Når pædagogikken iklæder sig hvid kittel

Men spørgsmålet er, om vi blot lader os forføre af den hvide kittel, der følger med, når nogen kigger ind i hjernen og siger noget klogt om, hvordan den fungerer?

Er der overhovedet muligt at anvende hjerneforskning (neurovidenskab) til konkrete diagnostiske og behandlingsmæssige interventioner i forhold til børns indlæringsvanskeligheder?  

Det korte svar er NEJ.

Men ikke desto mindre er det ofte med henvisning til hjerneforskning, at der argumenteres for pædagogiske tiltag. Fx høres ofte, at hjernescanninger af personer med ADHD, autisme eller ordblindhed viser, at visse områder i hjernen udviser afvigelser, dvs. at diagnosen derved får et fysiologisk eller somatisk udtryk. Derved smager beskrivelsen af vanskelighederne lidt af hvid kittel og troværdigheden ved diagnose og behandling stiger.

Gennem scanninger kan hjerneforskningen tegne kort over hjernens funktioner og dermed beskrive, hvor i hjernen en række af vores funktioner foregår, men under kontrollerede forhold i et laboratorie. At overføre disse forsøg til en pædagogisk praksis er, ifølge hjerneforskerne selv, en meget problematisk affære. Undervisning, samvær, relationer, materialer, fysiske - og psykiske rammer er alt for komplekse til en scanner. Selv om du sidder med et kort over New York, aner du ikke hvilket liv, der foregår i byen.

Jeg har flere gange, i oplæg om ADHD, set power points af en ADHD-hjerne i tværsnit sammenlignet med en ikke-ADHD-hjerne. Der var forskel, men det blev ikke forklaret, hvad denne forskel skulle bruges til. Desuden bliver det ofte understreget, at ADHD-børn er meget forskellige og betyder det så, at ADHD-afvigelsen i hjernescanningen også kan variere? ADHD kan hverken forklares eller pædagogisk begrundes med hjernescanninger. Afvigelsen i hjernestruturen kan heller ikke bruges som begrundelse for at medicinere med fx Ritalin, da det aktive stof (methylphenidat) blev opfundet allerede i slutningen af 1940érne mod kronisk træthed og ved et tilfældige afprøvet på urolige børn i 1980érne.

I årsagsforklaringer på ordblindhed/dysleksi indgår ofte henvisning til sproget og primært det fonematiske princip (evnen til at omsætte lyd og bogstav), dvs. at noget i det sproglige ikke fungerer i tilstrækkelig grad. Dette til trods for, at hjerneforskerne stort set er enige om, at der ikke findes et sprogmodul i hjernen, da sprog trækker på mange forskellige områder.

Ordblindhed/dysleksi anses desuden som en specifik indlæringsvanskelighed, dvs. at dysleksien ikke berører andre funktioner i hjernen – ofte med henvisning til at dyslektikere derfor er normalt begavet. Dette forudsætter imidlertid, at der findes et specifikt afgrænset område i hjernen, der er forstyrret i forhold til at koble lyd og bogstav sammen og som ikke har med andre kognitive funktioner at gøre! Et sådant område er endnu ikke fundet! Derimod viser scanninger af personer, der læser, at mindst 6 – 8 områder er aktive samtidig. Og - hvis en person har svært ved at lære at læse, men også svært ved at lære matematik? Er der så ikke tale om dysleksi?

Endelig begrundes brug af LST (læsestøttende teknologi) i det forhold, at dysleksi/ordblindhed er en neurologisk dysfunktion, der ikke kan ændres på og derfor kan ordblinde lige så godt lære at bruge pc mv. fra starten. Dette til trods for stor enighed om, inden for neurovidenskaben, at hjernen grundlæggende er et organ, der er skabt til at tilpasse sig omgivelserne og derfor omstrukturerer/ændrer sig konstant i forhold til de udfordringer, den udsættes for. Med andre ord: Man kan henvise til samme neurovidenskab og hævde, at netop derfor kan alle ordblinde lære sig at læse!

Neurovidenskab er således bagud skuende og forklarende, mens pædagogisk funderet handlinger (undervisning) er fremadrettet, intenderende og værdibaseret.