BLOG
Empty article - Subtitle
Undervisningens element - den usynlige læring
I debatter om læring, dannelse og målstyring har professorer og forskere her på Folkeskolen.dk udtrykt deres indbyrdes uenighed i bedste Facebookstil, hvor tonen til tider er meget sarkastisk og grænsende til det perfide. Tydeligvis overholdes Clements doktrin om, at jo mere uenig du er med folk, jo pænere skal du tale til dem - ikke! Men hvad er egentlig værdien af en sådan debat?
Efter gennemlæsning af de ca. 100 A-4 sider, de ovennævnte debattråde fylder, stod jeg til morgen i min 2. klasse og tænkte: Hvad kommer det egentlig mig ved, hvad de lærde er uenige om - jeg skal jo bare undervise. Og netop - det er jo det, de er så uenige om - undervisningens element! Hvad er der sker mellem os i lokalet? Hvad er det jeg skal vise eleverne tilrette med, så de kan lære? Og hvorfor?
Det at lære noget er blevet genstand for videnskabelig observation dermed forsøgt gjort måleligt og i forskernes debatter gentages konstant, "videnskabeligt belæg eller evidens for”. Men hvad er det egentlig, de har målt?
I psykologien findes et paradoks kaldet ”the binding problem”, hvor det aldrig har været muligt videnskabeligt at forklare sammenhængen mellem de fysiologiske sanseindtryk (syn, hørelse mm.) hos en person og de psykologiske billeder eller begreber, bevidstheden danner på baggrund heraf. En særdeles kompleks proces, der involverer en lang række vidensområder, som alle kan bidrage til dele af forklaringen - men aldrig den hele.
Sådan tænker jeg, at det også forholder sig undervisningens element - læring eller at lære. For det første fødes børn ikke som 6-årige og møder derfor med meget forskellige forudsætninger i skolen. Endvidere er børnenes forskellige kognitive kapaciteter (genetisk arv, opvækst, forældres uddannelsesniveau og stimulering) faktorer, der fx spiller ind i dagligdagen og ikke mindst på karakterniveauet i 9. klasse.
I selve undervisningen skal barnet ”gide” lade sig forstyrre og dermed deltage aktivt i processen. Det kræver, at barnet er i stand til og har lyst til at interaktionen i klassen og derigennem stille sin viden og færdigheder (det kognitive beredskab) til skue for de øvrige. En af de centrale dele af dette kognitive beredskab er arbejdshukommelsen, som er den proces, der foregår, når barnet taler, læser, skriver, regner og tænker. At lære noget handler primært om at fastholde og bearbejde viden/indput/information i arbejdshukommelsen, før barnet lagrer det i sin langtidshukommelse til senere brug. For at fastholde input længe nok, må noget tilskynde (motivere) til en bestemt handling, til en opmærksomhed, skabe en interesse, der er så stærk, at den udløser forandringer i det neurale netværk, der dermed lagres i langtidshukommelsen. Denne motivation (at øve sig) kan være indre faktorer fx behov, interesse, nysgerrighed, et selvvalgt mål eller opnåelse af selvværd eller en ydre motivation i form af belønning, karakterer eller ros.
Hvis børn skal lære, indebærer det med andre ord en lang række af uforudsigelige faktorer som arousel/energi, lyst/selvtillid, viden og færdigheder, kognitiv kapacitet/arbejdshukommelse, motivation og automatisering (at ville øve sig). Læring eller at lære noget er således en individuel biologisk/fysiologisk proces, der ændrer neuronernes indbyrdes netværk. Denne proces er afhængig af en vis hukommelseskapacitet samt proceshastighed og disse er styret af transmitterstoffers evne til at skabe en vedholdende impuls, så lagring er mulig.
Undervisningens element i form af processen læring er således ikke synlig - den er blevet pædagogikkens ”binding problem”. Vi kan derfor kun tolke på det, vi tror vi ser.
