Læringsforståelse og læringsresultater i folkeskolen

Introduktion

Alle lærere kan tale om undervisning, fag, forældre og elever. Få har let ved at tale direkte om elevens læreproces, som den foregår inde i hovedet og kroppen og personligheden hos eleven. Selv i de tilfælde, hvor lærere indledende siger, at NU vil de sige noget om læring – så siger de i ni af ti tilfælde noget om – elever, forældre, fag, undervisning – eller om skoleledelsen. Dette er min erfaring fra 25 års konsulentarbejde i folkeskolen og andre skoleformer. Det er fordi det er svært at tale præcist om læring og fordi det ikke er sikkert at de hidtidige læringsopfattelser er brugbare.

Undervisning og læring er løst koblede fænomener

Undervisning og læring er løst koblede fænomener: Man kan undervise uden at (nogle) elever lærer noget og man kan lære uden at deltage i undervisning – fx ved at gennemtænke sine egne erfaringer.

Derfor taler man ikke om elevens læring når man taler om undervisning. Undervisning er lærerens erhvervsarbejde. Læring er elevens proces og resultat. Lærere kan lære noget af at undervise, men denne blog handler om elevens læring.

Som Qvortrup skriver (Qvortrup, L. Det vidende samfund. København: Forlaget UP, 2004s. 23): „Undervisning er kommunikation og læring er en aktivitet i bevidstheden, og de to processer kan aldrig direkte sammenkobles“. Lærende systemer er ikke kaotiske; men de er uforudsigelige. Hvis de to processer kunne kobles direkte sammen ville vejen til hjernevask ligge lige for. 

Konsekvensen (skriver Qvortrup) er, at man allerede af principielle grunde ikke kan identificere specifikke undervisningsformer, der udløser dertil svarende læringsformer og vidensformer, for læring er ikke en triviel aktivitet. Man ved som underviser aldrig, hvad ens undervisning vil resultere i. Resultatet er, at der selv ved den bedste undervisning kan foregå ikke-læring, mens omvendt at læring kan finde sted til trods for selv den dårligste undervisning“.

Læring sker ikke i relationer

Det er et almindeligt synspunkt – nærmest en floskel - i dag, at læring foregår i sociale relationer. Primært til læreren og tillige til klassekammerater, forældre, venner og andre. Og det ligger i forlængelse af Qvortrups formulering om at undervisning er kommunikation. Her kan også mindes om Vygotskys opfattelse af læring som ”den nærmeste udviklingszone” båret af tæt kommunikation mellem lærer og elev.

Jeg vil imidlertid her sætte en fod ned: Det er sandt at undervisning foregår i relationer. For uden tilstedeværende elever vil begrebet ”undervisning” blive meningsløst. Begrebet ”undervisning” forudsætter begrebet ”elev" og begrebet "læring”. Men som nævnt ovenfor forudsætter begrebet "læring" ikke begrebet "undervisning". Det har en mening i sig selv. 

Det er vildførende – og bliver ofte misforstået – når synspunktet uden videre føres ind i den forståelse, at læring sker i disse relationer. Helt pernittengrynet vil jeg spørge: Hvad står ”i” for? Læring sker ikke ”i relationer”. Læring sker i elevens hjerne, krop og personlighed for det er eleven, som skal lære. Det er derfor det er så vigtigt at lærere ikke primært finder ud af, hvad eleverne skal gøre, men primært formulerer hvad eleverne skal lære. Læring er her den indre og afgørende proces, fordi elever kan gennemføre mange handleprocesser (fx forsøg, ekskursioner og feltstudier) uden at lære noget synderligt. De kan selvfølgelig også lære meget af disse aktiviteter – men det sker ikke af sig selv – dvs. læringen sker ikke blot ved at eleven handler i aktiviteten. Det er et andet almindeligt dogme i dagens pædagogik, at elever faktisk lærer bare man sætter dem i gang med synlige målrettede aktiviteter. Men målet med fx et fysikforsøg kan for eleven være ”at blive færdig hurtigst muligt”. Målet er ikke automatisk ”at lære fysiske fagkundskaber ved at gennemføre forsøget”.

Undervisningen er – sammen med mange andre faktorer fx opdragelsen i hjemmet – konteksten omkring elevens (mulige) læring. Undervisningen er ikke elevens læring.

Nej kunne læseren her sige: Det ved enhver! Nej! Det ved enhver ikke og mange aktuelle diskussioner kunne blive præciseret i betydelig grad, hvis det blev erkendt. Som eksempel kan nævnes begrebet ”e-læring”. Begrebet er falsk varebetegnelse fordi det bunder i en forkert forestilling om, at læringen så at sige foregår i elektronikken, i elevens Ipad eller at brugen af IT i sig selv får eleven til at lære. Det gør den ikke. Læring foregår i elevens hjerne, krop og personlighed og IT er blot endnu en kontekstfaktor blandt mange. Et mere præcist udtryk er ”computerbaseret undervisning” eller ”IT-baseret undervisning”, men ”e-læring” lyder forførende smartere. Det er imidlertid ikke (i denne blogs kontekst) computeren, der skal lære: Det er eleven.

Har jeg nu givet udtryk for, at undervisning er ligegyldig for elevens læring. Nej, tværtimod: Undervisning er meget vigtig for at elevens læring går i gang, for at læringen vedligeholdes i den rigtige retning og med det ønskede faglige indhold og for at læreprocessen når frem til solide læringsresultater, som eleverne kan bruge i deres fortsatte skolegang og i deres liv i øvrigt.

Hensigtserklæring

Fra tid til anden vil jeg fremlægge teser som ”Undervisning sker i relationer, læring sker i elevens hjerne og personlighed og når vi taler om undervisning taler vi IKKE om læring”.

Jeg vil gå i dialog med blogdeltagere. Hvis et svar forudsætter at jeg læser noget eller tænker noget igennem vil jeg vende tilbage efter en tænke- og læsepause. Arbejdet som blogredaktør er ubetalt og jeg lever af mit forefaldende konsulentarbejde, som skal passes. Jeg er med andre ord ikke på nogen form for fast løn. Der vil derfor måske være dage og måske en uge, hvor jeg ikke kan forholde mig til blogdeltagernes kommentarer.

Det er yderligere min hensigt at samlede en komplet kronologisk fil med alle indlæg i rigtig rækkefølge, og hvis jeg kan overkomme det også en temaopdelt fil, hvor indlæg om det samme tema bringes sammen. Alt under forudsætning af, at jeg kan finde tiden til det. Nu må vi se hvor stor interessen bliver.

Om mig selv kan jeg ud over CV oplyse, at jeg er konstitutionelt respektløs overfor alle autoriteter, virkelige som selvindbildte. Jo mere ”kanoniseret” en part i sagen er – undervisningsministeriet, John Hattie, "DrengeAkademiet" osv. osv – desto mere mistænksom bliver jeg, for jeg har gennem årene set så mange højt oppustede selvhøjtidelige pædagogiske koncepter falde sammen som våde balloner nogen har stukket hul i. Der er en forbavsende kontrast mellem den nyligt oppustede pædagogiske ballon – og den slatne gummirest når prætentionerne brister.

Jeg tillader mig at forholde mig analytisk-kritisk til alle tidens pædagogiske dogmer, men arbejder ved siden af denne proces samtidigt på at være intens konstruktiv: Som konsulent kan man ikke bare ”sidde på gærdet” og studere lærerernes undervisning kritisk-analytisk. Man må bidrage med noget, der kan bruges i praksis. Det er en hård kravsætning og har i alle årene været en meget stor udfordring for mig fordi min oprindelige arbejdsidentitet var forskeren, som fra sit elfenbenstårn iagttager verden udenfor. I alle årene som konsulent har jeg da bygget op, konstrueret, trænet kompetencer og bidraget med nye tanker – om læring, om lærerteam, om teamkoordinatorer, om kollegial supervision, om skoleledelse og meget andet. Og indtil videre har i 25 år skoler og lærere været interesseret i disse ”konstruktioner” om en anden, mulig, fremtidig praksis i skolen.