BLOG
Empty article - Subtitle
Skal musik som undervisningsfag slagtes?
I forbindelse med den nye lov om læreruddannelsen skæres der så meget på musik at den individuelle undervisning flere steder foreslås helt fjernet, og i forbindelse med regeringsindgrebet i folkeskolen foreslår man, at musiklærere ikke behøver forberedelsestid. Begge tiltag er udtryk for en prioritering, der ikke bare en degraderer, men udraderer musikfaget i folkeskolen.
Vil politikerne udradere musik som undervisningsfag?
Der arbejdes lige nu på højtryk på at færdiggøre rammerne for implementering af den nye læreruddannelse, hvor en af hovedintentionen er at styrke kvaliteten af uddannelsen. Kvaliteten skal styrkes via en omprioritering af de samlede resurser, og en bevægelse væk fra hvad de studerende skal arbejde med (CKF) hen til hvad de studerende skal kunne, udformet i kompetencemål.
I musikfaget er det sådan, at en musiklinjeuddannelse i 07 uddannelsen udgjorde 36 ECTS , og i den nye 2013 uddannelse skal musik som undervisningsfag udgøre mindst 30 ECTS , men med mulighed for at læse et ekstra specialiseringsmodul, så man måske ender med 40 ECTS. Det kan altså ses som et kvalitetsløft.
Omprioriteringen har haft det til følge, at man vil reducere eller helt fjerne den individuelle undervisning. Det betyder at studerende ikke bliver undervist i brugsklaver, hovedinstrument og sang - områder som må siges at udvikle væsentlige kompetencer for en musiklærer.
Jeg er selv uddannet musiklærer på et ’seminarum’ som det hed i det forrige årtusind. Jeg fik en god og alsidig undervisning, som udgjorde et godt grundlag for mit virke som musiklærer. Selvfølgelig har jeg arbejdet videre med at udvikle mine kompetencer, for det bliver man aldrig færdig med.
Men jeg fik en uddannelse, som gjorde mig i stand til at varetage undervisning i sammenspil, korsang, musiklytning, folkedans, initiere projekter med musik som bærende kraft, forestå fællessang til forældremøder osv. Sammen med gode musikkolleger har jeg på Lystrup Skole været med til at få musikken til at blomstre, og den er heldigvis ikke visnet i Lystrup!
Som dansklærer, billedkunstlærer og i andre faglige sammenhænge har jeg brugt musik som læringsvej, ’træningsbane’ og refleksionsrum. Jeg husker stadig hvordan 8. klasse dansede ’pavanne’, da vi havde et tema om renæssancen, og lille rødhårede Stig, der blomstrede i musicallen som Kalle Kodreng.
Set fra mit synspunkt har musikken givet vitaminer og liv til min undervisning og til hele skolen, og derfor er det med blødende hjerte jeg ser til, hvordan betingelserne for faget forringes.
For at virke som kompetent musiklærer skal man kunne sit håndværk, og det skal man have mulighed for at lære på læreruddannelsen - for det er vel det der er meningen med en musiklæreruddannelse. En vigtig del af håndværket er at kunne spille på instrumenter, derfor er det det rene galimatias og et dødsstød til faget at fjerne den individuelle undervisning.
I dag underviser jeg på læreruddannelsen i musik, og jeg bliver vred, når man beskylder musiklærerne i folkeskolen for ikke at være dygtige nok samtidig med, at man forringer betingelserne for at dygtiggøre dem.
Og så til det med forberedelsen.
Jeg ved ikke, hvem det er der tror, at det ikke tager tid at forberede sig til musik. Jeg har undervist i forskellige fag, og musikfaget er bestemt ikke det fag jeg har brugt mindst tid på. Det tager tid at skrive satser, lave 2. stemmer, finde musik eksempler til lytning og lære at spille og synge sange osv. En god og alsidig undervisning kræver forberedelse. Selvfølgelig opbygger man over tid et repertoire, men alle elever er nu engang ikke ens og kan ikke undervises på samme måde - heller ikke i musik.
Jeg tænker seriøst over, om de ved hvad de gør, dem, der ødelægger rammerne for faget.
Tænker de over, at der måske ikke længere er nogen i skolen, der vil foreslå at man skal samles og synge morgensang, og at man måske slet ikke kan samles og synge, fordi børnene ikke kender sangene?
Tænker de over, at vores fremtidige elever måske ikke kommer til at kende til Carl Nielsen og Jeppe Åkjær for blot at nævne et par stykker fra den danske kulturskat? Eller Bach, Beethoven og Beatles?
Tænker de over, hvad det betyder for en skolekultur at have et rigt musikliv?
Tænker de over, hvad det betyder for det kulturpolitiske musikliv, at alle elever uanset social baggrund får kvalificeret musikundervisning og mulighed for at deltage aktivt i musiklivet?
Vi har i Fælles Mål fornemme og ambitiøse mål for musikundervisningen. Men det er ikke gjort med at formulere mål. Der må rammer og vilkår til, som kan indfri dem.
Som det er nu - eller på vej til at blive - er der en kæmpe kløft mellem målene og vilkårene.
Ser politikerne ikke et problem i det - eller hvad?
Inger Ubbesen
