Pædagogik og musik

Man kan skelne mellem hverdagsmusik, evighedsmusik og den folkelige sang.

Hverdagsmusikken er knyttet til kroppene, den har ofte et stærkt kommercielt element og er under alle omstændigheder stærkt tidsbestemt. Det drejer sig om hele den rytmiske musiks historie, som er blevet til ud af en kropslighed med udgangspunkt i amerikanske slavers arbejde i bomuldsmarkerne. Lige siden har denne musikform udviklet sig som nutidens vestlige kroppes arbejde med at give deres fornemmelser et musikalsk udtryk, som kan sælges. Kroppen er i vild bevægelse samtidig med sangen. Det er subjektet, ”jeget” der står i centrum. F.eks. i en titel som ”I can’t get no satisfaction” (hvor det er ”jeg’et” og ”tilfredsstillelsen” eller mangel på samme, der er i fokus). Musikken slynger sig om bestemte tider, kroppe og mennesker og den udtrykker deres fornemmelser og følelser, ofte (men ikke altid) omdannet til en salgbar hitlistesang. Det er ungdommens arbejde med at løsrive sig og etablere sig på kanten af det borgerlige samfund og det er pubertetens emner og rytme. Denne musikform er af enorm betydning, og jeg elsker den selv. Men det er overhovedet ikke skolens opgave at gøre noget ved den. Forældrene, fritidshjemmene og kammeraterne har til opgave at sikre, at den nye generation også elsker The Beatles. Hvis ”With a little help from my friends” ikke fænger, så er det videre til noget nyt. Kriteriet på kvalitet er alene, om musikken virker på en generations subjektivitet. Denne musik må overleve på egne præmisser - i kroppenes fornemmelser og i det sociales små og store udvekslinger. Musikformen må ikke udsættes for pædagogik. Kun helt frivilligt (som på musikskoler). Så ud af skolen med Shubidua-sangene. Helt ud.

Evighedsmusik: Denne musikform har ikke eller har kun et meget begrænset kropsligt udtryk. Det er den vestlige civilisations omgang med evigheden. Den udvikler sig især fra middelalderens klostre og frem til i dag. Dens oprindelige udspring er religiøst, men den har udviklet sig videre gennem evighedens tiltagende decentralisering, og dens kompleksitet er fantastisk. Da skolen netop er en dør til evigheden, så er skolens opgave at sikre, at denne musikform kommer i fokus i undervisningen. Denne ’evighed’ er ikke nødvendigvis religiøs. Enhver social praksis har sin evighed – det område man bevæger sig i, når man lukker øjnene uden at sove. Det er tænkningens og musikkens felt. Enhver praksis har sin melodi. Den klassiske musik er ’vores’ kulturs evighed. Den er helt ukropslig, den kan kun komponeres ved at glemme kroppen, og den er kun delvist tidsbunden, fordi den kan klæbe sig til lange kulturelle forløb. Det er ikke helt det samme som udødelig musik.
Skolen må beskytte kulturens omgang med det evige mod kroppenes trang til subjektivitet, konsumption og overlevelse. Enhver elev må kende til, hvorledes en violin kan udtrykke en ukropslig smerte. Enhver elev må kende Chopins polonaiser og deres hjerteskærende lyd fra Europas plagede hjerte. Og enhver elev må kende til den danske evighedsmusik. Carl Nielsen naturligvis, men også mange andre, som i dag kun spilles i hemmelighed.

Den folkelige sang: De sange, som synges, som en direkte del af et samfunds frihedstraditioner. Det er her, at f.eks. den danske salmetradition og højskolesangen er vigtig. Man kan diskutere, om den danske visetradition fra 1930-1965 bør inddrages. Jeg mener ja. Men derefter er det også helt slut; fra dette tidspunkt overgår musikken til den nære kropslighed, til hverdagsmusikken. Den snakker med sig selv i den ny kropslig tradition, som skal være levedygtig på egne vilkår. Det er en form for musikalsk ”biologi” der udvikler sig. Det gælder selv for periodens mere intellektuelle udslag. Pink Floyds The Wall, f.eks., handler om en ung mands psykologi, men forbinder sig ikke til nogen frihedstradition. Det er en subjektiv beskrivelse af en kausal mekanik. Det er psykologi i rock-klæder.
Når på den anden side Liva Weel synger om ”den hvide sne”, så mærkes hvordan narkotikaen (som også er et symbol på andre ting) sætter sig igennem i en ung kvindes offentlige liv, og tragedien ekspliciteres, men netop som et fald – ikke blot som psykologisk registrering. Det er dette moment af en offentlig samtales æstetik, der gør, at den folkelige sang virker på os som frie mennesker. Det magter rockmusikken ikke. Rocken giver lyd til vores kroppes trang til behag og ubehag. Den er for menneskegruppen og for subjektet, men ikke for det frie folk. Den folkelige sang er derimod de offentlige sammenslutningers musik. Salmen er menighedens musik. ”Når jeg ser et rødt flag smælde” er arbejderbevægelsens musik osv. Liva Weel’s sange er kvindebevægelsens musik (på en måde). Alle disse ældre og nyere (frem til 1965) folkelige sange, som er knyttet til vores fælles liv, kan passende udgøre skolens musikalske kontekst. Der bør være fællessang flere gange om dagen og der bør være både obligatoriske og valgfrie kor. En række viser og salmer skal læres udenad. Det er det frie folks stemme og melodi. Det skal ikke slås op på Google, men sidde lige midt i hjertet.

Sammenligner vi disse overvejelser med nedenstående formålsbeskrivelse for faget ’musik’ i skolen, er det klart, at den nuværende musikundervisning har vendt tingene helt på hovedet:
§ 7. Formålet med undervisningen i musik er, at eleverne udvikler deres evne til at opleve musik og til at udtrykke sig i og om musik, herunder synge danske sange. Undervisningen skal bibringe dem forudsætninger for livslang og aktiv deltagelse i musiklivet og for at kunne forholde sig til samfundets mangeartede musiktilbud.
Stk. 2. Gennem aktiv og skabende beskæftigelse med musik skal undervisningen medvirke til elevernes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, udvikling af koncentration og motorik samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab.
Stk. 3. Undervisningen skal fremme elevernes forståelse af dansk og udenlandsk musiktradition som en del af kulturlivet, dels således som den indgår i det aktuelle samfundsliv, dels i dens historiske perspektiv
Først til allersidst kommer der en lille forkølet formulering, som kan pege på, at evighedens musik kan opløfte den kropsorienterede teenager (men man mærker allerede, forstemt, hvordan det hele bliver kapslet ind i lærebøger, når der tales om det ”historiske perspektiv”). Ellers går det hele til i oplevelse, udtryk, samfund, musiktilbud, følelsesmæssig udvikling, motorik og fællesskab. Men musik er ikke til for fællesskabet eller motorikkens skyld. Musikken er til for sin egen skyld, og det er evighedsmusikken og den folkelige sang, som skolen skal beskytte mod børns og forældres trang til den alt for tidsbundne kropslighed.

Eleven skal også spille noget selv, men det vender jeg måske tilbage til i en senere blog (men det bliver noget med korsang og instrumenter – rytmisk samspil (som er virkeligt sjovt og spændende) tilhører diverse valgmuligheder i fritiden).

Dette indlæg er ikke imod den rytmiske musik – tværtimod. Men det er et indlæg om skolens musikalitet. Fritidshjemmene (jeg nægter simpelthen at kalde dem for SFO’er) har helt andre opgaver.