Forkyndelse af den hellige skrift

Skal der forkyndes der i kristendomskundskab? – ja tilsyneladende!

Selvom den evangelisk-lutherske kristentro iflg. § 6 i Folkeskoleloven er grundlaget for folkeskolens arbejde, så er det nok en anelse naivt at forestille sig, at de elever, der befolker skolen er evangelisk – lutherske i deres hoveder. I skolen befinder sig elever fra alle mulige religioner og ingen af os ved, hvilke religiøse og ikke-religiøse verdensbilleder eleverne har med sig hjemmefra. Og§ 6 betyder ikke, at eleverne skal ende med at være evangelisk-lutherske i deres hoveder – i den overordnede formålsparagraf for Folkeskolen finder man stadigvæk begrebet åndsfrihed. Hele skolen virke skal altså fremme åndsfriheden og ikke evangelisk-luthersk kristentro.

Imidlertid er fagets nuværende bestemmelser om Bibellæsning rettet ind efter at lære eleverne en ganske bestemt måde at læse Biblen på – ikke som Fanden gør det - men evangelisk-luthersk. Faktisk som den store tyske dogmatiker Karl Barth lærer teologerne at læse Bibel. Karl Barth skrev, at Biblen skal læses, så den ’driver på Kristus’ – altså Kristus er den figur, -det omdrejningspunkt, som Biblens tekster skal læses i. Og det er forkyndende!

I bestemmelserne nævnes to hovedspørgsmål inden for bibelske fortællinger:

1.  Hvad er det for almenmenneskelige tilværelsesspørgsmål, fortællingerne handler om?

2. Hvordan illustrerer de bibelske fortællinger den kristne grundfortællings treklang?

Sidste hovedspørgsmål er problematisk i fht. det faktum, at undervisningen ikke må være forkyndende. Hvordan kan man undgå at forkynde, når man som grundlæggende præmis har, at de bibelske fortællinger- nb. ikke evt. illustrerer - men de facto påstås ’illustrerer den kristne grundfortællings treklang”?

Jeg er ikke sikker på, at forfatterne til fortællingen om Kong David eller Sodoma og Gomorra havde en kristen grundfortællings treklang i hovedet. Den ene halvdel af Biblens tekster bliver taget som gidsel for et ganske bestemt skriftsyn og en ganske bestemt bibellæsning og fortolkning.

Denne læsemåde ses i bestemmelsernes formulering om, at eleverne skal lære at se teksterne i en evangelisk kontekst: eleverne skal have forståelsen ”af den kristne grundfortælling i et evangelisk-luthersk perspektiv som et forløb bygget op over en treklang af liv(skabelse), død(undergang/synd), og ny begyndelse (håb/tilgivelse), ”

Her har vi en kristelig barthiansk dogmatisk forståelse af, hvordan Biblen skal læses. Ofringen af Isak skal læses og forstås for en foregribelse af kristusofferet. Ellers giver det ikke mening at sammenstille synd og tilgivelse. På samme måde kommer det specifikt evangeliske opstandelseshåb udtryk i sammenstillingen liv/død/ny begyndelse. Og fremhævelse af det evangeliske opstandelseshåb er klokkeklar kristen forkyndelse. Bestemmelserne er her ikke kun på kant med kravet om, at faget ikke er forkyndende – det er langt ind i kirken forkyndende.

Dette underbygges, når vi når til den del af fagets bestemmelser, der giver anvisning på, hvilken læsemåde, der skal tages i anvendelse:

Eleverne skal tilegne sig et ”dobbeltblik på de bibelske fortællinger som henholdsvis fakta og tydning samt en kritisk distance til begge dele”. Biblen som fakta og biblen som tydning - det er et begrebspar, som er ikke er umiddelbart tilgængeligt. Det virker dogmatisk indforstået og ikke umiddelbart omsætteligt og ikke helt enkelt at planlægge sin undervisning ud fra.

Når man spørger i ministeriet, så får man dette svar:

”Tanken er, at man både kan se en bibelsk fortælling som ”fakta”, dvs. at den fortæller noget faktuelt om bibelens indhold og måde at udtrykke sig på. Eksempelvis ”Peters fiskefangst” i NT, fortæller noget faktuelt om testamentet, samt Jesu gerninger etc. Samtidig må denne fortælling ses som dybt allegorisk (tydning), nemlig det, at den fortæller, at hvis man har tro, er alt muligt/kommer det man håber på til at gå i opfyldelse. Men samtidig må man have et kritisk blik for, om denne fortolkning overhovedet kan bibringe os mennesker noget relevant, samt om historien overhovedet er plausibel.”

Jeg forstår ikke helt ministeriets forklaring, og hvis man går nøgternt til værks og kigger nærmere på begrebet ’tydning’, så falder det først for at få afklaret og defineret dette centrale begreb. Hvis man nogensinde har været i en kirke en søndag formiddag og hørt en prædiken, så har man fået demonstreret hvad en ’tydning’ af en tekst indebærer. I ODS kan man læse, at tydning betyder: forklaring/udlægning/fortolkning. Og det er netop definitionen af en prædiken, som Sune Auken forklarer hvad grundtvigianisme i folkekirkelig sammenhæng i dag betyder. Tydning er en udlægning af teksten og som ”skal besvare et bestemt spørgsmål: Hvad betyder det for os i dag?”

Det dannelsesformål, der er skrevet ind i læseplanen om elevernes omgang med de hellige skrifter lyder:

”De bibelske fortællinger kredser i deres indhold til stadighed om grundlæggende menneskelige tilværelsesspørgsmål samt relationer og giver gennem deres narrative forløb konkrete bud på løsningen af disse. Derved bliver det bibelske univers et reservoir af tydninger af tilværelsen, som eleverne kan spille bold op ad i deres egne overvejelser over disse og i håndteringen af tildragelser i tilværelsen”

Eleverne skal være deres egne prædikanter. – og det vel og mærke i et ikke-forkyndende kristendomskundskabsfag.

Som jeg forstår begrebsparret FAKTA/TYDNING, så skal

1. selve den hellige tekst tydes som forfatterens forsøg på tilværelsesfortolkning

2. læsningen af den hellige tekst skal tydes og være basis for en tilværelsesfortolkning af elevernes egen tilværelse

Det skriftsyn, der bliver lagt for dagen er altså, at profeten har skrevet om Kong David og om Sodoma og Gomorra og gennem fortællingerne har profeten givet udtryk for en bestemt tydning af tilværelsen – det kunne måske være at sexualdriften er en uhåndterlig størrelse, vi kan jo ikke kravle ind i hovedet på forfatteren og motivgranske – men denne tydning skal eleverne så spejle sig i og selv indgå i en form for fortolkningsfællesskab med. Som i definitionen af en prædiken stille spørgsmålet: Hvad betyder teksten for os i dag?

Hvordan kan det ske, at kristen forkyndelse på den måde har sneget sig så bastant ind i fagets bestemmelser?