Lad os begrave begrebet inklusion og erstatte det med undervisning

Oprindeligt var inklusion et politisk ideal - om lige muligheder for alle i fællesskabet - og dermed et grundlæggende element i den sammenhængskraft, som udgør folkeskolens vigtigste funktion.

Men i 2002 opdagede økonomer i Kommunernes Landsforening at specialundervisningsområdet var ved at ekspandere i en grad, der på sigt var uholdbar og i forbindelse med kommuneaftalerne for 2003 blev der nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at kulegrave specialundervisningen i folkeskolen. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening (KL), Amtsrådsforeningen, Finansministeriet og Socialministeriet og den efterfølgende rapport konkluderede, at øget rummelighed, mere undervisningsdifferentiering og holddannelse skulle medvirke til at nedbringe antallet at elever i specialundervisningen. Knap to år før havde adjunkt Susan Tetler forsvaret sin ph.d.-afhandling ved Danmarks Lærerhøjsskole (nuværende DPU) med titlen Imellem integration og inklusion - Om nødvendigheden af at udvikle rummelighedens didaktik og denne satte gang i debatten om skolens rummelighed over for inklusion. Rummelighed udtrykte det at integrere andre i fællesskabet, dvs. gøre dem lig med os eller blot acceptere dem, mens inklusion i højere grad blev lanceret som en grundlæggende tankegang omhandlende det, at se værdien i forskelligheden og forskellighedens bidrag til det fælles som en ressource, der blev tilført fællesskabet. Hermed havde politikerne fået et værktøj (begrebet inklusion) til at indføre besparelser på specialundervisningen.

En lang række forskere samt undervisere på højere læreranstalter hjalp politikerne ved at skrive bøger og skabe debat om inklusion, som noget vi alle måtte være en del af. Resultatet blev en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening i 2012, der betød at antallet af elever i folkeskolen, der modtog almindelig undervisning skulle stige fra 94,4 til 96 procent i løbet af de næste tre år. 

Med skolereformen (2013) kom der fokus på test, karakterer, trivselsmålinger og den sociale arv skulle brydes og inklusionseksperterne ændrede debatten fra fokus på det rummelige fællesskab til de individelle mål. Nu skulle inklusion bl.a. måles på den enkelte elev via parametre som karakterer, faglige resultater og faglige mål, hvilket flyttede litteraturen i retning af evidensbaseret inklusion. Hermed gik inklusionseksperterne igen politikernes ærinde og målrettede inklusion til et individuelt optimeringsredskab (LP, PALS, målstyring mv.).

Begrebet har således svinget fra at være et ideal over til en politisk målsætning og videre til et individuelt motiveringsredskab læreren kan anvende for at optimere læring. Begrebet har derfor aldrig rigtig fundet sit fodfæste i den pædagogiske verden og bruges efter behag af alle i tilknytning til skolen: ”Hos os har vi inkluderende læringsfællesskaber”! ”Er I ikke lidt inklusionsforskrækkede?” ”Hvem kan være imod inklusion?” ”Kalder I det inklusion?”

Erstat inklusion med undervisning!

Lad os derfor begrave begrebet inklusion og i stedet fokusere op det skolen handler om, nemlig undervisning. Hvis du hver gang, du møder inklusion erstatter det med undervisning, åbnes der helt nye perspektiver, der faktisk omhandler kernen i skolens dagligdag.

I en af de ofte anvendte definitioner af inklusion har jeg her erstattet ordet inklusion med ordet undervisning:

”Undervisning er en dynamisk og vedvarende proces der øger mulighederne for tilstedeværelse, oplevelse af fællesskab, aktiv deltagelse og højt læringsmæssigt udbytte for alle børn og unge. Undervisning handler dermed om, at alle børn er i positiv social, personlig og faglig udvikling, og alle børn føler sig undervist. Alle børn oplever at være en del af fællesskaberne.”

Fremadrettet bliver det pludselig interessant at diskutere didaktik og indhold, der tilgodeser overstående!