Pædagogik og 49 år

I 1908 udgav en af vores største digtere, Jakob Knudsen, en samling tænksomme essays. Samlingen kaldte han Livsfilosofi. I essayet ”Noget om at digte” kan man læse følgende:

”Jeg takker min Fader og min Moder i deres grav, fordi de talte til mig om Religion, Poesi, Fædreland, Kultur, Kunst, saaledes som levende Mennesker taler om Livet, og ikke som en offentlig ansat Lektieper taler om Eksamensfag med Børn, der af Staten (den Sjæle-Bøddel) er tvungne til at høre derpaa” .

og i essayet ”Om idealitet” finder vi følgende passage:

”Hele Fantasiudviklingen maa ske i fuld Frihed og Frivillighed. Viljen skal udvikles og Tvangen anvendes over for de mekaniske Ting: Skrivning, Læsning, Regning, Legemligt Arbejde o.a. lign. – Man ved næsten ikke, hvad man savner haardest i den moderne Børneopdragelse: Fantasiens Livfuldhed eller Viljens Hærdning hos Barnet. Thi begge Dele er man godt paa Vej med at udrydde. Her gaar denne fjottede, moderne Ungdom, der ikke har anden drivkraft end sine Lyster og Luner, og som ikke engang har Fantasi nok til virkelig at more sig”

Hvorfor fremdrager jeg disse to eksempler? Lad mig forklarer: Frem til 1959 fremstod Jakob Knudsen som en af vores fremmeste digtere og tænkere. Hans bøger udkom i utallige oplag og man havde netop afholdt et flot digterjubilæum i anledningen af 100 årsdagen for hans fødsel. Dette fik en ende, kan man roligt sige, i 1960, i forbindelse med fremkomsten af en radikal ny modernisme. I dette tilfælde blev kniven ført af filosoffen og forfatteren Villy Sørensen (som selv er havnet i den litteraturkanonen – modsat Knudsen – det er virkelig paradoksalt), der i en opsigtsvækkende og tidstypisk freudianisme reducerede Jakob Knudsens imponerende psykologi til banale semividenskabelige faderbindinger. Derfra overlevede Knudsens arbejde kun med adjektivet ”reaktionær”, hvis han da ikke ligefrem blev glemt. I den førende (og ellers udmærkede) litteraturhistorie for tiden, Litteraturens Veje, er hans navn slet ikke nænt i 1. udgaven (men dog i 2. udgaven). Et tegn på denne generation af litteraturhistorikeres ambivalente forhold til Knudsens arbejde, og jeg er også selv opvokset med denne bagage.

Med dette ”mord” og denne billige reduktion, tabte vores nation, og for den sags skyld det europæiske, imidlertid også en central, og, vil jeg hævde en endnu i dag vigtig, inspirationskilde. Og det er derfor, at jeg ovenfor har fundet et par citater frem. Knudsen er i mine øjne simpelthen en pædagogisk tænker, der overstiger noget, der er produceret indenfor pædagogikken i Danmark af hele generationen efter Villy Sørensen. Al denne primitive lærings- og undervisningsteori var, hvad man kunne drive det til. Og så har jeg ikke engang været ude i kanten af forfatterskabet. Det myldrer med passager som ovenstående. Det er desuden også tankevækkende, at Knudsen havde et meget tænksomt og reflekteret forhold til kulturradikalismen og kredsen omkring Georg Brandes. Dette kommer til udtryk både i hovedværket Gjæring-Afklaring og i esseayet ”Den lærde skole og Folkehøjskolen”. Knudsen er ikke reaktionær – han er konservativ i ordets bedste forstand – en forstand, som stadig burde være moderne, hvis man ellers kan trænge igennem 49 års tågedannelse. En konservatisme, som ikke afviser det kulturradikale, men som omslutter den – og beriges af den, men først og fremmest beriger den. Dette sker, når tvivlen, projekterne, karrieren, ideerne og narcissismen (”selvspejleriet”) og den franske revolutions excesser omdannes og erstattes af ”evig idealitet”, af hengivelsen til det bestandige. For Knudsen var det Gud. Lad os ikke skændes i denne sammenhæng om den nærmere betegnelse. Bed med andre ord alle universiteter og professionshøjskoler om at nedlægge deres ”karrierecentre” og deres selvspejlende ”coaching-kurser”, og undersøg i stedet hvilke etiske og almene traditioner, vores ungdom ønsker at bidrage til.

Hvad står der så i de to citater? Først og fremmest er det en hyldest til de fortællinger og den kunst der omslutter og gennemstrømmer vores levende nationale liv – og en kritik af at opfatte det pædagogiske, som noget der er under statslig formynderskab, med hvad dette indebærer af mål og delmål og fag og eksaminer. Dette er en frihedserklæring og en placering af det pædagogiske i sit rette element, nemlig i folkelige, kristne og nationale etiske bevægelser og vores almene faglige traditioner. Men vi er nervøse i dag, fordi hvis vi erstatter det statslige uddannelsesbureaukrati med fortællingen, etikken og kærligheden, så bliver det til ren intimrytteri, læringsbommelum og trin-for-trinmetoder. Vi er nervøse for, om vi overhovedet har noget at fortælle. Ordene er blevet så fremmedartede efter alle disse år med videnskab, socialisme og nyliberale statsdannelser. Selv demokratiet har mistet sin fortælling og er blevet til ”værdier”. Det er disse ting, Knudsen minder os om. At vi har fået alt for svært ved det pædagogiske, samtidig med at vi taler om pædagogik som aldrig før. I stedet har vi fået ”Lektie-per”, som det morsomt hedder i citatet. Vi fik ikke engang en ordentlig intellektualisme, Brandes’ modernisme forfaldt jo også. (Jeg er ikke selv på samme måde modstander af, at staten blander sig i vores uddannelser, men Knudsen har ret i, at det må ske på fællesskabets principper. Staten er tjeneren her. Men når ingen kan byde ind med nogen folkelighed, så kan Staten jo ikke se andet, end at den har ret til hele kagen. Denne ret udøver den så med new public management og det empiriske videnskaber som lydige tjenere).
Dernæst er Knudsens samtidige markering af elevens fantasi, hans fuldstændige frie udviklings af åndsevner i omgang med naturens tilskikkelser (”uden legetøj” som han siger – vi kunne oversætte med: uden ”maskiner” i nævneværdig grad) kombineret med tvangen overfor kulturens teknikker, et befriende træk. Her er ingen banal modstilling mellem frihed og tvang. Der er frihed og tvang. Knudsen og hans efterfølgere var entydige tilhængere af ytringsfriheden. Men igen: Hvornår har vi hørt det i dansk pædagogik? Frihed oversættes i dag til ord som ”kontingens” – og ”tvang” og ”disciplin” interesserer ingen sig for. Resultatet bliver en ungdom og nogle generationer (blandt andet min egen) som lever ikke blot ungdommen men hele deres tilværelse i det Knudsen kalder ”forvildet idealitet”, det vil sige, for altid uden vilje og - i virkeligheden også – uden fornøjelser, hvilket passer fuldstændigt. Græsted-Lars med fadøl og dansk hygge.

Nogle læsere kender måske Knudsen for nedenstående lyrik:

Se, nu stiger Solen af Havets Skjød,
Luft og Bølge blusser i Brand, i Glød;
Hvilken salig Jubel, skjønt Alt er tyst,
Medens Lyset lander paa Verdens Kyst.

Jeg vil aande Luften i fulde Drag,
Synge Gud en Sang for den lyse Dag,
Takke ham, at Morgnen mig end er sød,
At mig Dagen fryder, trods Synd og Død.

Skulle dette være reaktionært? Det er en hyldest til livet. En idealiseret sanselighed.