Blog

Folkeskolereformens forudsigelige fiasko

Det er åbenbart forbigået manges opmærksomhed, at det 13. juni var 10 år siden, Folketinget vedtog folkeskolereformen. Da der er kommet mange nye lærere til siden da, præsenterer jeg hermed et indlæg til belysning af, hvad der skete dengang. I kampen for at skabe en bedre folkeskole er det vigtigt at huske, hvad folkeskolen var engang, og hvordan politikerne har behandlet folkeskolen og lærerne gennem tiden. Det er et langt stykke ad vejen de samme politikere, der bestemmer over folkeskolen og lærerne i dag, og de har det bedst med, at lærerne glemmer fortiden. Det har folkeskolen og lærerne ikke.

Publiceret Senest opdateret

Karsten Bräuner

Tidligere folkeskolelærer og tillidsrepræsentant ved Klarup Skole, Aalborg Kommune. Aktiv debattør, især i forbindelse med indførelsen af elevplaner og folkeskolereformen. Linjefagsuddannet i historie, kristendomskundskab og tysk. Er tillige uddannet journalist.

13. juni var det 10 år siden, Folketinget vedtog SRSF-regeringens folkeskolereform med støtte fra Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. »Danmark har en god folkeskole, men den skal udvikles, så den bliver endnu bedre.« Den seneste evaluering afslører, hvordan det gik: Reformen er ikke kommet i mål på én eneste af de opstillede 26 parametre.

Socialdemokratiet bestræber sig på at nedtone fiaskoen. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye erkender, at folkeskolereformen »ikke gik helt som forudsagt.« Det kommer an på, hvis forudsigelser der inddrages.

I forhold til hvad reformpolitikerne forudsagde, er udtalelsen en grov underdrivelse. Det gik overhovedet ikke som forudsagt.

I forhold til hvad lærerne og andre faggrupper med forstand på folkeskolen forudsagde, gik det præcist som forudsagt. Men politikerne ville ikke lytte.

Projektet gik nemlig ikke ud på at reformere folkeskolen til indlæringens bedste, men at afskaffe lærernes arbejdstidsaftale, koste hvad det ville.

Ifølge KL’s chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne i 2008, Mads Lehbech, overvejede KL allerede dengang at lockoute lærerne, men lod være, fordi man skønnede, at en konflikt ville være så ødelæggende for folkeskolen, at det ville tage otte-ti år for den at komme til hægterne igen. KL anno 2013 var knap så sentimental.

Det er en kendsgerning,

at SRSF-regeringen, da den tiltrådte 3. oktober 2011, overtog en hemmelig arbejdsgruppe med deltagelse af KL nedsat for at analysere lærernes arbejdstid. Som ad hoc-myndighed var gruppen sikret mod aktindsigt.

at gruppens arbejde skulle »føre til en række kon­krete anbefalinger til, hvordan folkeskole- og gymnasie­lærernes under­visningstid kan øges ved ændringer i overenskomsterne og lovgivningen«.

at arbejdsgruppen foreslog reformen gennemført »ved hjælp af frigjorte ressourcer som følge af … normalisering af lærernes arbejdstid ... Forudsætningen for, at timetallet i folkeskolen kan øges som forudsat, er en ændring i anvendelse af lærernes arbejdstid.«

at statsminister Helle Thorning-Schmidt i september 2012 spurgte Dansk Folkepartis nytiltrådte formand, Kristian Thulesen Dahl, om hans parti - med hans ord - »ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen … den danske model var sat ud af kraft.«

at Finansministeriet 13. november på et hemmeligt møde med deltagelse af fire ministre og KL’s top aftalte en hemmelig plan for en lærerkonflikt. Alle havde tavsheds­pligt.

at erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), der deltog i mødet, senere udtalte: »Det var aftalt spil mellem KL og SRSF-regeringen«, skrevet »af Finansministeriet«.

at SRSF-regeringen 4. december 2012 fremlagde sin folkeskolereform, der forudsatte, at lærernes arbejdstids­aftale blev afskaffet.

at KL opsagde aftalen 6. december.

at KL obstruerede overenskomstforhandlingerne med lærerne frem til 14. februar, hvor foreningen gav dem et ultimatum: Lærerne skulle opgive deres arbejdstids­aftale uden at få noget til gengæld.

at KL 27. februar meddelte offentligheden, at KL varslede lockout mod de overenskomstansatte lærere for at tvinge LC til »reelle forhandlinger«.

at KL’s forhandlingsleder, Michael Ziegler, 1. marts skrev i en kronik i Politiken: »De seneste mange uger har vi forhandlet med Lærernes Centralorganisation i håbet om at finde en løsning. Men det er desværre ikke lykkedes at blive enige.«

at KL’s obstruktion fortsatte i forligsinstitutionen.

at KL indledte lockouten 3. april med helsidesannoncer, hvori foreningen ifølge Christian Koch, professor i retorik ved Københavns Universitet, gjorde, »hvad man kunne« for »aggressivt at prøve at fremstille DLF som grove, urimelige og usandfærdige«.

at ombudsmanden var afskåret fra at tage stilling til, om annoncerne var i overensstemmelse med god forvaltningsskik, da KL som privat forening ikke var omfattet af forvaltningsloven.

at KL i to år hemmeligt havde gennemført »et omfattende og offensivt pressearbejde« baseret »på inddragelse af interessenter rundt om skolen og journalister og meningsdannere« for »at sikre forståelse for og opbakning til … at lærernes arbejdstidsregler skal ændres«.

at SRSF-regeringen stoppede lockouten med Lov nr. 409, der imødekom KL’s krav på alle punkter.

at alt, der foregik internt i arbejdsgruppen, er hemmeligstemplet.

at arbejdsgruppen afrapporterede mundtligt til Finansministeriet, ikke skriftligt, som er praksis, men som kunne gøres til genstand for krav om aktindsigt.

at Finansministeriet konsekvent giver afslag på aktindsigt i dokumenterne fra 13. november-mødet.

Dette forløb, som statsminister Helle Thorning-Schmidt kaldte »fuldt og helt i overensstemmelse med den danske model«, skal holdes op mod en folkeskolereform, hvis overordnede mål var ret ordinære:

Eleverne skal blive »så dygtige, de kan«, »betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater« skal mindskes, og så skal tilliden til og trivslen i folkeskolen styrkes »gennem respekt for professionel viden og praksis«. Noget, enhver skoleleder og lærer har i baghovedet hver dag på jobbet.

De vidtgående, strukturelle ændringer, folkeskolereformen indførte, er mere eller mindre blevet opgivet: bevægelse, lektie­café, åbning mod det omgivende samfund, selv den politisk standhaftige lange skoledag er på retur. De var for uhåndterbare eller uhensigtsmæssige.

Og så var reformen underfinansieret. Politikerne ville forbedre folkeskolen, men ikke betale for det. Ikke et voldsomt seriøst udgangspunkt for den største pædagogiske reform af folkeskolen nogensinde.

Reformen hvilede på et ukvalificeret pædagogisk fundament. Reformpolitikernes påstand om, at den var baseret på evidens, sank snart i grus. Forskere, der følte sig misbrugt, var nødt til at møde personligt op i Undervisningsministeriet og kræve, at de ikke blev taget til indtægt for noget, de ikke mente.

Reformpolitikerne var efter eget udsagn inspireret af skoleløsninger i Finland og Toronto og newzealandske John Hatties pædagogiske forskning. Men de handlede stik imod deres inspiratorers anvisninger.

En OECD-rapport fastslog i 2015, at mens finske elever havde 6.327 undervisningstimer i deres skoleforløb, havde danske elever OECD-rekord med 10.040 timer. Gennemsnittet var 7.570 timer. Da John Hattie blev spurgt, hvilken effekt reformens ekstra undervisningstimer ville få, svarede han: »Praktisk taget ingen!«

I Toronto involverede regeringen lærerne og deres organisationer i udviklingen af politikker og programmer til udvikling af skolen. SRSF-regeringen skubbede lærerne fra sig med en matchfixet konflikt og 25 procent forøgelse af undervisningstiden.

Toronto-regeringen erkendte, »at en signifikant fornyelse af undervisningen kræver resurser«. Fra 2003 til 2007 steg finansieringen i det offentlige skolevæsen med 28 procent pr. elev. SRSF-regeringen stod bag en underfinansieret reform og besparelser. Fra 2009/2010 og 10 år frem faldt prisen pr. undervisningstime pr. elev med 21 procent i folkeskolen.

SRSF-regeringen og KL’s primære mål var at komme af med lærernes arbejdstidsaftale. At de samtidig ødelagde folkeskolen, tog de med i købet som collateral dammage – indirekte skader. Folkeskolereformen underminerede lærernes forberedelsestid, forringede deres muligheder for at give eleverne feedback og gjorde lærerjobbet fagligt uinteressant; hvorfor blive lærer i en folkeskole, der hverken giver plads eller medvirker til lærerens fortsatte faglige dygtiggørelse? Resultatet er en forringelse af det faglige niveau.

Det entydige og fatale fravær af positive reformaftryk på folkeskolens virke 10 år efter, at folkeskolereformen blev vedtaget, viser, at reformen hverken var gennemtænkt eller alvorligt ment. Konflikten skulle ikke finansiere reformen; reformen skulle legitimere konflikten.

Det har elever og lærere betalt en høj pris for. De betaler fortsat. Og ingen bekymrer sig nævneværdigt om hvorfor.

Powered by Labrador CMS