Louise pludseligt:  

”Hvad skal du så lave?”