BLOG

Empty article - Subtitle

Musik og medborgerskab

Mennesker har brug for at møde andre mennesker, og et demokratisk samfund har brug for fællesskaber hvor mennesker mødes og taler eller gør noget sammen. Deltagelse i musikalske praksisfællesskaber kan være både livgivende og meningsskabende, og som sådan vise veje til ’det gode liv’. Ikke bare for den enkelte, men for samfundet som sådan.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forleden havde jeg et ærinde på vores lokale bibliotek. Klokken var kvart over tre om eftermiddagen, men jeg kom til en lukket og låst dør. Jeg fandt dog ud af at lukke mig selv ind med mit sygesikringskort – så langt så godt.
Inde på biblioteket vandrede en ældre kvinde noget frustreret rundt med et brev i hånden, hvorpå der stod, at den bog hun havde bestilt, var hjemkommet. Hun vidste ikke, hvor hun skulle lede efter bogen, og der var ingen at spørge - jeg var til ringe hjælp.
Af økonomiske grunde har man sparet betjeningen væk; der er ingen mennesker til at hjælpe og ingen hjælp at få . Med teknologiens hjælp er vi blevet så dygtige til at klare alt med IT og maskiner, så vi i højere og højere grad kan undvære mennesker.
Jeg gik derfra med en fornemmelse i maven af, at noget var forkert. Hvad er det for et samfund vi er ved at skabe? Det er måske godt nok vi udnytter maskinerne til det trivielle arbejde, men taber vi ikke noget eller nogen i den tænkning?
Og hvad skal mennesker gi’ sig til, når der ikke er brug for dem på arbejdsmarkedet?
Hvad sker der med vores samfund, hvis vi ikke tænker i at støtte og skabe tiltag hvor mennesker mødes?
Mennesker har brug for at møde andre mennesker, og et demokratisk samfund har brug for fællesskaber hvor mennesker mødes og taler eller gør noget sammen.
Her kom jeg til at tænke på, hvordan skolen skal og kan forberede elever til et samfund, hvor der ikke er de samme mødeflader som vi tidligere har haft.
Og så kommer vi til musikken og de kunstneriske praktisk musiske – fag. Her holder jeg mig til musik.
Det er i skolen eleverne kan oplev glæden ved at gå til kor eller sammenspil.
Det er i skolen eleverne kan opleve hvor fedt det kan være at lave sit eget band.
Det er i skolen eleverne kan opleve hvordan fællesskabet vokser af at lave teaterprojekter
Det er i skolen man har mulighed for at lade eleverne opleve mangfoldige muligheder med musik
Det er i skolen de elever, der ikke hjemmefra er ’opflasket’ med musik kan opleve mulighederne i musikalske fællesskaber.

”This projekt saved my life” udtalte en ung ’samspilsramt’ somalier, som deltog i et forløb med dans og musik i Berlin. Han var (på vej til at blive) ’en rod’, men musikken reddede ham.

Deltagelse i musikalske praksisfællesskaber kan være både livgivende og meningsskabende, og som sådan vise veje til ’det gode liv’. Ikke bare for den enkelte, men for samfundet som sådan.
Det er en vigtig opgave for skolen at pege på veje til det gode liv – og det er vigtigt skolen har vilkår, der giver rum og muligheder for det.