Inklusionsbølgen har lagt sig - så hvad nu?

Det er nemlig ikke lykkedes at sælge ideen om, at klasserumsledelse, inklusionspædagoger, rådgivning og kurser til lærerne vil gavne både klassen og de udfordrede elever. Rådgivning og vejledning til lærerne fra sidelinjen har vist sig, ikke at være vejen frem – jf. opråbet fra de københavnske lærere.

Desuden er det svært at forstå det paradoks, at vi som lærere skal tage særligt vare på de inklusionsparate elever, men samtidig være stærkt fagligt orienteret i vores undervisning, hvor test, evaluering og prøver er det eneste, der tæller. Med andre ord – vi skal bidrage til eksklusion iklædt en inklusionsbestræbelse.

Det har ligeledes været en fatal misforståelse at tillægge begreberne inklusion og rummelighed den betydning, at flere børn med særlige behov kan rummes i klasserne, uden at tænke specialundervisning (særligt tilrettelagt undervisning) og specialpædagogik ind i almenundervisningen. Kommunerne glemte lige, at jo flere børn med særlige udfordringer i klassen – jo mere specialundervisning og specialpædagogiske tiltag, hvilket ikke er gratis.

I takt med inklusionsbølgens hærgen er egentlig specialundervisning i dag næsten ikke eksisterende, men afløst af såkaldte ressourcetimer, af hvilke der er så få, at de må smøres i et tyndt lag, ud over de alt for mange elever med behov for støtte.

Hvis folkeskolen ikke skal drukne i børn med særlige behov, må der tænkes nyt og prioriteres på andre måder. Vi må genopfinde specialundervisningen!

Grundlæggende tager specialundervisning udgangspunkt i det enkelte barns særlige forudsætninger og tilrettelægger undervisningen i forhold hertil. Det er en tidskrævende proces og stiller desuden krav til lærerens uddannelse (tid og penge) - men det er pt. eneste udvej.

Et bud på – hvad så nu?

Der må etableres et specialundervisningsspor (Periodeklasse, Lilleskole…..eller hvad man nu ønsker at kalde det) i folkeskolen – primært tilknyttet indskolingen.  

At lave 5 små klasser/grupper med ca. 4 – 6 elever og en lærer i hver, koster ca. 4 millioner kr. Der kan naturligvis varieres over temaet antal klasser/grupper/elever samt en evt. prioriteret tildeling ud fra sociale hensyn.

Hvis en kommune beregner, hvad det fx koster at have et PPR-kontor kørende samt diverse konsulentfunktioner og mellemledere (kolde hænder), så vil udgiften pr. skole ikke blive større end besparelsen på længere sigt, idet eleverne kan blive på egen skole.

Elever – uanset udfordringer - kan have fag/timer sammen i almenklassen og adskilt, når der er behov. Lærerne kan erfaringsudveksle med hensyn til pædagogiske tiltag, materialer m.v.

Fleksibiliteten for de udfordrede elever på skolen vil øges væsentligt og skellet mellem specialundervisning og almenundervisning opblødes, idet der kan skabes et flow i og med skolen selv tilrettelægger og organiserer omfang og fag for den enkelte elev.

Selv om inklusion som begreb er uddøende, er eleverne stadig i skolen. Hvis vi fortsat vil måles på, hvordan vi behandler de svageste, så må fokus rettes mod at definere og undervise gruppen af elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte.