BLOG
Empty article - Subtitle
Upopulær musikundervisning
Som musiklærer vil man gerne komme børnene i møde. Man vil gerne ’være med på noderne’ og kende, spille, synge de hotte hits. Det betyder (måske) man er alt for fokuseret på at tilfredsstille her og nu, og glemmer det langsigtede og kontinuerlige læringsaspekt. Aktiviteterne kommer i for høj grad til at skygge over læringsaspektet.
På vej hjem fra en studietur til Budapest med et musikhold fra læreruddannelsen sad jeg i behagelig samtale med en af de studerende, Camilla. I samtalen udtrykte hun, hvordan hun var drevet af en vision om at få sine elever til at elske musik, og hvordan hun samtidig følte den opgave umådelig stor og stod lidt med bævende hjerte overfor den. Camillas andet linjefag er engelsk, og da jeg spurgte hende, om hun tænkte ligesådan om engelskundervisning, svarede hun efter en lille tænkepause, at det gjorde hun vist ikke - og det undrede hende.
I løbet af samtalen kom vi frem til, at hun i forbindelse med engelskundervisning var drevet af ønsket om, at eleverne skulle blive dygtige til engelsk. Det var tydeligt for hende hvad eleverne skulle lære i engelskundervisningen. Men sådan har hun det ikke med musik og musikundervisning. Det er ikke på samme måde tydeligt for hende, hvad eleverne skal lære, kunne og vide i ’musik’.
Jeg kommer tilbage til Camilla, men først en ekskurs til Ungarn:
I Ungarn er man som musiklærer forpligtet på at undervise efter Kodalys principper. Det betyder, at der undervises i sang og hørelære med stemmen som det helt centrale.
Undervisningen, som vi overværede, var kyndigt og venligt ledet og styret af lærerne, og eleverne var eller blev tydeligvis dygtige. De lærte at bruge både øre og stemme, og gennem besøg på forskellige klassetrin kunne vi se, hvordan der blev arbejdet progressivt med kontinuitet.
Det var helt almindelige børn, der var i klasserne, og i en tredje klasse var der en dreng, som intonerede helt skævt. Det fangede læreren naturligvis, og vi holdt alle vejret og krummede tæer, da hun bad drengen om at komme op foran de andre i klassen til hende. Hun bad ham gentage den tone hun sang - alene foran alle de andre. Drengens tone var stadig helt skæv. Vi tænkte: ’Sådan ville vi godt nok ikke udstille elever i Danmark!’ Men efter kort tid fik hun guidet og hjulpet drengen til at ramme tonen og intonere rigtigt, og da han lykkedes strålede både lærer og elev, og drengen fik et anerkendende kram. Drengen lærte at ramme tonen. Situationen gjorde stort indtryk på os alle.
Det er tydeligt for denne lærer hvad hendes opgave er, og det står helt klart for hende hvad eleverne skal lære, og eleverne er ikke i tvivl om hvad deres musikundervisning handler om. Her er det faget og sagen der rangerer højest.
I samtaler med de ungarske lærere efterspurgte vi, hvor populærmusikken var i undervisningen, og hertil svarede de, at de ikke underviser i populærmusik i skolen. Hvorfor skulle vi det, siger lærerne, den kender eleverne jo i forvejen. Thomas Ziehe ville sige, at de ungarske lærere præsenterer eleverne for ’den gode andreledeshed’.
Tilbage til Danmark og Camilla:
Jeg tror, der er mange danske musiklærere, der har det som Camilla, og spørgsmålet er, hvad det er der gør, at man kommer til at holde af musik?
Her mener jeg det er vigtigt at medtænke både ’det umiddelbare’ og ’det langsigtede’.
Det er ikke ualmindeligt at høre musikundervisning omtalt som ’et frirum’ hvor eleverne skal ’hvile hjerne fra de boglige fag’ og ’have det sjovt’. Jeg forstår hvad der menes, men dette ordvalg er uheldigt, fordi det afspejler og indfanger slet ikke alt det, der også er på spil i musikundervisningen. Musikundervisning kan sammenlignes med den gode leg, som både rummer seriøse og anstrengende aspekter samtidig med det er ’sjovt’ at deltage. Både hjernen og kroppen er i dén grad på arbejde når der synges, lyttes, spilles eller danses, men som det gælder for æstetisk virksomhed, er det ikke nødvendigvis den rationelle og kognitive hjernefunktion der udfordres, men den sansebaserede. ’Sanserne er tjenerinder for et menneskes forstand’ sagde Leonardo Da Vinci, og udtrykker dermed smukt og enkelt hvor vigtig, basalt og grundlæggende æstetisk virksomhed er for den alsidige udvikling.
Jeg er overbevist om, at hvis Camilla skal lykkes, så skal hun både have et blik på ’legen’ og ’det umiddelbare engagerende’ i musikundervisningen, men hun skal også sørge for at have en rød tråd i aktiviteterne, der kontinuerligt sigter mod elevernes læring og musikalske udvikling. Det er mens der synges, der skal arbejdes med det musikalske udtryk, og de noder og rytmer der læres i forbindelse med en klappeleg skal anvendes i sammenspillet. Det skal være den røde tråd, der konstituerer hendes grundlag og ikke bestræbelserne på at gøre det populære. Eleverne skal vide og forstå hvad de skal lære, og de skal erfare, at de faktisk lærer noget. Det er min erfaring, at oplevelsen af mestring af noget har stor betydning for ens indstilling og forhold til dette felt. Så vejen til kærligheden går gennem læring, viden og mestring - tror jeg.
Jeg tror musikundervisningen i Danmark lider af en overvejende opmærksomhed på selve aktiviteten samt af populærkulturens indtrængning i faget. Børnene møder i skolen med et musiksyn defineret og præget af mediernes mainstream - hvad skulle de ellers? Og selvfølgelig har mange af dem forventninger om, at musikundervisningen handler om det, de forbinder med musik. Som musiklærer vil man gerne komme børnene i møde. Man vil gerne ’være med på noderne’ og kende, spille, synge de hotte hits. Det betyder (måske) man er alt for fokuseret på at tilfredsstille her og nu, og glemmer det langsigtede og kontinuerlige læringsaspekt. Aktiviteterne kommer i for høj grad til at skygge over læringsaspektet.
Selv om vi har velformulerede fællesmål i musik er det ofte utydeligt for både lærere og elever, hvad det er, der skal læres, og det kan være en af grundene til, at Camilla tænker anderledes om at være musiklærer end at være engelsklærer.
Kunne vi med fordel og med adresse til nye fællesmål og kravet om læringsstyret undervisning, skæve lidt Ungarn?
Udnytter vi de potentialer der ligger i stemmearbejde og syngeaktiviteter jf. fællesmål i musikundervisningen i Danmark?
Har jeg ret i at vi i Danmark i for høj grad fokuserer på aktiviteter og ikke på læringsaspekter?
Har jeg ret i at vi lider under populærkulturens indtrængen?
Hvad mener du?
