BLOG
Empty article - Subtitle
Hvad vil, kan og skal vi med musikundervisningen i folkeskolen?
Så er Inge Marsdal igen ude med riven efter musikundervisningen i folkeskolen.Hun taler om en reel krise i musikfaget For mig at se trænger vi til en grundig drøftelse af, hvad vi vil, kan og skal med musikfaget i folkeskolen, og det er en stor mundfuld at tage fat på, men jeg vil alligevel forsøge.
Inge Marsdal udtaler i DR to. 17. jan. 2013 kl. 09:31:
Det er et stort problem, at danske børn ikke modtager kvalificeret musikundervisning. Skal man sikre en ordentlig fødekæde inden for musikmiljøet, skal der sættes ind allerede fra de mindste klasser, så eleverne kan blive nysgerrige på instrumenter og måske begynde på musikskoler, siger hun til dr.dk/kultur.
http://www.folkeskolen.dk/521461/fagfolk-daarlig-musikundervisning-rammer-fremtiden-
Inge Marsdal problematiserer problemet med fødekæden til den klassiske musik, og jeg kan sagtens følge hende. Det kunne lægges andre perspektiver på musikundervisningen som også kunne vække til bekymring. Fx er det en kendsgerning, at børn (ligesom mange andre almindelige mennesker) ikke kan synge så tonalt højt som tidligere, og kendskabet til ’den danske sangskat’ er det så som så med, og den skabende dimension i musikfaget trives vist ikke helt godt alle steder – bare for at nævne et par ting.
For mig at se er spørgsmålet: Hvad ER kvalificeret musikundervisning i folkeskolen?
I Fælles mål 2009 er rammen for den obligatoriske musikundervisning formuleret gennem tre overordnede CKFområder: Musikudøvelse, Musikalsk skaben og Musikforståelse, og de tilhørende trinmål udtrykker mere detaljeret hvad faget drejer sig om. Men i december måned kunne vi læse i Politiken, at mange lærere ikke orienterer sig efter fællesmål, og hvad nytter det vi tilstræber at kvalitetssikre med lovpligtige mål og rammer, hvis de ikke bliver fulgt?
For mig at se trænger vi til en grundig drøftelse af, hvad vi vil, kan og skal med musikfaget i folkeskolen, og det er en stor mundfuld at tage fat på, men jeg vil alligevel forsøge.
Det er min oplevelse, at musikfaget lider under et snævert og populistisk musiksyn. I velmenende forsøg tilstræber mange lærere at indfri elevers forventninger til faget, og hvis / når elevers forståelse af musik bygger på deres egne medie-mainstream-præferencer kan musiklæreren nemt komme i et dilemma: Hun vil gerne bevare elevernes glæde og begejstring og positive relation til musikken, og det sker måske på bekostning af kendskabet til ’det gode anderledes’ (Ziehe) – til det nye, som eleverne ikke kendte i forvejen.
Vi må gøre os fri fra de snærende bånd, som den populistiske forventning udgør..
Musik er ligesom idræt et fag, som mange elever har et aktivt forhold til i deres fritid, men der er forskel på musik som fritidsinteresse og musik som undervisningsfag. Det er klart, at der er gode argumenter for at koble perspektiverne og interesserne, men det er vigtigt at holde sig for øje, at musikskolen og folkeskolen har forskellige opgaver indenfor musikundervisningen.
Musik er et fag med både et teoretisk videns aspekt og et intuitivt subjektivt aspekt, og efter min mening indeholder en kvalificeret musikundervisning begge aspekter. Musik er et æstetisk fag, hvor en central del handler om at rammesætte situationer, hvor børn kan gøre sig erfaringer med at opleve og udtrykke sig i lyde, toner og rytmer. Musik er følelsernes sprog, og hvordan lyder det hvis vi vil udtrykke ’glæde’ eller ’vrede’ eller ….? Hvilke lydkilder skal anvendes? Situationer hvor elever helt subjektivt skal udtrykke sig er for mig at se et væsentligt aspekt i musikundervisningen, og jeg er overbevist om, at det kvalificerer elevernes lytteevne og udvikler deres opfattelse af hvad musik er, når de arbejder med musik på den måde.
Antorini har barslet med nye udmøntninger af fællesmål, og hvad ville vi opleve, hvis det blev at krav at børn skulle lære at støtte sig til noder? Det er min oplevelse, at mange musiklærere gør sig utrolige og opfindsomme anstrengelser for at få eleverne til at forstå forskellige notationssystemer. Hvorfor dog ikke gøre det til et krav, at der i folkeskolen skal arbejdes med det musikalske skriftsprog, som nodesystemet er? For det første ville det konkretisere undervisningen, og for det andet vil det give bonus senere i forhold til fx kor og sammenspil.
Det er klart at der skal være overensstemmelse mellem opgaver, rammer og vilkår. Måske er en af forklaringerne på fraværet af fællesmål i lærernes bevidsthed, at opgaven er for stor og uoverskuelig i forhold til den tid man har til rådighed? Måske er det en god ide at se kritisk på fællesmål med henblik på at tydeliggøre fagets mål og formål. Men man må ikke slække og gå på kompromis med de dannelsesmæssige (i Klafkis forstand) og æstetiske potentialer, der er i musikfaget.
Tilbage til Inge Marsdal, så plæderer hun for samarbejde mellem konservatorier og læreruddannelser, og det kunne der da også sikkert komme noget godt ud af. Men en forudsætning er, at man er klar over, hvad det er for en opgave man skal løse, og folkeskolens opgave i relation til musikundervisning er på nuværende tidspunkt langt bredere og mere omfangsrig end at tage vare på den klassiske musikalske fødekæde.
Hvad vil du med musikundervisningen i folkeskolen?
