Karsten Bräuner
Blog
Morten Refskov forskønner virkeligheden om retssag
Mens Hovedstyrelsen har sat 10 mio. kr. af til at tilvejebringe den nødvendige dokumentation for aftalt spil ad en meget usikker, nærmest umulig vej, nemlig en retssag, siger den fra over for borgerforslag FT-09476 om en kommission, som er gratis, og som, hvis den bliver til noget, vil kunne tilvejebringe en meget mere omfattende og tilbundsgående dokumentation. Hvorfor?
Så kom Hovedstyrelsen endelig på banen vedrørende borgerforslag FT-09476. Tirsdag 2/2 har forslaget været på banen i to måneder, uden at nogen fra Hovedstyrelsen har tilkendegivet, om man var for eller imod det, til trods for, at mange på folkeskolen.dk havde efterlyst Hovedstyrelsens holdning. Morten Refskov fastslog 1/2 i et kommentarfelt, at der er, »som jeg kan vurdere det – bredt set i Hovedstyrelsen ikke opbakning til forslaget«. At det beror på en vurdering må betyde, at Hovedstyrelsen ikke har drøftet forslaget, ellers kunne han have været mere præcis. Skal jeg forstå »bredt set« derhen, at der måske er nogen i Hovedstyrelsen, der – smalt set – støtter forslaget? Jeg ved, at der er kredsmedlemmer, der gør det.
De to første af mine fire spørgsmål til Hovedstyrelsen var: Havde man glemt forældelsesfristen? Og: Havde man oprindeligt ikke noget ønske om at rejse sagen, men ombestemte sig?Hvad forårsagede i så fald denne kovending? Morten Refskov svarer: »Den største udfordring ved sagen har været at skaffe egentlig dokumentation for, at der var tale om aftalt spil mellem regeringen og de offentlige arbejdsgivere. Det er årsagen til, at sagen først blev rejst i 2018.« Hvilket vil sige, at han ikke svarer.
Hovedstyrelsen var optaget af at skaffe dokumentation, men åbenbart ikke med henblik på en retssag. I hvert fald afføder hans svar denne kommentar fra Niels Chr. Sauer, der sad i Hovedstyrelsen frem til 1/1 2016: »Dit svar får det til at lyde, som om vi drøftede muligheden [for en retssag] og vurderede, at vi ikke kunne løfte bevisbyrden, men jeg erindrer ikke en sådan drøftelse i Hovedstyrelsen, mens jeg sad i den.« Ifølge artiklen »Landsretten afviser at køre sag om aftalt spil ved lockout i 2013« af 25/1 var det da også først i 2019, at der blev der afsat »10 millioner kroner, der kan bruges til at dække retsomkostninger«.
Morten Refskov »medgiver, at det kan fremstå sådan, at vi har ’sovet i timen’. Det er imidlertid ikke ualmindeligt, at der opstår uenigheder om, hvordan en lov skal forstås. Heldigvis har vi et retssystem, der kan afklare de uenigheder, som måtte opstå. I vores sag har der vist sig en uenighed om, hvordan reglerne for forældelse skal forstås (…) Landsretten har med dommen afgjort, at der for vores krav om erstatning af et tab på 26 dages løn i forbindelse med lockouten i 2013 gælder en forældelsesfrist på 3 år og ikke 5 [er det ikke 10?] år. Retten har heller ikke fundet, at der er særlige omstændigheder, som kan begrunde en længere forældelsesfrist end de 3 år«.
De to forældelsesfrister var vel velkendte for DLF i 2013? Hvis loven er uklar med hensyn til, hvornår den ene og den anden frist gælder, hvorfor valgte Hovedstyrelsen så ikke at det sikre: at indlede sagen inden treårsfristens udløb? Fordi dokumentationen ikke var på plads, vil Morten Refskov svare. Landsrettens dom giver imidlertid Beskæftigelsesministeriets advokat i byretten ret i, at der var »ingen grund til, at Lærernes Centralorganisation ikke kunne have anlagt sagen inden for den almindelige forældelsesfrist«. Det gjorde man ikke. Man har sovet i timen.
Mit tredje spørgsmål var: Mener DLF, at man kan vinde sagen, hvis den kommer for, uden at have granitfast dokumentation for, at der var tale om aftalt spil? Igen undlader Morten Refskov at svare direkte, men siger dog indirekte, at det mener DLF ikke.
Fjerde og sidste spørgsmål: Ligger DLF inde med en sådan dokumentation? Ud fra Morten Refskovs indlæg må jeg konkludere: nej!
Jeg må ligeledes konkludere, at mens Hovedstyrelsen har sat 10 mio. kr. af til at tilvejebringe en absolut nødvendig dokumentation ad en juridisk set meget usikker, nærmest umulig vej, vælger den at sige fra over for borgerforslag FT-09476 om en kommission, som er gratis, og som, hvis den bliver til noget, vil kunne tilvejebringe en meget mere omfattende og tilbundsgående dokumentation end en retssag. Hvorfor?
Morten Refskov: »Undersøgelsen vil efter vores vurdering ikke kunne sige noget om, hvorvidt den danske model er egnet til konfliktløsning eller som aftalemodel på det offentlige arbejdsmarked. Aftalt spil mellem regeringen og de offentlige arbejdsgivere i forbindelse med konflikten i 2013 var netop et brud på den danske model. Derfor mener vi, at der i borgerforslaget er en forkert sammenblanding af OK13 og OK21. OK21 var ikke et brud på den danske model – det var tværtimod den danske model i funktion.«
Den danske model i funktion? Hvor ved han det fra? Vi ved, at modparten fra 2013, som vi nu er sammen om folkeskolen med, ønskede at smadre DLF økonomisk ved at lade lockouten være landsomfattende og lade den køre, indtil dette var opnået. Den kørte i fire uger. Hvad ved vi om S-regeringens begrundelse for at lade sygeplejerskestrejken køre i 10 uger? Og når de to offentlige arbejdsgivere SRSF-regeringen og KL efter eget udsagn »naturligvis« koordinerede med hinanden i 2013 (uden at lave aftalt spil, forstås), hvad ved vi så om, hvad de to offentlige arbejdsgivere S-regeringen og regionerne koordinerede i 2021?
Når talen er om den danske model generelt, er det derfor aldeles motiveret at have 2021 med, ikke som »sammenblanding« med 2013, men som to selvstændige forløb, hvoraf kun det første er omfattet af det i borgerforslaget anførte kommissorium. Det er Morten Refskov og DLF, der laver »sammenblanding«, ikke mig.
»Der er for mig at se intet alternativ til at samarbejde. Vi kan ikke udrette det store for vores medlemmer uden et samarbejdet med de mange aktører, vi er dybt afhængige af. Hvordan dette samarbejde så udfolder sig konkret, er naturligvis en stadig politisk diskussion værd«, skriver Morten Refskov. Hvem er det, der ikke vil samarbejde? Jeg har aldrig talt imod samarbejde, men det kommer an på fra hvilket udgangspunkt. Hvis udgangspunktet er at glemme alt om 2013, hvilket i realiteten er, hvad DLF gør, bliver der tale om et samarbejde fra et så svagt udgangspunkt, at KL til enhver tid ved, hvor de har lærerne: Når lærerne åd 2013, er de rede til at æde hvad som helst.
Og det kommer de til. Ved ethvert forhandlingsbord er der tre kategorier, man kan forhandle om: det man er imødekommende over for, det man er villig til at slække på for den rigtige modydelse, og det man under ingen omstændigheder vil give fra sig. Med den underdanige samarbejdslinje, DLF har valgt, kan man kun gøre sig forhåbning om at hente sejre hjem på de to første kategorier; i den tredje kategori får man ikke et ben til jorden, for her hentes sejre ikke hjem ved hjælp af tillid eller fornuft, men ved hjælp af magt, og den er DLF i færd med at spille sig af hænde for altid.
Men der er en magt, som selv den svage kan bruge: sandheden. Sandheden er altid grundpille nummer ét i et demokratisk fundament, også i en forhandling på arbejdsmarkedet mellem to parter i et asymmetrisk magtforhold. Hvor sandheden ignoreres, tilsidesættes, undertrykkes, sætter magtmisbruget sig igennem. Tro ikke, at KL anno 2021 er anderledes end KL anno 2013 eller KL om 10 år. Men efter den for et demokrati helt utrolige svinestreg, SRSF-regeringen og KL begik med folkeskolekonflikten 2013, kan KL læne sig tilbage og agere samarbejdsvillig. KL har ikke tænkt sig at give slip på sin overhånd.
Tilbage til DLF’s tavshed. Hvorfor har Hovedstyrelsen ikke ytret sig om FT-09476 i de to måneder, forslaget har været fremme? Det har Morten Refskov også svar på: »Ønskes et officielt svar på et spørgsmål eller en kommentar, er man altid mere end velkommen til at skrive direkte til Hovedstyrelsen, som herefter vil behandle henvendelsen og afgive et svar.« For Hovedstyrelsen eksisterer virkeligheden altså kun, hvis man skriver til den og beder om et svar. At Hovedstyrelsen af egen drift kigger ud på virkeligheden fra mødelokalet på Vandkunsten 12, ser, hvad der rører sig, og tager del i debatten, kan man åbenbart ikke forvente. Og når den så endelig kommer på banen, sker det i et kommentarfelt.
LÆS MERE OM BORGERFORSLAG FT-09476
STØT BORGERFORSLAG FT-09476
