Afliv en gøgeunge

Fri os fra – en gøgeunge

Hvis man foretager en vox populi og spørger, hvad begrebet ’livsfilosofi’ betyder, så er det muligt – endda sandsynligt, at en betragtelig andel vil svare med henvisning til gajolæsker, Storm P fluer eller andet luftigt. Jeg kan også godt forestille mig, at resultatet ikke ville være væsentligt anderledes, selvom vox populi’en blev foretaget på landets lærerværelser. Og det er faktisk en frygtelig tanke, for livsfilosofi er sammen med etik det første CKF i kristendomsfaget. Og ikke nok med at det er et selvstændigt CKF, så har det en særlig udvidet betydning og skal ligesom omslutte og opæde de øvrige kundskabsområder. Det betyder, at hvis det faglige stof er Paulus’ rejser, muslimske begravelsesritualer, jødiske spiseregler, Jesu lignelser eller Ave Maria, så skal det faglige stof vendes og (for)drejes, så det bliver det livsfilosofiske aspekt, der bliver det bærende og værende i undervisningen. På den måde er livsfilosofien blevet en gøgeunge med at altomsluttende taljemål og væg-til-væg-hofter. Lærerne kan ikke få lov til at undervise i Buddhas tanker eller Reformationen, uden at det skal handle om eleven selv – en frygtelig konstruktion og en hån mod det faglige indhold, som får frataget sin egenværdi. Kan man forestille sig en sådan konstruktion i fx matematik? Alle matematikfagets discipliner skulle anskues i lyset af brøker?!

Denne mærkværdige konstruktion skyldes en besynderlig logisk nødvendig, for livsfilosofien kan isoleret ikke være et selvstændigt CKF ude at fremstå som det skabelsesteologiske koncept, som livsfilosofien er rundet af – og tilmed med indbygget forkyndelse og det går ikke i Folkeskolen.

Hvis man som pligtopfyldende lærer i faget begynder at grave i Livsfilosofien, så ender man hurtigt hos dens fædre, Løgstrup, Pahuus og Feilberg. Sidstnævnte var ingeniør og skrev om følelsers ligeløb og om bundne og ubundne følelser, hvilket er umådelig interessant og tankevækkende læsning, men ikke velegnet som grundlag for selvstændigt fagligt stof i 4. kl. Det eneste fra livsfilosofien, som ubearbejdet når frem til eleverne er givetvis Løgstrups formulering om ’næstens lykke i hånden’. En absolut sympatisk formulering, som eleverne erfaringsmæssigt også hyppigt oplever som en øjenåbner; men der er stadig 39,5 lektion tilbage af skoleåret og formuleringen kan ikke – hvor sympatisk den en fremstår – bære at være indhold for et selvstændigt og centralt færdigheds- og kundskabsområde.

Livsfilosofien handler om ’livet selv’ og ’at være sat/skabt på Jorden og ind i en tilværelse’. Det handler ’menneskets væren i livet blandt andre mennesker, som også er væren midt i deres liv’ og at ’lykkes med sit liv – sammen med eller på trods af andre mennesker’. Alt sammen beskrevet og udfoldet i kilometervis af litteratur og fra alle landets skabelsesteologiske prædikestole. Og litteratur og prædikener hører ikke hjemme i kristendomsfagets enlige ugentlige lektion. Der kræves meget mere tid end der er til rådighed for at udfolde og samtale om romanfigurers og egne trængsler om og med livet. Det bliver til overfladisk snak, når denne samtale skal føres inden for rammerne af 45 ugentlige minutter.

Livsfilosofien er da også – når man ser på materialer, blevet til en light-model med ganske almindelige etiske og filosofiske begreber som ’sandhed og løgn’, ’lykke og ulykke’ m.v. Begreber som uproblematisk kan rummes inden for rammerne af filosofien og etikken – uden det forunderlige præfiks ’livs’. Hvis man fjernede dette præfiks, kunne elever og lærere sættes fri til at undervise i og lære om bibelske fortællinger og kristendommens historie uden at være forpligtet på at skrue det ind en livsfilosofi og give det en livsfilosofisk fordrejning. Bibelske fortællinger og kristendommens historier kan sagtens stå alene og have dannelsespotentiale for den enkelte uden denne forskruede ide om, at stoffet skal gennem en forædt gøgeunge for at leve op til fagets bestemmelser. Gøgeungen skal aflives – jo før jo bedre. Sæt lærere og elever fri og lad det faglige stof og indhold stå alene og få den plads, som det er berettiget til. Lad ikke gøgeungen overleve den igangværende revision af faghæftet.